Hvad er en rehal? Koranstande, sammenklappelige bogstøtter og museumseksempler
En rehal støtter en fysisk bog. Sammenlign bogstøtter af træ, sten og metal, og se, hvad museernes registreringer kan fortælle om konstruktion og historie.
En rehal er en bogstøtte, som især forbindes med læsning af Koranen. Den velkendte sammenklappelige udgave åbnes til en X-formet støtte, men historiske beskrivelser omfatter også andre former for bogmøbler. Rehal, rahle, rahla og rihal er stavemåder, man kan møde i engelsksprogede kataloger og forklaringer. Genstanden støtter en fysisk bog; navnet er ikke et andet ord for selve Koranens tekst.
Den forskel er nyttig, når man identificerer en gammel genstand eller indretter et sted til læsning. En udskåret træstøtte, et kompakt eksempel af sten og et bordformet møbel af metal kan omtales under beslægtede overskrifter uden at dele konstruktion, datering eller historie. Museumsoplysninger forklarer bestemte eksempler. De gør ikke hvert moderne produkt til et religiøst krav og fastslår ikke proveniensen for en genstand uden dokumenteret historie.
Hvad en rehal gør, og hvad navnet ikke afgør
TDV’s islamiske encyklopædis artikel om rahle beskriver både bogstøtter, der åbnes og lukkes, og faste former med en bordplade. Den forbinder brugen med boglæsning, med at løfte Koranen fra jorden og med at understøtte store fysiske eksemplarer. Beskrivelsen er derfor bredere end den lille klapstøtte, mange først forestiller sig.
Navnet bør ikke slå bogen og møblet sammen til én genstand. En mushaf er et fysisk, skrevet eksemplar af Koranen, mens stativet er støtten nedenunder. Vores guide til mushaf forklarer sider, blade og bind. En bogstøtte kan holde siderne i en vinkel, men dens tilstedeværelse identificerer ikke det tekststed, den udgave eller den recitation, der studeres.
Formen alene identificerer heller ikke en brugers nationalitet, et værksted eller en retsskole. Hvis en sælger kalder noget en rehal, så begynd med de faktiske materialer, mål og mekanismer. Hvis et museum bruger rahla eller rahle, så læs beskrivelsen, før stavemåden opfattes som en anden type. Navne og klassifikationer kan variere mellem sprog og institutioner.
Sådan støtter den velkendte sammenklappelige form en bog
I den almindelige X-form danner to krydsende plader benene nedenunder og bogens støtteflader ovenover. Når pladerne åbnes, skabes plads til bogen; når de lukkes, bliver genstanden nemmere at opbevare. TDV diskuterer trækonstruktioner, hvor delene griber ind i hinanden, og flere slags faste og kombinerede møbler. Det viser variation, ikke én fremstillingsopskrift, som alle bogstøtter skal følge.
Ved en dagligdags genstand er det nyttigt at skelne struktur fra udsmykning. Identificer pladerne, samlingen og støttefladerne, før du beskriver udskæring eller indlæg. Et rigt ornament fortæller ikke, om støtten passer til en bestemt bog. Tilsvarende gør en enkel overflade ikke genstanden mindre anvendelig som støtte. Opgaven er at forstå, hvad den er indrettet til at holde.
En historisk klapmekanisme kræver en anden tilgang end et almindeligt nyt køb. Et fotografi fastslår ikke sammenføjningens tilstand, om alle dele er bevaret, eller om genstanden sikkert kan åbnes. I en samling gælder institutionens regler for håndtering. At læse kataloget er ikke en tilladelse til at afprøve mekanismen eller lægge et tungt bind på en gammel genstand.
En dateret iransk bogstøtte på The Met
The Mets Stand for a Qur’an Manuscript, 10.218 er dateret til 761 AH/1360 e.Kr. og fremstillet i Iran. Materialet er teak med udskæring, bemaling og indlæg. Registreringen angiver forskellige mål for lukket og åben tilstand: lukket er højden 130,2 centimeter, mens de åbne mål er 114,3 × 127 × 41,9 centimeter. Det er et betydeligt møbel snarere end et tilbehør i lommestørrelse.
Museets undervisningsmateriale forklarer de sammenføjede plader, udskæringen i flere lag og indskrifterne. Det identificerer en madrasa-sammenhæng gennem teksten og diskuterer håndværkerens navn, Hasan ibn Sulaiman fra Isfahan. Den aktuelle samlingsregistrering gengiver en mere forbeholden og anderledes udfoldet form af navnet. Inventarnummeret gør det muligt at sammenligne beskrivelserne uden ved en fejl at gøre navnevariationen til en anden genstand.
Udsmykningen rummer skrift samt plante- og geometriske former. Undervisningsmaterialet identificerer en cypres i en nichelignende komposition og velsignelser knyttet til Muhammad og de tolv imamer. Den ledsagende forklaring advarer mod en enkel konklusion om konfessionel identitet alene på det grundlag. Beskriv den konkrete indskrift og kuratorens fortolkning frem for at tildele alle ejere eller læsere en identitet ud fra ét motiv.
Målene i åben og lukket tilstand giver en praktisk lektion i kataloglæsning. En højde uden oplysning om tilstanden kan vildlede. Før to støtter sammenlignes, bør man kontrollere, om tallene beskriver den åbne genstand, den sammenklappede genstand eller en detalje. Forskellige mål kan skyldes måletilstanden snarere end en fejl i registreringen.
Et eksempel af sten udfordrer antagelsen om, at alle rehal er af træ
LACMA’s Qur’an Stand (rehal), M.73.5.118 er dateret til omkring 1800 og registreret som fremstillet i Bhera, Panjab, i det nuværende Pakistan. Materialerne er lysegrøn lizardit-serpentin og en stålramme med guldindlæg. Genstanden demonstrerer, hvorfor et velkendt navn ikke fastslår en konstruktion af træ.
Materialebestemmelse kræver også omhu. En lysegrøn overflade kan ligne en velkendt dekorativ sten på et lille fotografi, men samlingens angivne materiale er mere præcist end et gæt ud fra farven. Brug den bestemmelse i billedteksten. Ordet rehal identificerer en anvendelse; det bekræfter ikke en stenart, et metal eller en påstået alder.
Den omtrentlige datering hører også med i beskrivelsen. Omkring 1800 er ikke et præcist fremstillingsår, og en moderne geografisk betegnelse må ikke forveksles med datidens politiske kort. En kort billedtekst kan bevare begge forhold ved at nævne museum, inventarnummer, omtrentlig datering og den registrerede lokalitet. Den behøver ikke opfinde en håndværker, når institutionen angiver vedkommende som ukendt.
Bogmøbler kan være transportable, faste eller bordformede
University of Torontos udstillingsregistrering i Hidden Stories af Royal Ontario Museums 948.84.6 beskriver en iransk bogstøtte fra 1700-tallet med træ og indlæg af ben. Udstillingen sætter bogstøtter ind i flere religiøse traditioner, herunder hinduisme, sikhisme, kristendom og islam. Møbler til bøger er altså ikke forbeholdt ét religiøst fællesskab, blot fordi ét navn forbindes med koranlæsning.
Udstillingen forbinder sammenklappelige møbler med transport og rejser. Fortolkningen hjælper med at forklare, hvad en form kunne muliggøre. Den er ikke en dokumenteret rejserute for denne enkelte genstand. At en støtte kunne bæres ad en handelsrute, må ikke blive til en påstand om, at dette eksemplar passerede en bestemt by, medmindre proveniensen understøtter ruten.
En anden form findes i Museum With No Frontiers’ registrering af Shangri Las koranstand, 54.136.1. Den er dateret til omkring 1900 og tilskrevet Egypten, sandsynligvis Kairo. Det er en høj, sekskantet messingkonstruktion med sølv- og kobberindlæg. Registreringen identificerer en senere genoptagelse af mamelukkisk stil og foreslår, at toppen støttede en Koran, mens små døre gav adgang til opbevaring indvendigt.
Bemærk den foreslåede funktion og dateringen sammen. En genoplivet stil er ikke det samme som fremstilling i den historiske periode, den henviser til. Den mulige brug skal fortsat være mulig, og den bordformede konstruktion må ikke omskrives til en X-formet klapstøtte. Beslægtede kategorier kan samle forskellige former, mens beskrivelserne af de enkelte genstande forbliver forskellige.
En sammenligning af samlingsregistreringerne viser, hvorfor det brede navn behøver en præcis billedtekst. Det er dokumenterede eksempler, ikke en liste over egenskaber, hver støtte skal have:
| Registrering | Konstruktion eller materiale | Detalje, der skal bevares |
|---|---|---|
| The Met, 10.218 | Udskåret, bemalet og indlagt teak; sammenføjede plader | De angivne mål ændres mellem lukket og åben tilstand. |
| LACMA, M.73.5.118 | Lysegrøn lizardit-serpentin med stålramme og guldindlæg | Farven berettiger ikke til at udskifte stenens navn. |
| Royal Ontario Museum, 948.84.6 | Træ med indlæg af ben | Udstillingens omtale af transport fastslår ikke en bestemt rejse. |
| Shangri La, 54.136.1 | Sekskantet messingkonstruktion med sølv- og kobberindlæg | Funktionen som koranstøtte er foreslået; den mamelukkiske stil er en senere genoptagelse. |
Sammenligningen ændrer rækkefølgen i en nyttig søgning. Begynd med genstandsnummer og institution, og undersøg derefter materiale, form og datering. En søgning kun efter gammel koranstand af træ kan skjule eksemplerne af sten og metal eller opmuntre til sammenligning af ubeslægtede genstande. Et katalognummer er som regel mere præcist end en bred produktbetegnelse.
Fotografier kræver en lignende skelnen mellem observation og identifikation. Du kan måske se, at en genstand er grøn, udsmykket eller åben. Institutionen kan identificere mineralet, fortolke en indskrift eller angive et omtrentligt fremstillingssted. Noter udsagnene med deres kilde frem for at fremstille alt som umiddelbart synligt. Det gør også en kort billedtekst mere gennemskuelig, når billedet er lille.
Forestil dig en tænkt billedtekst, der kun siger iransk rehal. Læseren ved ikke, om den betyder den store teakstøtte fra 1300-tallet på The Met eller eksemplet fra 1700-tallet med træ og ben i Toronto-udstillingen. Inventarnummer, materiale og datering løser tvetydigheden. Øvelsen fastslår ikke, at nogen af institutionernes beskrivelser gælder for en lignende genstand et andet sted.
En læser, der forbereder en undervisningssammenligning, kan derfor bruge to kolonner: hvad registreringen siger, og hvad fotografiet viser. Den første kan bevare en forbeholden tilskrivning som sandsynligvis Kairo; den anden beskriver en synlig sekskantet struktur. Det er nyttigt at lade et spørgsmål stå åbent, når ingen af kolonnerne giver belæg. Det fortæller mere end at gøre lighed til en sikker værkstedstilskrivning.
Læs indskrifter og proveniens som forskellige slags belæg
En indskrift kan identificere en håndværker, en bestiller, en donation eller et religiøst tekststed. Det er forskellige udsagn. En senere ejernote nævner ikke nødvendigvis det oprindelige værksted, og et velkendt gudsnavn leverer ikke resten af en beskadiget tekst. Vores guide til manuskripters proveniens forklarer en beslægtet disciplin: at holde fremstilling, ejerskab og senere samlingshistorie adskilt.
Det kalligrafiske udtryk behøver sin egen beskrivelse. Et katalog kan identificere en skriftstil eller transskribere en indskrift; et fotografi uden tekst tillader måske ingen af delene. Guiden til arabisk kalligrafi introducerer flere stilnavne. At genkende en stil er nyttigt, men det er ikke en præcis dato, en tilskrivning til en bestemt kunstner eller bevis for, at en nutidig kopi er original.
I en kort forskningsnote kan man bruge fire felter: inventarnummer, materialer, datering med dens sikkerhed og den konkrete brug eller indskrift, institutionen identificerer. Tilføj din egen observation separat. Den fremgangsmåde lader en anden læser se, hvilke detaljer der kommer fra registreringen, og hvilke der kommer fra at kigge på billedet.
At bruge en bogstøtte i et læserum
I en nutidig læseopstilling skal støtten passe til den faktiske bog og den måde, læseren bruger den på. Størrelsen på et åbent bind, den tilgængelige flade og støttens tilstand er mere praktiske spørgsmål end ligheden med et berømt museumseksempel. En historisk beskrivelse er ikke en produktanbefaling eller en universel anvisning om kropsholdning.
I et fælles religiøst rum kan man spørge, hvor læsematerialer hører til, og hvilke genstande besøgende må bruge. Vores guide til det første moskébesøg forklarer, hvordan sådanne spørgsmål stilles respektfuldt. En bogstøtte giver ikke tilladelse til at håndtere alle bøger eller flytte en anden persons læseopstilling.
En rehal er nemmest at forstå, når funktionen forbliver synlig: den støtter en fysisk bog. Konstruktion, udsmykning og historie kan derefter beskrives med faktiske belæg. Man kan værdsætte både en enkel moderne støtte og et bemærkelsesværdigt historisk eksempel uden at gøre dem udskiftelige eller fremsætte udokumenterede påstande om åndelige virkninger.
