Sådan skelner du mellem kufisk, naskh, thuluth og nasta’liq

Sådan skelner du mellem kufisk, naskh, thuluth og nasta’liq

Muslim Post Editorial Desk@muslimpost

Sammenlign kufisk, naskh, thuluth og nasta’liq på daterede museumsværker, og skeln mellem skrift, sprog, proportioner, sidelayout, materialer og senere tilføjelser.

Kufisk, naskh, thuluth og nasta’liq betegner forskellige traditioner inden for kalligrafi med arabiske bogstaver. Kantede former og forlængede vandrette streger er nyttige kendetegn ved mange værker, som museer beskriver som kufiske. Mindre naskh og større thuluth kan stå på samme side. Nasta’liq forbindes især med persisk poesi og en rytme af buede, skrånende ordgrupper. Det er udgangspunkter for en sammenligning. En sikker beskrivelse kræver også værkets datering, tekstsprog, opbygning og katalogoplysninger. Hverken guldbogstaver, en diagonal linje eller en kunstfærdig ramme kan alene bestemme skriftarten.

Skeln mellem skriftart, sprog og tekstens indhold

Udtrykket »arabisk kalligrafi« kan betegne en skrifttradition uden at fastslå, at ordene er på arabisk. Det er særlig vigtigt ved nasta’liq. Smithsonian placerer skriftens udvikling i 1300-tallets Iran og dens historie i en persisk litterær sammenhæng. Hvis et persisk digt kaldes arabisk, fordi bogstaverne ser bekendte ud, bliver tekstsproget bestemt forkert, allerede inden den kalligrafiske udførelse undersøges. Brug museets identifikation af sproget, og lad det stå åbent, hvis kataloget ikke identificerer det.

Skriftart og tekstindhold besvarer også forskellige spørgsmål. V&A’s gennemgang af kalligrafi nævner poesi, lovprisning af herskere og aforismer sammen med korantekster. En præsentation, der virker religiøs, er derfor ikke en oversættelse af ordene. Find en institutionel transskription eller beskrivelse, før du navngiver et bestemt citat. Der kan være en velsignelse i én del af genstanden, en overskrift i en anden og en underskrift langs kanten. De skal ikke nødvendigvis beskrives som én sammenhængende tekst.

Vores undersøgelse af Akbars persiske Hamzanama og de bevarede billedblade viser, hvorfor tekstsprog, fortælling og fysisk opbygning skal undersøges hver for sig. Persisk tekst på papir og maleri på bomuld indgår i en sammensat genstand. Eksemplet giver en konkret ramme for at skelne lagene. Det er ikke et grundlag for at give alle bladene én skriftbetegnelse eller for at bestemme sproget på et andet manuskript med lignende udsmykning.

Notér inventarnummeret og det område, du faktisk undersøger. »Teksten i det centrale felt« er mere præcist end én betegnelse for overskrifter, margener, underskrifter og senere notater tilsammen. Beskriv dernæst det tekstsprog og de skriftarter, som kataloget angiver for området. Så kan en anden læser finde det samme felt på samme genstand og kontrollere sammenligningen. Et udsnit uden værkets identitet gør selv en omhyggelig observation vanskeligere at efterprøve.

Undersøg kufisk skrift på et bestemt blad fra Den Blå Koran

Kufisk er en nyttig betegnelse, men den omfatter variation. Mets undervisningsdiagrammer skelner mellem almindelige former, former med planteornamentik og former med flet- eller knudeornamentik. Kantet struktur og lange vandrette streger giver et bedre udgangspunkt end en regel om, at hvert bogstav skal være firkantet. Ornamentik kan ændre et bogstavs udseende uden at gøre hver udsmykket indskrift til et andet sprog. Sammenlign bogstavernes opbygning og indbyrdes afstand, inden du lader en markant detalje bestemme hele beskrivelsen.

Et konkret værk er Mets blad fra Den Blå Koran, inventarnummer 2004.88. Museet daterer det fra anden halvdel af 800-tallet til midten af 900-tallet. Kataloget beskriver guld og sølv på indigofarvet pergament og foreslår Tunesien, muligvis Qairawan, som oprindelsessted. Ordet »muligvis« hører til oplysningen om stedet. Det skal med i en billedtekst, hvis den gengiver katalogets forslag. Den brede datering er heller ikke ét sikkert fremstillingsår.

Museet forklarer en særlig læsevanskelighed på bladet: bogstaver blev tilpasset, så linjerne fik samme længde, og tegn, der skelner bogstaver fra hinanden, blev udeladt. Den visuelle orden er således ikke det samme som umiddelbar læselighed. Guld på blå bund oversætter ikke ordene. Tegn, der mangler eller ser anderledes ud end i en moderne tekst, kan heller ikke bruges som en tilstrækkelig dateringstest. Læs katalogets forklaring sammen med den faktisk bevarede skrift.

Se på en hel linje. Hvor forlænges en vandret streg, og hvordan fordeles nabobogstaver over bredden? Hold de beskrevne materialer adskilt fra den foreslåede geografiske oprindelse. Det samme hensyn gælder skrift på andre genstande. Vores artikel om tre andalusiske elfenbensæsker og deres forskellige indskrifter skelner mellem et bevaret låg med navn og årstal og æsker, hvis oprindelige låg er tabt. En indskrift på ét objekt kan ikke udfylde de manglende oplysninger på et andet. Inventarnummer og bevaret tekst skal følge hinanden.

Rombeformede prikker måler proportioner inden for en model

I Mets undervisningsmateriale om arabisk skrift og kalligrafi beskrives bogstavproportioner ved hjælp af et fast antal rombeformede prikker. Prikken er det rudeformede aftryk, som pennen laver. Materialet nævner seks proportionerede skriftarter: naskh, thuluth, muhaqqaq, rayhani, tawqi‘ og riqa‘. De giver en mere præcis ramme end at kalde al afrundet skrift naskh. Hvert navn henviser til en bestemt tradition, som skal sammenlignes med relevante eksempler.

Prikken fungerer her som måleenhed. Den skal ikke forveksles med de prikker, der skelner skrevne bogstaver fra hinanden, eller med vokaltegn. Et diagram, som viser en konstruktionsmetode, betyder ikke, at et færdigt ord nødvendigvis skal have en synlig række måleprikker ved hver streg. Hvis disse forskellige funktioner blandes sammen, kan en forklaring af proportioner blive til en fejlagtig læsning af selve teksten.

Det afgørende er forholdet mellem delene. Et eksempel kan forstørres og samtidig bevare sine proportioner. Hvis kun højden strækkes, ændres forholdet mellem højde og bredde. Brug derfor sammenlignelige billedskalaer, og undersøg også bogstavernes placering på hele siden. Et højt bogstav i et tæt beskåret fotografi kan virke mere dominerende end det samme bogstav set blandt alle linjerne. Billedets udsnit er en del af betingelserne for observationen, ikke et træk ved den historiske skrift.

Brug institutionens navngivne diagrammer som sammenligninger. Tildel ikke en ukendt historisk hånd ét universelt antal prikker, som skulle gælde alle skrifter og modeller. Diagrammerne forklarer disciplineret proportionering. De kan ikke alene bekræfte en usigneret genstands ægthed, bestemme dens alder eller erstatte en lærers korrektion af en elevs arbejde. En nyttig beskrivelse siger, hvilken model der sammenlignes med, og hvilke forhold der faktisk kan ses.

Naskh og større skrift kan have forskellige opgaver på samme side

Mets album med kalligrafi, poesi og profetiske overleveringer, 1982.120.3, gør en sammenligning inden for én genstand mulig. Museet angiver Shaikh Hamdullah ibn Mustafa Dede som kalligraf og daterer værket til omkring 1500. Fremstillingsstedet beskrives som Tyrkiet, sandsynligvis Istanbul. Flere linjer med lille naskh omkranses af én eller to større linjer i thuluth eller muhaqqaq. Skriftprøverne er monteret på marmoreret papir. Betegnelsen beskriver papirets udsmykning.

Her kan du sammenligne to størrelser uden at hente dem fra ubeslægtede fotografier. Undersøg først de gentagne små linjer og derefter den større skrift omkring dem. Opbygningen viser, hvordan forskellige skrifter kan organisere samme side og skabe et tydeligt hierarki. Katalogets formulering »thuluth eller muhaqqaq« er vigtig. Størrelsen alene afgør ikke, hvilken af de to skriftarter en bestemt større linje tilhører. En overskrift må ikke få en mere sikker betegnelse end den dokumenterede sammenligning tillader.

Yana van Dykes undersøgelse af albummets marmorerede papir beskriver store vandrette overskrifter og mindre naskh, som er placeret vandret eller diagonalt. En diagonal linje er altså ikke tilstrækkelig til at identificere nasta’liq. Undersøg først skriftens former, og beskriv derefter retningen, som linjen er anbragt i. Papirstrimler og marmorerede rammer tilhører sidens sammensætning. De er ikke egenskaber ved bogstaverne, selv om de påvirker det samlede indtryk.

Et senere sammenligningsværk er Library of Congress’ hilye, 2019714648. Kataloget nævner Dihya Salim al-Fahim og angiver Galata-paladset i Istanbul. Det daterer værket til 1130 efter islamisk tidsregning, svarende til 1718. Kataloget identificerer thuluth og naskh i en kalligrafisk beskrivelse af profeten Muhammad, monteret på en træplade med sidepaneler, der kan foldes. Her kan tekstens funktion, skriftarterne og den fysiske form undersøges sammen. Beskrivelsen er verbal; den skal ikke omtales som et malet portræt. Årstallet gælder dette værk og daterer ikke alle hilyer med en lignende opbygning.

Nasta’liqs rytme skal ses i en persisk litterær sammenhæng

Smithsonians materiale om mestre og elever i nasta’liq fremhæver kurver, korte lodrette streger og forholdet mellem bogstaverne og deres placering. Tilknytningen til persisk poesi er en historisk sammenhæng. Den betyder ikke, at enhver skrånende linje indeholder et digt. Materialet gengiver også tilskrivningen af skriftens opfindelse til Mir Ali Tabrizi som en traditionel eller påstået tilskrivning. Den begrænsning skal bevares, når historien fortælles videre.

Et dateret eksempel er Sa‘dis Gulistan, signeret af Sultan Ali Mashhadi, Freer F1998.5, bladene 44v–45r. Museet placerer denne kopi i Herat og daterer den til 1468, svarende til 873 efter islamisk tidsregning. Beskrivelsen fremhæver ord, som stiger med en stejlere hældning over grundlinjen, og variation i stregbredden. Det er konkrete forhold, som kan undersøges på bestemte blade. De siger mere end et løst indtryk af, at skriften »svæver«.

Se på en gruppe ord, før du isolerer en lang afsluttende streg. Hvordan mødes kompakte og udstrakte former, og hvor bliver linjen tættere eller mere åben? Hvor skifter stregbredden? Spørgsmålene følger museets vægt på rytme og forhold mellem delene. De er ikke en mekanisk prøve, der gør ethvert tilsvarende arrangeret udsnit til et arbejde af Sultan Ali Mashhadi. En lighed kan begrunde en sammenligning, mens en tilskrivning til en bestemt kalligraf kræver dokumentation for den konkrete genstand.

Smithsonians udstilling om persisk kalligrafi giver en anden vigtig sammenligning med albumbladet S1986.30. Sultan Ali Mashhadis skrift dateres her til omkring 1510–15. Malerierne, som tilskrives Muhammad Sadiqi og Muhammad Qasim, dateres til omkring 1590. Skriften og malerierne skal derfor have hver sin datering i en beskrivelse. Tilskrivningen af malerierne må heller ikke omskrives til en ubetinget oplysning om udførelsen. Et gennemarbejdet albumblad kan være sammensat over tid, og rammen daterer ikke alene den skrift, der er monteret inden i den.

Pen, skriveflade og undervisning giver forskellige slags oplysninger

Smithsonians materiale om mestre og elever omtaler rør, som blev udvalgt til penne, og spidser, som blev skåret til forskellige streger. Det behandler også Sultan Ali Mashhadis afhandling fra 1514, The Path of Writing, som dokumentation for materialeforberedelse. Kilderne viser, hvorfor en historisk skriftpraksis er mere end et skrifttypenavn på en skærm. Kalligrafen arbejder med et tilskåret redskab, blæk, en skriveflade og en indlært model. Oplysningerne er en materialehistorisk sammenhæng, ikke en færdig opskrift til at rekonstruere enhver side.

Et lille, komprimeret billede kan skjule fine forbindelser og små tegn. Åbn samlingens større billede, inden du beskriver en tynd streg som et bevidst kendetegn. Se på de omkringliggende streger, og vurder, om gengivelsen overhovedet viser detaljen tydeligt. Hvis billedet ikke opløser den, skal usikkerheden blive stående. En sløret overgang må ikke omdannes til en sikker stilbestemmelse. Det samme værk kan se væsentligt anderledes ud i en miniature og i en større digital gengivelse.

Hold også skriveflade og udsmykning adskilt. Bladet fra Den Blå Koran er katalogiseret som pergament, mens Hamdullahs skriftprøver er monteret på marmoreret papir. En blank flade afslører ikke alene en bestemt behandling eller dens ingredienser. Vores vejledning til geometriske mønstre og deres plads på museumsgenstande skelner mellem en genstands omrids, dens indre ornamentik og den samlede opbygning. Det er nyttigt, når en dekorativ ramme skal beskrives uden at få den til at bestemme skriftarten eller tekstens indhold.

Undervisning har desuden en dokumentarisk side. En elevs kopierede forbillede og en lærers tilladelse er forskellige slags vidnesbyrd. Vores gennemgang af ijaza og lærertilladelsens omfang spørger, hvem der gav hvem tilladelse til hvilken aktivitet, på hvilket grundlag og hvornår. Dokumentets formuleringer kan afgrænse den godkendte praksis. En genkendelig skriftart kan ikke alene fastslå en unavngiven persons uddannelse eller rekonstruere en ukendt kæde af lærere. Skriftprøve og tilladelse skal undersøges hver for sig, selv når de findes på samme dokument.

Læs hele genstanden, før du fastlægger skriftbetegnelsen

Begynd med det navngivne værk og den del, der undersøges. Tilføj det tekstsprog, de skriftarter, materialet og den datering, som kataloget angiver. Lad »omkring«, »sandsynligvis« og »muligvis« følge den relevante oplysning. En foreslået geografisk oprindelse er noget andet end et sted nævnt i en indskrift. En bred kunsthistorisk datering er noget andet end et bevaret årstal. En præcis beskrivelse viser, hvor oplysningerne kommer fra, og hvor sikkert hver oplysning er formuleret.

Beskriv dernæst det træk, som gør sammenligningen nyttig: forlængede vandrette streger på det blå koranblad; lille og større skrift i Hamdullahs album; ordgrupper og skiftende stregbredde i den daterede Gulistan. Betegnelser som »smuk« eller »rigt udsmykket« kan udtrykke et indtryk, men identificerer ikke en skriftart. Hvis siden har flere skrifter, så angiv deres områder i stedet for at vælge én betegnelse for alt. Medtag inventarnummer og bladangivelse, så observationerne kan kontrolleres på det samme materiale.

Mets fremstilling af kalligrafi som ornamentik understreger, at skriften stadig overfører en tekst, også når dens dekorative muligheder er fremtrædende. En tiltalende indskrift skal derfor læses pålideligt, før ordene citeres eller fortolkes. Katalogets identifikation af skriftarten oversætter ikke i sig selv passagen og bekræfter heller ikke et forfatterskab. Den afgør ikke et religiøst spørgsmål om genstandens brug. Lad en tekstlig fortolkning hvile på teksten og dens dokumenterede sammenhæng.

Til sidst skal kalligrafien holdes adskilt fra monteringen og senere tilføjelser. En underskrift kan stå i ét hjørne, mens et ejernotat står i et andet. En skriftprøve og det album, som senere indrammer den, kan have forskellige historier. Brug institutionernes billeder og inventarnumre til at undersøge de konkrete værker. Denne vejlednings forsidebillede er en generel illustration, ikke en faksimile af de nævnte håndskrifter eller en tavle til at bestemme deres skrifter. Billedets tegn skal ikke bruges til at transskribere et vers eller bekræfte en historisk skriftprøves ægthed.

Kilder