Hvad er en qalamdan? Persiske penneæsker på museer
En qalamdan er en persisk æske til rørpenne. Se, hvor penne, blækhus og andre redskaber lå i lakerede etuier og æsker af messing.
En qalamdan, også skrevet qalamdān, er en persisk penneæske til de rørpenne, man bruger til at skrive og kalligrafere med. Afhængigt af konstruktionen kan æsken også rumme et blækhus, en lille kniv til at skære pennen til eller andre redskaber. Museer har både messingæsker med indlæg og hængslede låg og lakerede etuier med en bakke, der trækkes ud i den ene ende.
Den måde, æsken åbnes på, viser, hvor redskaberne lå. I et dybt rum kan blækket holdes adskilt fra pennene. En lang, smal bakke giver plads til penneskafterne i et etui, der kun er få centimeter bredt. Låget, siderne og bakken gav desuden håndværkeren flader til maleri, metalindlæg og indskrifter. Et fotografi af en åben æske kan derfor vise rum og udsmykning, som er skjult i lukket tilstand.
Hvad lå der i en qalamdan?
En rørpen, også kaldet qalam, har en tilskåret spids, der fører blækket til papiret. En lille kniv gør det muligt at skære spidsen til igen, og en skæreblok støtter røret under arbejdet. På McGill Universitys udstilling om skrift og kalligrafi præsenteres æsken sammen med de redskaber. Udstillingshæftet beskriver et blækhus med en tot silke eller uld i åbningen, som begrænser mængden af blæk på spidsen. Den, der skrev, måtte holde øje med både spidsens form og den mængde blæk, den førte til papiret. McGill University, skriveredskaber, montre 3b
Redskabernes rolle bliver tydelig, hvis man følger arbejdet ved et stykke papir. Kniven og blokken bruges til at gøre spidsen klar. Blækhuset leverer blæk under skrivningen. Æsken samler udstyret, når det skal gemmes eller bæres. Se guiden til at skære en rørpen for at se, hvordan spidsen formes. Guiden til blæk i islamiske håndskrifter gennemgår blæktyper, som et blækhus kunne indeholde.
En åben æske viser, hvilke redskaber der fik deres egen plads. Et messingetui med sølvindlæg fra begyndelsen af 1500-tallet, tilskrevet Iran, har rum til en rørpen, et blækhus og en sandbeholder. Metropolitan Museum of Art i New York, også kaldet Met, opfører også en lille ske blandt de bevarede dele. Åbningernes form og størrelse viser, hvor meget plads håndværkeren afsatte til forskellige redskaber. Met, penneæske med indskrifter, 1975.350.1a–c
Sådan holdt metalæsker penne og blæk adskilt
British Museum har en messingæske, der er fremstillet i Mosul mellem 1230 og 1250. Den måler 37 cm i længden. Pennene lå i et aflangt rum. I den ene ende stod mindre beholdere til blæk, sand til at opsuge overskydende blæk og tråd til at rense rørpennene. Når låget løftes, bliver pennene og de små beholdere synlige samtidig. Kataloget angiver en højde på 7,5 cm med låget lukket og 14 cm med det åbent. De to tal er mål af samme genstand i to stillinger. British Museum, penneæske fra Mosul, 1884,0704.85
Et iransk messingetui fra slutningen af 1800-tallet på det australske museum Powerhouse har en anden indretning. Det aflange etui har en rundet ende. Et blækhus er monteret ved siden af det. Blækhusets lille hængslede låg har form som en kammuslingeskal. Åbner man det lange rum, kan man tage pennene ud. Løfter man det lille låg, kommer man til blækket. De to lukninger gør rummenes funktion tydelig, også når æsken er tom. Powerhouse-samlingen, penneæske og blækhus af messing, H7668
Der er flere hundrede år mellem æsken fra Mosul og den iranske æske i Powerhouse. Begge er af messing. I Mosul-æsken står blækbeholderen inden i kassen sammen med de andre redskaber. På det iranske etui er en særskilt beholder fastgjort uden på æsken. Et billede fra enden kan vise samlingen mellem blækhus og æske tydeligere end et billede af låget ovenfra.
Sådan trækkes bakken ud af et lakeret etui
Ifølge Khalili Collections udviklede den lakerede æsketype med afrundede ender og udtræksbakke sig i Iran i 1600-tallet. En fast yderskal omslutter det indre rum, som glider ud gennem den ene ende. Når etuiet er lukket, følger bakkens ende skallens kontur. Trækker man bakken ud, kommer redskaberne til syne langs hele rummet. Kataloget omfatter et etui af forgyldt sølv fra Sankt Petersborg, som viser, hvordan formen kunne bruges et andet sted og i et andet materiale. Khalili Collections, penneæske RUS 720 og beskrivelse af den iranske form
Lak betegner mange etuiers overfladebehandling. Kataloget kan nævne grundmaterialet og udsmykningen under lakken hver for sig. Et eksemplar fra Teheran på Met blev fremstillet sidst i 1800-tallet og er 22,5 cm langt. Kataloget angiver pap, dækkende vandfarve og bladguld under lakken samt forgyldning og messing. De oplysninger beskriver både den bemalede papirbaserede krop, overfladens lag og metal i den færdige genstand. Met, qalamdan fra Teheran, 67.206.4a, b
En æske af papmaché kan også have et låg, der løftes op. Khalili Collections beskriver en æske fra omkring 1700 med maleri, fernis og læderfor. Låget kan i dag tages af og sad oprindeligt fast i et hængsel. Kataloget angiver Indien eller Iran som fremstillingssted. Det omtaler træk fra maleriet i Deccan og ligheder med iransk lakarbejde. Lågets konstruktion kan beskrives præcist, mens fremstillingsstedet stadig er åbent. Khalili Collections, penneæske LAQ 133
Fugle, blomster og et brilleetui i penneæsken
En iransk qalamdan fra begyndelsen af 1800-tallet på Met er 23,3 cm lang. Den er af bemalet, forgyldt og lakeret papmaché. Fugle sidder blandt blomstrende grene på den bemalede flade. Museet kalder mønstret gul-u-bulbul og viser, at det også findes på spejletuier og bogbind. Hvis et foto kun viser maleriet, kan et billede fra enden eller af den åbne genstand hjælpe med at afgøre, hvilken slags etui det er. Met, qalamdan med fugle og blomster, 67.206.3a, b
Det samme mønster kan forbinde to forskellige genstande. I et arbejde af Fathallah Shirazi fra midten af 1800-tallet passer et lille brilleetui ind i penneæskens udtræksrum. Begge etuier er udsmykket med beslægtede motiver i beige, guld og sort. Met læser indskriften ved lågets kanter som en oplysning om, at æsken blev fremstillet til qajarprinsen Kamran Mirza. Indskriften giver den tiltænkte modtagers navn. Den åbne æske viser, hvor brilleetuiet lå. Met, penneæske og brilleetui, 2018.664a–d
En audiens på låget og fortællinger i bakken
På en penneæske af typen kiyani på Aga Khan Museum malede Muhammad Isma’il Isfahani qajarherskeren Nasir al-Din Shah og hans hof midt på låget. Museet genkender scener med sagnkonger fra Shahnameh, Kongebogen, ved siden af audiensen. Hofscenen får museet til at foreslå, at æsken kan være fremstillet til shahen. Kataloget omtaler modtageren som en mulighed. Aga Khan Museum, kiyani-penneæske, AKM643
Når bakken trækkes ud, skifter billedmotiverne. På ydersiden af udtræksrummet ses sufiske fortællinger og figurer. Inde i rummet er der portrætter af digtere og skikkelser fra sufismen. Museet udpeger også et selvportræt af maleren med briller og pensel. Med æsken lukket ser man først herskerens audiens. Når den åbnes, kommer andre bemalede flader frem. Katalogets billeder lader læseren følge motiverne fra låget til bakkens sider og indre. Aga Khan Museum, billeder og katalogpost for AKM643
Sammenlign form, størrelse og konstruktion
Museer bruger ofte samme betegnelse om genstande med forskellig opbygning. Inventarnummeret gør det muligt at finde netop det eksemplar, der omtales. Længden angiver størrelsen. Beskrivelsen af konstruktionen viser, hvor man kan lede efter åbningen og rummene inden i æsken.
| Samling og inventarnummer | Tid og sted ifølge kataloget | Længde | Hvad man kan se efter |
|---|---|---|---|
| British Museum 1884,0704.85 | 1230–1250, Mosul | 37 cm | Messing med indlæg, langt rum til penne og små beholdere i den ene ende |
| Met 1975.350.1a–c | Begyndelsen af 1500-tallet, tilskrevet Iran | Æske 34,3 cm | Messing med sølvindlæg og rum til penne, blækhus og sand |
| Davids Samling 13/1985 | 1600- eller 1700-tallet, Tyrkiet | 34,5 cm | Papmaché og læder med prægede, delvis forgyldte skybånd og plads til skriveredskaber |
| Khalili Collections LAQ 133 | Omkring 1700, Indien eller Iran | 30,5 cm | Bemalet papmaché med aftageligt låg, der oprindeligt var hængslet |
| Met 2018.664a–d | Midten af 1800-tallet, Iran | 22 cm | Lakeret penneæske med et brilleetui i samme udsmykning |
Messingæsken, der tilskrives Iran, er 34,3 cm lang. Det osmanniske etui er 34,5 cm. Katalogmålene afviger med 2 mm. Materialerne og udsmykningen er forskellige. Davids Samling sammenligner de prægede skybånd på det osmanniske etui med lignende dekorationer på osmanniske bogbind. På messingæsken er skriften og plantemønstrene udført i metal. Begge former giver plads til lange penne, mens overfladerne viser, hvordan håndværkerne arbejdede med forskellige materialer. Davids Samling, osmannisk kalamdan, 13/1985
Hvad indskrifter og senere omarbejdninger viser
På Mets æske fra begyndelsen af 1500-tallet står gravøren Hasan Ramadan Shahis navn. Andre indskrifter rummer bønner og velsignelser. Museet læser dem særskilt fra håndværkerens navn. Når en katalogpost nævner flere personer, kan man se efter, hvilken rolle hvert navn spiller i teksten. Navnet kan tilhøre den, der fremstillede eller indskrev æsken, den tiltænkte modtager eller en skikkelse i en bøn. Skrifttypen giver endnu et holdepunkt. Denne æske har tydelig thuluth-skrift, en af de former, der vises i guiden til arabiske kalligrafiske skrifter. Met, Hasan Ramadan Shahis penneæske
Selv et blækhus, der passer præcist i sit rum, kan være kommet til senere. Met beskriver en messingæske med indskrifter, fremstillet i 1300-tallet og med en yderside, der var omarbejdet ved midten af 1400-tallet. Små runde felter med fugle indeni viser spor af den tidlige udsmykning. Blækhuset og indsatsen rundt om det kom til endnu senere. Æsken viser tre forskellige trin i sin historie. Først blev kroppen fremstillet, siden blev ydersiden ændret, og til sidst kom de nye dele indeni. Guiden til islamiske håndskrifters proveniens viser, hvordan man på lignende vis læser datering og spor af ejerskab i håndskrifter. Met, penneæske med indskrifter, 91.1.536
Museumskataloger og kilder om skriveredskaber
- McGill University, skriveredskaber gennemgår rørpen, kniv, skæreblok og blækhus som dele af et skrivesæt.
- British Museum, penneæske fra Mosul angiver mål med æsken åben og lukket og beskriver beholderne ved pennerummet.
- Powerhouse-samlingen, penneæske og blækhus af messing viser et senere iransk etui med et særskilt muslingeformet låg på blækhuset.
- Met, qalamdan fra Teheran oplyser grundmateriale, maleri og øvrige materialer i et lakeret etui.
- Aga Khan Museum, kiyani-penneæske viser udtræksbakken og gennemgår motiverne på dens flader.
- Khalili Collections, penneæske LAQ 133 beskriver det aftagelige låg, det oprindelige hængsel og de to mulige fremstillingssteder.
