Hvad er en hadith? Sådan læses tekst, kæde og henvisning

En hadith er en overleveret beretning. I islamforskning bruges ordet ofte om noget, som profeten Muhammed sagde, gjorde eller godkendte. Et typisk opslag angiver, hvem der har videregivet beretningen, i en kæde kaldet isnad. Selve indholdet kaldes matn. Sunnimuslimske og shiamuslimske samlinger bevarer forskellige grupper af beretninger. Vigtige shiamuslimske samlinger indeholder også lære, der tilskrives imamerne.

Til den første læsning kan man vælge én beretning og åbne den i dens samling. Udsagnet om handlinger og hensigter står først i Sahih al-Bukhari og optræder igen senere i samme værk. Hovedtanken er fælles. Overleveringsvejen, ordlyden i eksemplet og henvisningen giver tre konkrete sammenligningspunkter.

Forholdet mellem hadith, sunna og Koranen

Koranen er islams hellige skrift, som muslimer modtager som åbenbaring. Den citeres med sura og vers. I Koranen 33:21 beskrives Guds sendebud for eksempel som et forbillede for de troende. En henvisning til en hadith angiver samlingen og stedet i samlingen. Forskellen er synlig, også når begge tekster står på samme side eller citeres i samme prædiken. Mushaf kan desuden betyde et fysisk eksemplar af Koranen. Guiden til mushaf og dens blade forklarer denne skelnen.

Sunna betegner ofte profetens forbilledlige levevis eller praksis. Indledningen til hadith i Encyclopaedia Iranica forklarer, at beretningerne er en vigtig kilde til at forstå det forbillede. I fagligt sprog kan ordenes betydninger overlappe. To spørgsmål hjælper læseren i gang. Hvad tilskriver denne beretning Muhammed? Hvordan har en bestemt lærd tradition forstået eksemplet? Ved en beskrevet handling kan sammenhængen belyse, om den blev forstået som vejledning til en bestemt situation eller som bredere praksis.

Find isnad og matn i beretningen om hensigter

Åbn Sahih al-Bukhari 1 i Åbenbaringens bog. I den arabiske tekst indledes kæden med al-Humaydi. Derefter står Sufyan, Yahya ibn Said, Muhammad ibn Ibrahim og Alqama ibn Waqqas før Umar ibn al-Khattab. Ifølge beretningen hørte Umar Muhammed lære, at handlingers værdi hænger sammen med hensigterne. Den nævner udvandring med et verdsligt mål eller med henblik på ægteskab. Det er en gengivelse med egne ord. Linket fører til den fulde tekst.

Navnene og oplysningerne om, hvordan hver person siger at have modtaget beretningen, udgør isnad. Udsagnet og eksemplet udgør matn. Fra samlerens kilde frem mod Umar følger man udgavens rækkefølge. I den modsatte retning ser man den vej, beretningen ifølge opslaget tog gennem tiden. Den engelske oversættelse fremhæver Umar og udsagnet. Den arabiske tekst viser også de andre led. Hvis en oversættelse kun begynder med navnet på én af profetens ledsagere, kan arabisk tekst eller en udførligere udgave vise resten af kæden.

Sammenlign to opslag, før du citerer

Sahih al-Bukhari 54 placerer en version af udsagnet i Troens bog. Kæden begynder med Abd Allah ibn Maslama og Malik. Begge veje mødes hos Yahya ibn Said og går derfra gennem Muhammad ibn Ibrahim, Alqama og Umar. Denne version nævner udvandring for Gud og hans sendebud, før den kommer til de verdslige grunde. Det første opslag har det verdslige eksempel og udelader den foregående passage. Når ordlyden står sammen med sin henvisning, kan forskellen ses direkte.

En beslægtet version i Sahih Muslim 1907a indeholder også passagen om udvandring for Gud og hans sendebud. Samme opslag angives som Bog 33, hadith 222, og efter den gamle engelske nummerering som Bog 20, hadith 4692. Alle tre henvisninger finder samme opslag på webstedet. Beslægtet ordlyd i en anden samling giver grundlag for en sammenligning. I dette tilfælde går både Muslim 1907a og al-Bukhari 54 gennem Malik. Navne og formuleringer gør det muligt at undersøge, hvor vejene overlapper, ud over hvad samlingernes titler fortæller.

Hvis du vil notere de tre opslag kort, kan du give hvert opslag én række. Skriv de første to navne, det første fælles led og de relevante ord om udvandringen. På den måde har du tekstforskellen og dens præcise henvisning samlet. Du kan også se, hvor kæderne mødes, når to samlinger bevarer en lignende sætning.

Hvad en vurdering af en hadith omfatter

I almindelig sunnimuslimsk terminologi betyder sahih pålidelig eller autentisk, hasan god og daif svag. En undersøgelse af Ibn al-Salah og begrebet hasan følger udviklingen i brugen og definitionen af en af disse kategorier. En vurdering kan se på, om kæden er ubrudt, om overlevererne regnes for pålidelige og nøjagtige, og om sammenligning afslører en afvigelse eller skjult fejl. Betegnelsen afspejler en lærd persons vurdering af en beretning eller overleveringsvej. Kriterier og anvendelse kan variere med person, værk og tradition. Betegnelsen svag viser en begrænsning i grundlaget efter de anvendte kriterier. En påstand om opdigtning kræver sit eget belæg.

I indledningen til Sahih Muslim diskuterer samleren brugen af beretninger og betingelserne for at godtage bestemte overleveringsformer. I-Wen Sus undersøgelse af al-Juzjanis vurdering af overleverere gennemgår, hvordan en kritiker vurderede personer og deres beretninger. Jonathan A. C. Browns undersøgelse af kritik af ordlyden følger diskussioner om, hvilke slutninger man kan drage af indholdet. At kende navnene i kæden er et første skridt i at forstå vurderingen.

Hvis en udgave viser en bedømmelse, så notér hvem der gav den, og hvor den står. Samlerens kapiteloverskrift, en moderne redaktørs note og de ord, der tillægges en person, har hver deres ophav. Hvis to lignende oversættelser er bedømt forskelligt, så sammenlign først henvisningen og kæden. Der kan være tale om forskellige versioner. Hvis versionerne stemmer overens, kan du angive de lærdes navne og begrundelser, når kilderne giver dem.

Hvorfor samlingen og den lærde tradition har betydning

Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er fremtrædende sunnimuslimske samlinger. Al-Kafi, samlet af al-Kulayni, er et vigtigt værk for tolver-shiismen. Princeton University Librarys beskrivelse af et håndskrift af al-Kafi identificerer første og tredje bind og beskriver et værk om teologi og retslære. Samlingens navn angiver, hvor beretningen findes. Opslaget fortæller mere præcist, hvem ord eller handlinger tilskrives.

I sin undersøgelse af tidlige shiamuslimske hadithkilder behandler Kumail Rajani betydningen af overleveringer tilskrevet imamerne al-Baqir og al-Sadiq. I et eksempel sammenligner han en gruppe beretninger i al-Kafi med materiale fra et ismailitisk værk for at undersøge tidligere skriftlige kilder. Det er et eksempel på en afgrænset tekstsammenligning, som besvarer et historisk spørgsmål. En traditionel vurdering af en enkelt beretning må søges i en kilde, der bedømmer netop den beretning.

Hold beretningens tidspunkt adskilt fra håndskriftets datering

British Librarys katalogpost EAP1216/3/1/1 beskriver et bind af Sahih al-Bukhari på papir i projektet om Djerbas biblioteker. Posten angiver bind 6, 228 papirblade og en datering til 1700- eller 1800-tallet. Oplysningerne gælder dette håndskrevne bind. For at fastslå, om det rummer en bestemt passage, må man undersøge bindet. Antallet af digitale filer, antallet af fysiske blade og nummeret på en hadith i en udgave er også tre forskellige oplysninger.

Princetons post for al-Kafi daterer håndskriftet til 1667 og placerer titlen i tredje binds kolofon på blad 339a. En kolofon er en note, der ofte står sidst i et håndskrift og kan fortælle, hvad værket hedder, eller hvornår det blev kopieret. Guiden til kolofoner og ejernoter forklarer, hvad forskellige noter kan bruges som belæg for. En kopis dato placerer genstanden i en historie om læsning og kopiering. Hvis man vil undersøge, hvornår samlingen blev til, eller hvor et udsagn stammer fra, må belægget handle om de tidligere trin.

Brug signaturen til at identificere et skannet håndskrift og bladnummeret til at finde passagen. Guiden til arabiske håndskriftsstile hjælper med at genkende træk i skriften. En anden type spor er en ijaza, tilladelse til at videregive et værk. Den kan nævne værk, lærer og modtager og dokumenterer et bestemt led i videregivelsen af værket. En hadiths isnad angiver en enkelt beretnings vej. Når begge former for vidnesbyrd står i et håndskrift, så notér særskilt, hvilke tekster og personer de angår.

Skriv en henvisning, som læseren kan kontrollere

Begynd med samlingen og udgaven eller webstedet. Notér bog eller kapitel, beretningens nummer og eventuelle bogstaver eller tegn, der hører til nummeret. Hvis en udgave viser flere numre, så behold etiketterne. Et websted kan have ældre engelsk nummerering ved siden af nyere. En henvisning til Sahih al-Bukhari 54, Troens bog, Bog 2, hadith 47, hjælper læseren med at finde opslaget, hvis deres udgave bruger det gamle engelske nummer 52 i bogen.

Ved en offentliggjort oversættelse kan du angive oversætterens navn, hvis kilden oplyser det. Ved en sammenfatning med egne ord kan du skrive, at det er en parafrase. Læs før og efter den valgte sætning, især hvis den står alene i et opslag. I beretningen om hensigter viser eksemplet om udvandring, at en handling med samme ydre form kan være motiveret forskelligt. En henvisning til eksemplet viser, hvilken lære den korte sætning sammenfatter.

Sæt al-Bukhari 1 og 54 ved siden af hinanden som første øvelse. Notér navnene i kæden, ordlyden om udvandringen og betegnelserne ved numrene. Så har du fundet et fælles stykke af ruten, en forskel i teksten og en måde at vende tilbage til begge opslag. De samme trin kan bruges ved andre hadither.

Kilder til beretningerne og håndskrifterne

• Sahih al-Bukhari 1 og Sahih al-Bukhari 54 med ordlyd, kæder og henvisninger.
• Sahih Muslim 1907a og samlerens indledning med den parallelle beretning og diskussionen om overlevering.
• Koranen 33:21 og Encyclopaedia Iranicas indledning med verset og forholdet mellem beretninger og sunna.
• Kataloget for et bind af Sahih al-Bukhari på Djerba og Princetons post om al-Kafi med to senere håndskrifter.