Hvad er en kashkul? Dervishers almisseskåle på museer

Se, hvordan dervisher bar deres almisseskåle, og sammenlign museumseksempler af havkokosskal, træ og metal med kæder og indskrifter.

En kashkul er en almisseskål med tilknytning til omvandrende sufiske dervisher. Mange eksemplarer har et aflangt, buet skållegeme med hævede ender som en lille båd. Nogle har en kæde til at bære skålen i. Man kunne tage imod og opbevare penge eller mad i den, og visse skåle kunne også bruges til at drikke af. Museerne har eksemplarer af udskåret nøddeskal, træ og metal. Deres omrids ligner hinanden, men konstruktionen og den sandsynlige brug varierer.

Hvordan en dervish bar skålen

Engelsksprogede museumstekster bruger begging bowl og alms bowl. Begge betegner en skål til almisser, altså gaver til en person, der har brug for hjælp. En dervish, som rejste og levede af andres gaver, havde brug for et kar, der både var let at have med sig og let at række frem. Når kæden bar vægten mellem de to ender, behøvede den gående ikke hele tiden at holde fast i kanten. Aga Khan Museum beskriver, at museets messingskål kunne bæres i hånden eller om halsen. Museet for Islamisk Civilisation i Sharjah omtaler i sin beskrivelse af typen både håndbæring og ophæng over skulderen.

Skålen indgår i historien om sufisk trosliv. Den forbindes især med omvandrende mennesker, som levede af almisser og valgte at eje få ting. Sufisk praksis havde også faste steder. En khanqah eller sufibolig kunne tilbyde logi og rum til at lære og mødes. Skålen giver et indblik i, hvordan man kunne skaffe mad og andre fornødenheder undervejs. Kilder til de faste institutioner viser, hvad et opholdssted kunne give.

Som personlig ejendel kan en kashkul sammenlignes med bedekransen tasbih. Perlerne hjælper med at tælle under bøn eller ihukommelse af Gud, mens skålen rummer proviant eller gaver. Begge genstande har en udformning, der passer til en bestemt opgave, og begge kan få betydning i den enkeltes trosliv.

Malerier dokumenterer sammenhængen fra en anden vinkel. I Portræt af en sufi på Metropolitan Museum of Art ses en almisseskål sammen med en fløjte og et pelsklæde. Billedet er dateret til første fjerdedel af 1600-tallet og tilskrevet Deccan, sandsynligvis Bijapur. Museet bruger detaljerne i sammenhæng til at genkende typen af person, der er afbildet. Værket Siddende dervish i fordybelse på San Diego Museum of Art dateres til midten af 1600-tallet og tilskrives sandsynligvis også Bijapur. I nummer 79 af Mets udstillingskatalog identificeres karret ved den siddende som en kashkul. Kataloget læser billedet som en idealiseret fremstilling af en asket. Malerierne viser, at en skål gjorde dervishen genkendelig i billedkunsten. De bevarede skåle viser detaljer i materiale, bearbejdning og indskrift, som en maler kunne forenkle.

Fra havkokosnøddens skal til en skål

Havkokospalmen hører naturligt hjemme på Seychellerne i Det Indiske Ocean. Dens store fligede frugt har en hård skal med en naturlig krumning. Når skallen deles, fremkommer en aflang hulning, som kan udskæres eller monteres i en indfatning. Museumsfolk har forbundet materialets vej over Det Indiske Ocean med brugen af det i Iran. Met peger på, at nogle skaller muligvis skyllede i land ved Irans sydlige kyst. En bestemt skals vej til et bestemt værksted kræver oplysninger om det konkrete eksemplar.

Aga Khan Museums AKM640 er en iransk skål fra 1700-tallet. Kataloget anfører 24 cm og beskriver materialet som en udskåret halv nøddeskal. Skriftbånd følger kanten. Skallen er både selve karret og den flade, indskriften står på. En anden løsning ses på Yar Muhammads skål i Met. Den er dateret 1130 efter hijra, svarende til 1717–1718, og tilskrevet Iran. Skallen sidder i en gennembrudt og graveret indfatning af sølv og forgyldt sølv. Den er 14 cm høj, 30,8 cm bred og 16,7 cm dyb, målt uden kæde.

På de to stykker er samme slags naturmateriale bearbejdet på forskellige måder. På AKM640 er ydersiden af skallen den vigtigste dekorerede flade. På Yar Muhammads kar ligger gennembrudt metal som et lag rundt om skallen. Begge skåle tager udgangspunkt i frugtens naturlige hulning.

Den samme kontur i træ, messing og stål

På et samlingsfoto kan en mørk og poleret overflade gøre det svært at se materialet nedenunder. Skålen 2018.665.2 i Met er fremstillet af træ med indlæg af kamelben og er cirka 29 cm lang. Den stammer fra slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet. Museet vurderer, at skålen sandsynligvis blev brugt til at modtage almisser. Dens omhyggeligt dekorerede flade er et eksempel på, at ornament og praktisk brug kan høre til på samme genstand.

Metalhåndværkere kunne efterligne hulningen og den buede profil uden at bruge en nøddeskal. Den iranske skål 1994.6 på Denver Art Museum er af stål med guldindlæg. Den er cirka 35,6 cm bred og dateres til slutningen af 1700-tallet eller begyndelsen af 1800-tallet. Museet identificerer Hajji ibn Abbas som håndværkeren ud fra hans signatur og beskriver formen som en efterligning af havkokosnøddens skal. Materiale og form besvarer to forskellige spørgsmål om samme kar.

AKM612 på Aga Khan Museum er en messingskål fra Iran i slutningen af 1500-tallet. Kataloget opgiver 61 cm. De lange ender slutter i dragehoveder med en kæde imellem. På ydersiden er der graverede blomster og blade, og på indersiden er der geometriske motiver. Ophængets placering er indarbejdet i udsmykningen. Dragehovederne fremhæver enderne og markerer det spænd, hvor kæden sidder.

Hvad åbning, kæde og tud kan fortælle

En åben munding gør det let at lægge mad eller andre gaver i skålen. Et kædefæste viser, at den kan hænge og bæres. På andre kar giver et låg og en tud en mere afgrænset adgang til indholdet. Delene fortæller, hvad man kunne gøre med karret, selv når navnet på en bruger eller de ting, vedkommende opbevarede, er ukendte.

A.1946.42.am på Glasgow Museums er lavet af messing med indlæg af sølv og mørk niello. Niello er et materiale, som fylder fordybninger i udsmykningen. Kataloget placerer fremstillingen i Syrien eller Egypten i 1700- eller 1800-tallet. Den flade overside har en åbning med hængslet låg og en lille tud. Museet beskriver karret som en osmannisk genoptagelse af en ældre mamlukkisk form. Låget og tuden ændrer adgangen til indholdet sammenlignet med den åbne træskål på Met.

Museet for Islamisk Civilisation i Sharjah oplyser, at SM1996-209 består af en kobber-zinklegering og jern og måler 27 cm i længden. Dateringen til 1800-tallet og tilskrivningen til Iran bygger på en vurdering af stilen. Blandt de graverede planter ses små dyr og to menneskefigurer. Placeringen mellem bladene kan sammenlignes med andre fremstillinger af mennesker og dyr i islamisk kunst.

Når en skål blev fremstillet til at blive set

Kar 61/1998 i Davids Samling stammer fra Deccan i Indien og dateres til omkring år 1600. Det er 38,5 cm langt og lavet af støbt, graveret og fortinnet bronze. Enderne har dragehoveder ligesom den iranske messingskål på Aga Khan Museum. Davids Samling knytter det tætte graverede mønster til metalarbejde fra Deccan. Samlingen vurderer, at det tunge kar sandsynligvis blev stillet frem i en shiitisk helligdom. Den foreslåede placering gælder dette bestemte kar.

En lang skål giver plads til en kæde, og en spids kan bære en figur i relief. En bred væg kan rumme store bogstaver. Met beskriver Yar Muhammads fint indfattede kar som et eksempel, der blev værdsat for udførelsen og samlet for udseendets skyld. Museet regner praktisk brug for sandsynlig ved sin træskål. Disse vurderinger hører til sammen med oplysningerne om mål og materiale, når skålenes mulige brug skal forstås.

Hvad indskrifterne siger om skålene

På den iranske skal AKM640 genkender Aga Khan Museum bønner på arabisk og persisk. Det øverste bånd indeholder en henvendelse til Ali. På messingskålen AKM612 finder museet persiske vers, der hylder profeten Muhammad. Teksten følger kanten i begge tilfælde. Læsningen giver hvert kar en mere præcis religiøs sammenhæng.

På bronzen fra Deccan identificerer Davids Samling koranpassager og shiitiske påkaldelser skrevet med thuluth. Skriften står på en tæt graveret baggrund både på indersiden og ydersiden. Et billede fra siden kan derfor vise blot en del af indskriften. Guiden til thuluth og andre skriftformer hjælper med at skelne skriftens udseende fra sproget og emnet for teksten.

Museernes fagfolk fortolker også karret som en metafor. Aga Khan Museum forbinder den bådlignende krumning med en åndelig rejse og den tomme skål med at give slip på sit ego. Met læser tomheden som beredskab til at modtage guddommelig viden. Det er bud på, hvilken betydning en velkendt ting kunne få i et sufisk religiøst miljø. Indskriften og museets læsning kan fortælle noget om skålen, selv når der kun er få oplysninger om de mennesker, der holdt den i hånden.

Tre ting at sammenligne foran en montre

Begynd med selve skålen. Den udskårne skal på 24 cm på Aga Khan Museum og den cirka 35,6 cm brede stålskål i Denver viser en beslægtet form i forskellige materialer. Se på profilen og læs materialefeltet. På et kar med indfatning som Yar Muhammads er både den indre skal og metallet rundt om den relevante for at forstå fremstillingen.

Se dernæst på enderne og toppen. Sammenlign karret med tud fra Glasgow med Mets åbne træskål på fotografier. Find kædens fæster, lågets åbning og vejen til indholdet. Se til sidst, hvad genstandsposten kan underbygge. Et årstal på skålen, et fremstillingssted foreslået ud fra stil og en formodet udstillingsplads hviler på forskellige slags oplysninger. Navnet kashkul identificerer en genkendelig gruppe af kar. Beslagene, skriften og den dokumenterede historie fortæller om det enkelte stykke.