Hvad er en fez eller tarboosh? Form, historie og museumseksempler

Kend en fez på pulden, filten og kvasten. Museumsgenstande viser forskelle mellem osmanniske uniformshuer og hatte i lokale dragter.

En fez, også kaldet tarboosh eller tarbush, er en hue uden skygge, som typisk er lavet af filt. Den kendte form har en flad top og en kvast, der sidder i eller tæt ved midten. Rød er en almindelig farve. Bevarede huer varierer i nuance, puldens højde, kvastens farve og lagene af stof omkring huen. Forskellene bliver tydeligere, når man ser huen som en del af en bestemt dragt.

Pulden, kvasten og navnet

Set fra siden ligner en typisk fez en lav cylinder med en let skrånende væg. Set ovenfra ser toppen ud som en flad skive. Kanten forneden omkranser den åbning, hvor huen sidder på hovedet. Den har ingen fremspringende skygge, så omridset afhænger af sidernes hældning og puldens form. Kvasten giver bevægelse til en hue, som ellers er formet til at holde sin facon.

Engelske kataloger bruger fez. Tarboosh og tarbush er engelske stavemåder for et navn, der forekommer i arabisktalende miljøer. British Museum bruger begge navne om den samme palæstinensiske hue og staver det andet tarbush. Det tyrkiske ord er fes. I TDV’s islamiske encyklopædi forbinder Hülya Tezcan den vestlige betegnelse med den marokkanske by Fez, også skrevet Fès. Forbindelsen forklarer et navn i katalogerne. Hver enkelt hue har sin egen historie om fremstilling og optagelse i samlingen.

Huer, der sælges eller udstilles under samme navn, kan have forskellige proportioner. En lav puld kan lettere indgå i en dragt, hvor andet stof skjuler en del af huen. Ved en høj hue er sidefladen mere synlig. Hældningen varierer også. Den tidlige militærmodel, som Tezcan beskriver, var omkring 20–25 cm høj og blev lidt bredere op mod toppen.

Filten formes, og kvasten sættes fast

Tezcan beskriver en historisk osmannisk fremstilling, hvor uld først blev bearbejdet til en poselignende form. Vådfiltning og efterbehandling gjorde den tættere og mindre. Efter farvning og videre behandling satte hattemageren huen på en form og bearbejdede overfladen. Formen bestemte det færdige stykkes proportioner. En støtte indvendig kunne hjælpe den høje tidlige model med at holde faconen. Den røde filt og silkekvasten bestod af forskellige materialer og blev fremstillet hver for sig.

Samme fremstilling omtaler håndværkere, der formede huer på ny, når de havde mistet faconen. Først arbejdede de med træforme og senere med opvarmede messingforme blandt andet i İzmir og Istanbul. Nummererede forme gav flere størrelser og profiler. En mindre eller mere lodret hue kan således afspejle et bevidst valg af form. To fotos taget fra siden gør det lettere at se forskellen på højden og hældningen.

Fastgørelsen ovenpå varierede også. Den tidlige osmanniske model i Tezcans beskrivelse havde en mørkeblå eller sort silkekvast, fastgjort til et fremspring i midten. De lange blå silketråde kunne brede sig og have brug for at blive redt ud. En forskrift, der er omtalt for 1845, krævede snoede kvaster til soldater og en tynd messingskive på toppen. Den lille metaldel og plejen af trådene havde begge betydning for huens udseende.

Hvad ændrede sig under Mahmud II?

I 1829, under sultan Mahmud II, indførte den osmanniske regering fez til den nye hær Asâkir-i Mansûre-i Muhammediyye. Beslutningen fulgte opløsningen af janitsharkorpset i 1826 i en periode med osmanniske militære og administrative ændringer. Historikeren İsmail Hakkı Uzunçarşılı har offentliggjort en arkivrapport og sultanens skriftlige svar. Dokumenterne beskriver et møde, hvor embedsmænd undersøgte prøver. Ifølge rapporten blev hærens daværende hovedbeklædning hurtigt forringet i sol, regn og fugt. Deltagerne drøftede holdbarhed, pris, brug af fez andre steder og den foreslåede længde på kvasten.

Beslutningen gjaldt den navngivne militære styrke. I de offentliggjorte dokumenter godkendte sultanen valget og bad om, at de udvalgte huer blev gjort klar til udlevering. Artiklen omtaler også oprettelsen af Feshane-værkstedet i Istanbul i 1830 med hattemagere fra Tunis. Valget af hovedbeklædning førte til et behov for færdige huer og håndværkere, der kunne forme dem. En passage fra en osmannisk krønike, som Uzunçarşılı citerer, omtaler en bestilling på 50.000 huer fra Tunis. Krøniken dokumenterer en bestilling, mens Feshane beskrives som et forsøg på at producere huerne i Istanbul. Tezcan nævner desuden fortsat import ved siden af fremstillingen i de osmanniske værksteder. Huens tyrkiske navn og dens fremstillingssted kunne derfor pege på forskellige steder.

De osmanniske fezformer ændrede sig fortsat. Tezcan nævner en mindre model knyttet til Abdülmecid, en bredere til Abdülaziz og en med mere lodrette sider til Abdülhamid II. Forskellene kan bruges til at sammenligne portrætter, når dokumentationen er god. Bevarede huer kan være bestemt med forskellig sikkerhed. Guiden til monogrammer på osmanniske dokumenter viser en anden måde at læse genstande, der knytter sig til en hersker og en administration.

To huer fra det historiske Palæstina

British Museums As1966,01.236 er en mands fez fra et landsbymiljø i det historiske Palæstina fra slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet. Huen er af vinrød filt, og kvasten er af blå silke. Højden er 15 cm uden kvasten, og diameteren er 19 cm. Protokollen oplyser, at en stofturban kunne vikles om huen, eller at huen kunne bæres alene. Stoffet ville ændre, hvor meget af filtsiden der var synlig.

British Museums As2000,08.60 hører til en anden dragt. Det er en ceremoniel fez til en dreng fra 1800-tallets Palæstina, registreret som en del af festlighederne ved omskæring. Huen er af rød filt med sort kvast og en frynse af prægede møntlignende metalmærker foran. Bomuldstråd og dele omviklet med forgyldt materiale indgår i udsmykningen. Huen er 11 cm høj uden den sorte kvast og har en diameter på 18 cm.

De to huer adskiller sig kun med 1 cm i diameter, men med 4 cm i højde. Det mest synlige særtræk ved drengens fez er den udsmykkede forside. Puldens form er stadig genkendelig som en tarbush. Den hængende pynt og museumsposten forbinder netop denne hue med en bestemt begivenhed. Målene og udsmykningen gør forskellen klarere end de nært beslægtede røde farver.

Huer, tørklæder og lokal dragt

Penn Museum har en rød filtfez med et broderet tørklæde, genstandsnummer 29-165-7. Kataloget knytter den til Tyrkiet og bruger den brede tidsangivelse “Modern”. Tørklædet er nævnt som en del af genstandsbeskrivelsen. En mulig giver og en museumsangivelse om tiden før 1929 giver oplysninger om samlingshistorien og begrænset grundlag for at fastslå fremstillingstidspunktet. British Museums beskrivelse af stof viklet om en fez er et andet eksempel på, hvor meget et supplerende tekstil kunne ændre hovedbeklædningen.

Centre of Visual Arts and Research på Cypern har registreret cst_00803 som en tyrkiskcypriotisk fez fra 1800-tallet i rød filt med sort kvast. Hverken fremstilleren eller fremstillingsstedet er angivet. Den kulturelle betegnelse sætter huen ind i en dragttradition. Byen, hvor den blev lavet, fremgår ikke.

Det jødiske museum i Grækenland har en fez fra 1900-tallet af mørkerødt fløjl med kvast og det gule broderi “Pasha”. Kataloget placerer den blandt beklædning og tilbehør i forbindelse med sefardiske og romaniotiske samlinger. Eksemplet viser, at betegnelsen bruges om forskellige tekstiler og i forskellige samlinger. Broderiet er registreret som en detalje på huen, og der er ingen navngiven producent i kataloget. Sammenligningen af kaftaner og abayaer bruger snit, lag og materiale på lignende vis til at forstå betegnelser på tværs af regioner.

Hvad kan en kvast fortælle?

Den sorte kvast er kendt fra billeder af fez, og blå kvaster er også dokumenteret. Landsbyhuen fra slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet i British Museum har en blå kvast. Det har en udateret rød filtfez i Detroit Institute of Arts også. Sidstnævnte er registreret som tyrkisk. Samme kvastfarve giver et udgangspunkt for sammenligning, mens registrene giver forskellige oplysninger om tid og sted.

Kvastens placering kan have en betydning i en bestemt kilde. British Museums protokol for landsbyhuen omtaler en skik, hvor kvastens placering knyttes til civilstand. Det gælder beskrivelsen af den konkrete hue og den lokale dragt. På en anden hue kan længden eller placeringen skyldes en uniformsbestemmelse eller særskilt pynt, for eksempel de hvide bomuldsdele på drengens ceremonielle hue. De lokale og institutionelle sammenhænge forklarer, hvordan de registrerede detaljer blev forstået.

Sådan læses en fez på et gammelt fotografi

Begynd med pulden. Notér, om toppen er flad, hvor høj den synlige side er, og om siden skråner. Find dernæst punktet, hvor kvasten møder toppen, og se efter stof viklet om kanten forneden. På et sort-hvidt foto kan man beskrive toneforskellen mellem hue og kvast. En sammenligning af farver kræver en dateret billedtekst eller en dokumenteret dragt, der passer til.

Se derefter på den øvrige beklædning og formålet med billedet. En dokumenteret uniform, et landsbyportræt og en beskrivelse af en familiebegivenhed giver forskellige oplysninger om samme slags hue. Ved sammenligning med ældre illustrationer er det relevant at se på, i hvilken sammenhæng billedet blev til. Illustrerede osmanniske krøniker viser, hvordan kunstnere brugte tøj og figurernes placering til at angive rang. En hue på et historisk billede kan have den funktion og samtidig ligne en bevaret genstand. Billedets egen tekst eller katalogpost giver et fastere grundlag for at angive person, dato og sammenhæng. “Vinrød fez af filt med blå silkekvast” beskriver træk, der er dokumenteret. Beskrivelsen kan udvides, når registreringen identificerer stedet, anledningen eller bæreren.