Hvad er en zarf? Holderen til den osmanniske kaffekop

En zarf er den ydre holder til en lille kaffekop uden hank. Ved kaffeskænkning i osmannisk tid kunne en kop af keramik eller glas, ofte kaldet en fincan, sættes i en separat holder, som man kunne gribe om. Nogle var enkle, kopformede holdere af messing. Andre bestod af en guldramme dekoreret med emalje og ædelsten.

To kanter på et museumsfoto kan tilhøre to genstande, der er sat ind i hinanden. Den indre kop indeholder kaffen. Den ydre holder støtter koppen og giver fingrene noget at holde om. Nogle museumskataloger viser begge dele sammen. Andre beskriver en holder, der er bevaret for sig selv.

Sådan sidder koppen i holderen

Set fra siden har mange zarfer en hul krop, der er bredere foroven og smallere ned mod foden. Indersiden støtter koppens nederste del. Ayman M. Edris undersøgte syv holdere af messing fra magasinet i Al-Ashmunein i Mallawi i Egypten. Hans tegning viser, hvor langt koppens nederste del kommer ned i holderen, og hvor en del af koppens side rører indervæggen. Hvor meget af koppen der rager op over metalkanten, afhænger af begge deles form og mål. Ayman M. Edris, undersøgelse af kaffekopholdere af messing, Shedet 4

Metropolitan Museum of Art har en kop og en holder fra det 19. århundrede, som museet tilskriver Tyrkiet. Den malede og glaserede porcelænskop 89.2.2162a er 3,5 cm høj og har en diameter på 5,6 cm. Den gennembrudte, graverede og indlagte sølvholder 89.2.2162b er 4,1 cm høj og har en diameter på 5,4 cm. Koppens diameter i kataloget er større end holderens. Tallene er de enkelte genstandes ydre mål. For at se, hvordan delene passer sammen, kan man sammenligne koppens smallere nederste del med åbningen og de indvendige sider. Kataloget angiver ingen særskilt diameter på det sted, hvor koppen rører holderen. Metropolitan Museum of Art, kop og holder, 89.2.2162a, b

Bogstaverne a og b viser også, hvilken del hvert højdemål hører til. Højden af den samlede kop afhænger af, hvor langt den kommer ned i holderen. På et billede fra siden kan man finde stedet, hvor sølvet ender, og se, hvor meget af porcelænet der stikker op over kanten.

Hvad holderen gjorde ved servering af varm kaffe

Udstillingsguiden Life in a cup fra British Museum beskriver, hvordan man satte en porcelænskop ind i en anden for at beskytte fingrene. Ifølge guiden kom små metalholdere i brug i det 18. århundrede. Man kunne løfte koppen ved at gribe om den ydre del og derved undgå den tynde væg, som var i direkte kontakt med den varme kaffe. Når delene stod på bordet, støttede foden begge genstande. Bevarede holdere viser formen på de flader, fingrene kunne gribe om. Katalogerne indeholder ingen målinger af fladernes temperatur, efter at kaffen var skænket. British Museum, Life in a cup, tilberedning og servering af kaffe

På messingholderne i Edris’ undersøgelse er fodens bund bredere end dens øverste del. Han knytter formen til holderens stabilitet. Han forklarer også, hvordan en del af koppen rager op over holderens kant. Ser man på krop og fod sammen, bliver det lettere at forstå, hvordan delene blev løftet og sat ned. Artiklen om osmanniske kaffehuse og det offentlige liv fortæller, hvor folk mødtes for at drikke kaffe. Edris, opbygning og brug af holderne fra Al-Ashmunein

Sådan blev holdere af messing og sølv formet

Eksemplarerne af messing fra Al-Ashmunein har en fod, en krop og et kort stykke, der forbinder dem. På et foto af undersiden af en af holderne ses en lav fordybning midt i foden. Edris viser også bånd af forhøjede prikker langs fodens kant. Fra siden kan man skelne den næsten kegleformede krop og den korte fod under den. Dekorationen følger de flader, der både skal rumme koppen og gøre det muligt at sætte den på en plan flade. Edris, tegninger og fotografier af messingholderne

Metropolitan Museum of Art angiver gennembrudt arbejde, gravering og indlægning for sølvholderen. Ved gennembrudt arbejde går åbningerne hele vejen gennem væggen. Gravering giver streger eller mærker i overfladen. Ved indlægning sætter håndværkeren et andet materiale i en fordybning. På samme genstand kan man se flere teknikker. Ser man ind i en tom holder, kan man finde åbningerne og udsmykningen i den væg, der støtter koppen. Guiden til markeder og værksteder i den islamiske by beskriver de miljøer, hvor varer og håndværkskundskaber blev udvekslet. Metropolitan Museum of Art, katalogposten for sølvholderen

Kopper og holdere fulgte forskellige veje

British Museum nævner i sin udstillingsguide messingzarfen Af.373, der tilskrives Egypten, sammen med koppen Af.3495, der blev fremstillet i Kina og erhvervet i Egypten. Begge er dateret til 1800–1860. Et andet eksempel er en lilla Meissen-kop, der blev fremstillet i Tyskland i perioden 1800–1900 til det osmanniske marked. Oplysningerne viser, at en kop til kaffeservering kunne komme langvejsfra, og at produktionssted og erhvervelsessted kunne ligge i forskellige lande. Den egyptiske holder og den kinesisk fremstillede kop blev begge skænket af Henry Christy, og de har hver deres nummer. For at fastslå, om de engang blev brugt sammen, skulle en særskilt kilde knytte netop disse to genstande sammen. British Museum, udstillingsguide med kopper og holdere

Der findes også kopper med tilknytning til værksteder i den osmanniske verden. Louvre har registreret et fragment af en kaffekop fra Kütahya fra det 18. århundrede under nummeret MAO 936/824. Det er fremstillet af kiselrig keramik og bemalet under en gennemsigtig glasur. Den største bredde i posten gælder det bevarede fragment. For at vurdere, hvordan koppen sad i en holder, skulle man kende målene på hele koppen. Katalogposten oplyser, hvor den keramiske del stammer fra. Artiklen om havnebyen Mokka i Yemen og kaffehandelen følger den rute, som kaffebønnerne til sådanne kopper kunne tage. Louvre, fragment af kaffekop fra Kütahya, MAO 936/824

British Museum beskriver også små glaserede kopper kaldet haysi. I Hays, et keramikcenter i Yemen, fremstillede man dem i stort antal allerede i midten af det 16. århundrede. Navnet blev også brugt om kopper fra andre steder. Som særskilt eksempel viser guiden koppen med hank As1967,03.40, der blev lavet i Hays i 1950’erne eller 1960’erne. I den post er Hays produktionsstedet for den enkelte kop. Typenavnet haysi havde bredere anvendelse. Ved et stednavn på en etiket kan man undersøge, om det betegner koppens eller holderens produktionssted eller en type genstand. British Museum, Life in a cup, haysi-kaffekopper

Emaljerede holdere fra Genève

Khalili Collections har under nummeret SW 180 registreret tre zarfer fremstillet i Genève i midten af det 19. århundrede. Gruppen omfatter forgyldt og bemalet opalinglas, emaljeret guld og små perler. Teksten forklarer, hvordan guldsmede kunne sætte emaljeplader, gennembrudte dele eller ædelsten i en metalramme. Samlingen sætter den slags genstande i forbindelse med fremstilling til eksport. Betegnelsen for en genstand til osmannisk kaffeservering og et produktionssted i Schweiz kan derfor stå på samme etiket. Khalili Collections, tre zarfer, SW 180

En anden zarf fra Genève, som tilhører Museum Collection, er 5,7 cm høj. Ifølge kataloget blev den fremstillet til det tyrkiske marked i den første tredjedel af det 19. århundrede. Den gennembrudte krop af guld har ovale felter med musikinstrumenter på farvet emalje. Et tilpasset etui af rødt læder er foret med stof og kan lukkes om holderen. Etuiet bruges til at opbevare holderen. Ved servering sættes koppen i selve guldholderen. Museum Collection, zarf fra Genève med tilpasset etui, MC1178

En zarf fra sultanens samling

Louvres OA 8032 er en guldholder på lav fod fra det 19. århundrede. Den er 5 cm høj og har en diameter på 5,2 cm. Katalogposten beskriver snoede rækker med smaragder, som veksler med snoede rækker med rosenslebne diamanter. Øverst ses blomsterornamenter af diamanter. Under udsmykningen kan man stadig kende kroppen, hvor koppen sad, og foden. Genstanden viser, hvor mange detaljer der kunne være på en lille holder. Louvre, zarf med smaragder og diamanter, OA 8032

Samme katalogpost følger zarfen fra sultan Abdülhamid II’s samling til salget af hans smykker i Paris i 1911, videre til Georges Heines samling og derfra til museet som testamentarisk gave i 1929. De årstal hører til ejerskabshistorien. Fremstillingen dateres fortsat til det 19. århundrede. Posten oplyser, hvem tidligere ejere var, og hvornår salget fandt sted. Håndværkerens navn er ikke oplyst. Louvre, ejerhistorik for OA 8032

Hvad man kan kigge efter i en udstilling om kaffe

Se først ved koppens munding efter linjen, hvor keramik eller glas møder metal. Kig derefter fra siden. En kop, der rager op over en kort gennembrudt krop på fod, tyder på, at to dele er sat sammen. Er holderen tom, kan et foto af indersiden vise, hvor den nederste del af koppen lå an. Læs katalognummeret for hver del, før du vurderer mål på billedet. Højden af en samlet kombination og højden af den enkelte del er forskellige mål.

En historisk illustration kan vise holderens placering i forhold til kande, bakke og andre dele af et kaffesæt. På en illustration fra det 19. århundrede gengivet af Edris ses både en kop i holderen og de to dele hver for sig. Sådan bliver den ydre del lettere at kende. Artiklen om illustrerede osmanniske krøniker og ceremonier viser eksempler på, hvordan man kan aflæse placering og grupper af genstande i historiske billeder. En museumspost tilføjer oplysninger om den enkelte genstands materiale og dokumenterede historie. Edris, figur 1, historisk illustration af kaffeservering

Der findes også en beskrivelse af den levende skik. I 2013 optog UNESCO’s mellemstatslige komité tyrkisk kaffekultur og -tradition på den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Afgørelsen beskriver servering af kaffe i små kopper med vand og samvær over drikken. Optagelsen gælder denne praksis. For materiale, datering og kendte ejere af en bestemt holder kan man læse katalogposten hos for eksempel Louvre eller Metropolitan Museum of Art. UNESCO, afgørelse 8.COM 8.28

Museumsoptegnelser og forskning om zarfen

• Metropolitan Museum of Art, kop og holder oplyser materialer og mål for porcelænskoppen og sølvholderen hver for sig.
• Ayman M. Edris, kaffekopholdere af messing sammenligner opbygningen af syv genstande, der opbevares i Egypten.
• British Museum, Life in a cup beskriver kopper, holdere og deres opstilling i afsnittet om tilberedning og servering.
• Khalili Collections, tre zarfer oplyser gruppens materialer og den sammenhæng, hvori den blev fremstillet til eksport.
• Museum Collection, zarf med musikinstrumenter registrerer emaljedekorationen, produktionsstedet og etuiet.
• Louvre, zarf OA 8032 oplyser mål, materialer og ejerhistorik.