Al-Andalus 711–1492 fra erobringen til Granadas overgivelse

Hvilke områder dækkede al-Andalus på forskellige tidspunkter?

Al-Andalus er en historisk betegnelse for skiftende områder på Den Iberiske Halvø under muslimske herskere og for de samfund, der levede der. Navnet betegner ikke et kort med de samme grænser fra 711 til 1492. Provinsen i 700-tallet, de regionale taifariger i 1000-tallet og det nasridiske Granada i 1400-tallet omfattede forskellige egne. Det betyder heller ikke, at alle indbyggerne var muslimer. Córdoba var et vigtigt umayyadisk centrum, mens Toledo, Sevilla, Zaragoza, Valencia og Granada spillede andre politiske roller på forskellige tidspunkter. Hvert punkt i tidslinjen bør derfor knyttes til en bestemt by, hersker og region. Fonden El legado andalusí giver en oversigt over de store perioder. Mønter, daterbare bygninger, lokale dokumenter og arkæologiske fund er nødvendige for mere præcise påstande. Dynastiernes historie kan ikke alene beskrive hverdag, social ulighed eller religiøse forhold i alle områder.

Hvordan begyndte erobringen i 711?

Tariq ibn Ziyad førte i 711 en styrke, der overvejende bestod af berbere, over strædet fra Nordafrika. Den vestgotiske konge Roderik blev besejret. Nederlaget dateres ofte til juli 711, men slagets nøjagtige sted er omstridt. Musa ibn Nusayr ankom i 712 med en anden hær. Felttog, magtskifter i byerne og lokale aftaler bidrog tilsammen til den nye orden. En overenskomst, der forbindes med Tudmir og året 713, viser, at underkastelse også kunne forhandles og omfatte både pligter og beskyttelse. Den bevarede tekst kendes dog gennem senere overlevering og kan ikke behandles som et ubestridt originaldokument fra 713. Forskning i det vestlige Iberien hjælper med at rekonstruere erobringen uden at gøre enhver senere fortælling til en samtidig rapport. Fortællingen om, at Tariq brændte sine skibe, tilhører en senere tradition og er ikke en sikkert dokumenteret hændelse fra 711.

Hvorfor var provinsen ustabil før 756?

De erobrede områder var knyttet til den større umayyadiske magtverden, men skiftende guvernører, rivalisering mellem militære grupper og lokal modstand ændrede magtforholdene. At Córdoba og Toledo optræder under 711–712, betyder ikke, at alle steder fik den samme forvaltning på én dag. I nord voksede magtcentre frem uden for varig andalusisk kontrol. Den tidligste datering af de begivenheder, som senere blev forbundet med Covadonga, er omstridt. Berberoprør i Nordafrika og konflikter mellem militære grupper i 740’erne påvirkede også halvøen. Da Abd al-Rahman I grundlagde emiratet i 756, var det en institutionel ændring og ikke blot fortsættelsen af en fuldt stabil provins. Mange arabiske og latinske krøniker blev skrevet længe efter de begivenheder, de beskriver. Deres udsagn må vejes mod mønter, bebyggelsesspor og bygninger; ingen enkelt kildetype gengiver hele forløbet.

Hvornår blev Córdoba centrum for et selvstændigt emirat?

Abd al-Rahman I oprettede i 756 et i praksis selvstændigt umayyadisk emirat med Córdoba som centrum. Selvstændigheden angik den politiske magt i forhold til abbasiderne; kaliftitlen blev først taget i brug i Córdoba i 929. Herskerne udviklede administration, netværk af støtter og monumentale bygningsværker. Den store moské i Córdoba begyndte at blive opført sidst i 700-tallet og blev udvidet under flere efterfølgende herskere. Den nuværende bygning kan derfor ikke tilskrives én byggeperiode. UNESCOs beskrivelse af Córdobas historiske centrum hjælper med at skelne mellem arkitektoniske lag, men fortæller ikke alene, hvordan alle indbyggerne levede. Byen havde forbindelser til andre byer, landdistrikter og områder på den anden side af strædet. Handel og kulturel virksomhed kunne eksistere samtidig med ulighed i ejendom, retsstilling og politisk indflydelse.

Hvad ændrede sig, da Córdoba blev kalifat i 929?

Abd al-Rahman III begyndte at regere som emir i 912 og antog kaliftitlen i 929. Det var et krav om umayyadisk politisk og religiøs legitimitet i en verden med flere kalifale magtcentre. Fra omkring 936 blev paladsbyen Madinat al-Zahra bygget nær Córdoba til hoffet og administrationen. UNESCO placerer anlægget i denne sammenhæng og beskriver ødelæggelserne under borgerkrigen i 1009–1010. Udgravninger kan vise rum, bygninger og genstande, men bekræfter ikke automatisk ethvert politisk udsagn i en hofkrønike. Under al-Hakam II, der regerede fra 961 til 976, blev bøger, diplomati og udbygningen af moskéen fremtrædende. Disse kulturelle resultater beviser ikke, at alle havde samme adgang til ressourcer eller magt. Tekster, mønter, arkitektur og arkæologiske fund må derfor vurderes hver for sig, før de sættes sammen i en historisk fortolkning.

Hvordan blev kalifatet opløst mellem 1009 og 1031?

Efter al-Hakam II beholdt Hisham II formelt kaliftitlen, mens al-Mansur og hans familie udøvede en stor del af den faktiske magt. I 1009 begyndte fitnaen, en langvarig konflikt mellem rivaliserende krav på tronen og væbnede grupper omkring Córdoba. Madinat al-Zahra blev hårdt beskadiget i 1009–1010. Først i 1031 blev kalifatet formelt afskaffet i Córdoba. Årstallene betegner altså forskellige led: kamp om magten, ødelæggelse af en paladsby og afslutningen på en institution. Skoler, håndværk og byliv forsvandt ikke fra den ene dag til den anden. Nogle regionale centre havde allerede tidligere haft betydeligt selvstyre. Arkæologiske levn giver håndgribelige spor efter skaderne på paladsbyen. For at forstå enkelte aktørers motiver og alliancer må forskellige krøniker sammenlignes kritisk. En enkel fortælling om forfald skjuler vigtige forskelle mellem regionerne.

Hvad var taifarigerne og de nordafrikanske dynastier?

Efter kalifatets ophør opstod regionale taifariger, blandt andet med centre i Sevilla, Toledo og Zaragoza. Deres alliancer, krige, tributbetalinger og støtte til hofkultur var forskellige; ingen ny hovedstad styrede hele al-Andalus. Alfonso VI af Castilien indtog Toledo i 1085 og ændrede magtbalancen. Almoraviderne kom fra Nordafrika fra 1086, først for at møde Alfonso VI, og overtog siden flere taifariger. I 1100-tallet afløste almohaderne almoraviderne i mange egne. Begge dynastier forbandt halvøens politik med Maghreb uden at fjerne lokale forskelle. Almohadernes nederlag ved Las Navas de Tolosa i 1212 fik store følger, men afsluttede ikke muslimsk styre på Den Iberiske Halvø. Granada fortsatte under et muslimsk dynasti i næsten tre århundreder. Forskellige krøniker og møntserier må sammenlignes for at følge skiftene mellem disse riger og magtcentre.

Hvordan kunne det nasridiske Granada bestå til 1492?

Muhammad I opbyggede i 1230’erne en nasridisk stat med Granada som centrum. Ferdinand III indtog Córdoba i 1236 og Sevilla i 1248. Derefter var Granada den vigtigste tilbageværende muslimsk styrede stat på halvøen. Riget forhandlede, førte krig, betalte tribut og opretholdt forbindelser over det vestlige Middelhav. Alhambra, Generalife og Albaicín bevarer spor af nasridisk arkitektur og senere ændringer. Et palads kan ikke alene repræsentere livet i alle rigets husholdninger. Metropolitan Museum of Arts artikel om nasridisk kunst og UNESCOs beskrivelse af Granada giver bygninger og genstande politisk sammenhæng; landbrug, skatter, migration og krig kræver andre kilder. Da nasridiske og marinidiske styrker tabte slaget ved Río Salado i 1340, blev udsigten til omfattende militær hjælp fra Nordafrika svækket. Det forklarer ikke alene, hvorfor Granada bestod længe endnu.

Hvad skete der ved aftalen i 1491 og overgivelsen i 1492?

Krigen om Granada begyndte i 1482. Felttog, belejringer og konflikter inden for det nasridiske dynasti isolerede hovedstaden gradvist. Den 25. november 1491 nåede parterne frem til kapitulationsvilkår, der regulerede overgivelsen og gav muslimske indbyggere indledende garantier. Den 2. januar 1492 overgav Muhammad XII Granada til Ferdinand og Isabella, og den nasridiske stats suverænitet ophørte. Det spanske arkivkatalog PARES angiver begge datoer. En katalogpost er ikke hele aftalen og viser ikke i sig selv, hvordan alle vilkår senere blev efterlevet. Løfterne må skelnes fra senere tvangskonverteringer og fordrivelser. Den politiske afslutning betød heller ikke, at alle muslimer forlod Spanien i 1492. Fordrivelsen af jøder og rejserne over Atlanterhavet samme år var særskilte historiske forløb med forskellige årsager og følger.

Hvordan bør tidslinjens kilder bruges?

Tabellernes sidste kolonne angiver typer af belæg, ikke et løfte om, at hver nævnt kildetype findes for hver detalje. Krøniker skrevet senere kan fortælle om begivenheder, men også modsige hinanden. Mønter og indskrifter kan hjælpe med at datere herskere, titler og geografisk udbredelse; arkæologi viser bygninger og materielle ændringer. UNESCO beskriver bevarede steder og deres værdi, men kan ikke bekræfte en tabt tale før et slag eller placeringen af et omstridt slagsted. Det spanske arkivkatalog understøtter dateringerne af dokumenterne fra 1491 og 1492; aftalens retsvirkninger og senere ændringer kræver andre dokumenter. Moderne forskning samler brudstykkerne, men usikkerheden skal fortsat være synlig. Derfor betegnes nogle datoer som omtrentlige eller almindeligt anvendte, men omstridte. Tidslinjen er et udvalg af politiske ændringer, ikke en fuldstændig historie om befolkning eller religiøse relationer.

Erobring og umayyadisk provins, 711–756

Tidlige årstal skal sammenholdes på tværs af senere beretninger, mønter, arkæologi og forskning.

Emirat og kalifat i Córdoba, 756–1031

Politisk magt og borgerkrig er centrale, men udgør ikke hele samfundets historie.

Taifariger, almoravider og almohader, 1031–omkring 1230

Regionale riger og nordafrikanske dynastier flyttede magtcentre og grænser.

Det nasridiske Granada og forandringen i 1492

Nasridisk suverænitet ophørte, men ikke alle muslimske indbyggeres tilstedeværelse.

FAQ