Hvad er ablaq? Skiftende stenfarver i mure og buer

Ablaq er en måde at ordne mursten eller natursten i skiftende, kontrasterende farver. På en væg kan farven skifte fra det ene vandrette skifte til det næste. Omkring en bue kan farveskiftet følge åbningens kurve fra den ene side til den anden. Ved indgangen til al-Qaymari-hospitalet i Damaskus ses begge mønstre. Et marmorpanel fra 1400-tallet i Metropolitan Museum of Art viser, hvordan en lignende vekslen også kunne bruges i beklædningen på en indvendig væg.

Sådan genkender du de farvede bånd

Stil dig så langt fra facaden, at du kan følge et enkelt bånd over et stykke af muren. Ved skiftende farvelag fortsætter den samme farve hen over flere fuger og ændres i rækken ovenover eller nedenunder. Ved en dør eller et vindue kan mønsteret skifte retning for at indramme åbningen. De vandrette striber gør murens bredde tydelig, mens stenene omkring åbningen fremhæver buens form. Hvis et fotografi kun viser et udsnit, så begynd med at angive, hvor på facaden udsnittet er taget.

Kontrasten kan være lys mod mørk eller to forskellige farver. På vandhuset, som Qaytbay lod opføre i Jerusalem, beskriver Archnet røde og cremefarvede sten i den nederste del. På et sort-hvidt foto vil der måske stadig være forskel i lyshed. Skal man navngive farverne, må man se et farvefoto eller læse en bygningsbeskrivelse. Stenarten kræver andre oplysninger. To farver, der kan skelnes på afstand, siger kun lidt om stenens sammensætning eller om, hvilke sten der stammer fra opførelsen.

På et fotografi kan du bruge et vindue og et hjørne som pejlemærker. Se, om en vandret farve fortsætter hen over fugerne imellem dem. Hvis et felt er mørkere i skygge, så se, hvordan den samme flade fremstår, hvor lyset rammer. Når billedet ikke viser nuancen tydeligt, kan man beskrive båndets placering og forskellen i lyshed og derefter finde farvenavnet i den arkitektoniske dokumentation.

Skifter, buesten og vægbeklædning

Et skifte er en vandret række af bygningsdele i et murværk. De kileformede sten, der danner en bue, kaldes buesten. I en stribet bue kan farven skifte mellem to nabosten. Fugerne kan være lige eller følge et mønster. Archnets gennemgang af mamlukkisk arkitektur beskriver buesten, der er skåret, så de griber ind i hinanden. Den viser også eksempler på et lignende mønster på forsiden af buen. Et foto lige forfra kan vise mønsteret. En blotlagt fuge, et billede fra siden eller en opmåling kan give oplysninger om, hvor dybt udskæringen går.

Farver kan også veksle i en beklædning, der er anbragt på væggen. I et marmorbeklædt rum kan smalle bånd eller brede plader omkranse et særskilt panel. Kig efter, hvor beklædningen ender og møder gulvet eller et andet materiale. Ablaq er navnet på farvernes placering. Hvis konstruktionen er dokumenteret, kan man også angive, om de skiftende dele er murede blokke, beklædningsplader eller et mønster udført på fladen.

En indgang kan have flere detaljer med hver sin betegnelse. Skiftet er en del af murværket. En tilbagetrukket indgang beskriver åbningens placering i forhold til facaden. Muqarnas består af små, trinvist placerede nicher. Alle tre træk kan optræde i den samme indgang. Ordlisten for moskéarkitektur forklarer sådanne former og funktionen af rummene omkring dem.

Det ayyubidiske al-Qaymari-hospital i Damaskus

Ved indgangen til bimaristan al-Qaymari kan man sammenligne lige og buet murværk. Museum With No Frontiers beskriver kvadratiske sten på facaden og buede sten i den udsmykkede bue. Farverne veksler omkring indgangen. Over åbningen sidder en afslutning med muqarnas. Højere oppe står en indskrift i tre linjer med thuluthskrift. På afstand lægger man mærke til striberne. Tættere på kan man se fuger, udhugninger og bogstaver.

Indskriften fortæller, at byggeriet begyndte i 1248 under Sayf al-Din al-Qaymaris protektion. Ifølge registreringen er den del af indskriften, som angiver færdiggørelsen, delvis ulæselig. Bygherrens død i 1256 hjælper med at forklare katalogets interval. Det præcise år for færdiggørelsen er usikkert. Hospitalet har en kvadratisk grundplan med fire iwaner, der vender indad. En iwan er et rum med en bred åbning på den ene side. Her beskriver ablaq indgangen, mens iwanerne forklarer, hvordan bygningen er disponeret indvendigt.

Qalawuns al-Mansuri-hospital i Kairo giver et andet eksempel på en institution for behandling. De farvede sten ved al-Qaymari fortæller noget om indgangens udformning. Planen, rummenes placering og de skriftlige kilder fortæller mere om, hvordan hospitalet blev brugt. Et foto af facaden og en grundplan kan med fordel læses sammen, fordi de viser forskellige dele af bygningen.

To mamlukkiske eksempler fra en moské og et vandhus

Ved Gani Bak al-Ashrafis moské i Kairo er ablaq koncentreret omkring portalen. Archnet daterer bygningen til 1426–1427 og beskriver en facade med to fag, en trefliget ablaqportal med muqarnas og en minaret til højre. På et billede taget fra gaden kan man først følge de tre flige og derefter kigge på det plane stykke mur ved siden af. Sammenligningen gør det muligt at placere kontrasten, selv om hele moskéen ikke er med på billedet.

Ved sultan Qaytbays vandhus i Jerusalem ligger de røde og lyse sten i bygningens kvadratiske underdel. Archnet kalder den lyse sten cremefarvet og beskriver brede vinduer med gitre, en trinvis overgang til kuplens tromle og en spids kuppel med udhugninger. Registreringen nævner et ældre vandhus, som blev erstattet i 1482, og en større restaurering i 1883. Museum With No Frontiers angiver også 1482, daterer renoveringen til 1882–1883 og kalder den lyse sten gul. Begge ord gengiver en synlig kontrast. For at læse nyere fotos af bygningen kan man anføre, hvilken beskrivelse farven stammer fra, sammen med bygge- og restaureringsdatoerne.

Bygningens funktion hjælper med at forstå vandhuset. Artiklen om sabil-kuttab i Kairo forklarer en anden ordning, hvor et offentligt vandsted og en skole var samlet i samme bygning. I Qaytbays sabil fremhæver båndene underdelen og åbningerne. Bygningsbeskrivelserne fortæller, hvad de enkelte åbninger blev brugt til.

Ablaq som beklædning på en indvendig væg

Met har et vægpanel med geometriske fletmønstre, 1970.327.8. Det er en flerfarvet marmormosaik fra 1400-tallet, der tilskrives Kairo. Det udgivne katalog kalder den kontrasterende marmorbeklædning omkring det indlagte felt for ablaq. Se på kanten og midten hver for sig. Båndene og pladerne indrammer motivet, og små sammenflettede figurer udfylder midterfeltet. Guiden til islamiske geometriske mønstre forklarer, hvordan gentagne stjerner og fletmønstre kan organiseres på sådan en flade.

Kataloget foreslår, at det lodrette panel sandsynligvis sad nederst på en væg. Den oprindelige bygning kendes ikke. På museet er det muligt at undersøge marmorets farver, samlingerne og den bevarede kant. Genstanden og kataloget fortæller om farven, kompositionen og den sandsynlige placering i et rum. En sikker tilknytning til en navngiven moské eller et palads ville kræve yderligere dokumentation.

Den gamle teknik i det osmanniske Damaskus

Darwish Pashas moské i Damaskus viser, hvordan farveskiftet fortsatte i en anden type byggeri. Museum With No Frontiers daterer moskéen til 1570’erne og beskriver syrisk flerfarvet ablaq på facaden. Bederummet er dækket af en kuppel, og søjlegangen har mindre kupler. De kulørte keramiske fliser beskrives som lokalt fremstillede i İznik-stil. Stenene, fliserne og kuplernes placering fortæller om forskellige dele af bygningen.

Ser man på den facade sammen med det ældre al-Qaymari-hospital, går de kontrasterende sten igen. Ved hospitalet fører indgangen ind til en plan med iwaner. Ved al-Darwishiyya er portalen en del af en moské med et kuppeldækket bederum. Det farveskiftende murværk er et træk, man kan finde begge steder. Tegninger, indskrifter og beskrivelser giver oplysninger om hvert monument for sig.

Sådan beskriver du ablaq på et fotografi

Begynd med den bygningsdel, du kan genkende. Ved Qaytbays sabil beskriver »skiftende lag af røde og cremefarvede sten i den kvadratiske underdel« mønsterets placering. Ved Gani Baks moské fortæller »trefliget portal med vekslende stenfarver i rammen« om forholdet til åbningen. For et løsrevet stykke som panelet på Met kan du skelne mellem de kontrasterende dele ved kanten og mosaikken i midten. Tilføj dato, sted og de forbehold, som dokumentationen angiver.

Et billede lige forfra gør det muligt at registrere farvernes rækkefølge, fugernes form og båndenes afslutning. Et billede fra siden eller en tegning kan vise noget om materialets tykkelse. En slidt eller repareret flade kan sammenlignes med et ældre foto. Hvis billedets dato er kendt, kan den holdes op mod bygge- og restaureringshistorien.

Ved et vægpanel er det nyttigt at sammenholde et nærbillede med et foto af hele genstanden. På nærbilledet kan du følge de små dele af mosaikken. På helbilledet kan du se, hvor de brede plader og smalle bånd danner en ramme. Notér museumsnummeret ved billedteksten. Så er det nemt at finde den samme genstand og kontrollere katalogets oplysninger om dens farver og den sandsynlige højde på væggen.

Bygningsregistre og museumskataloger

• Archnets oversigt over mamlukkisk arkitektur forklarer skiftende farvelag, buesten, der griber ind i hinanden, og mønstre på overfladen.
• Registreringen af al-Qaymari-hospitalet beskriver indgangen og indskriften om byggestarten.
• Archnets registrering af Gani Bak al-Ashrafis moské viser portalen og beskriver facaden og dateringen.
• Archnets registrering af Qaytbays sabil og Museum With No Frontiers’ registrering af samme vandhus dokumenterer opførelsen i 1482, stenfarverne og restaureringerne.
• Met, genstand 1970.327.8 og det udgivne katalog, nummer 114 forklarer marmorpanelets beklædning og sandsynlige placering.
• Registreringen af al-Darwishiyya-moskéen beskriver det osmanniske byggeri og det stribede murværk.