Hvad tror muslimer på? Islams seks trosartikler

Muslimer tror på én Gud og anerkender Muhammad som Guds sendebud. I en udbredt sunnimuslimsk fremstilling af iman, tro, nævnes seks trosartikler: troen på Gud, englene, de åbenbarede skrifter, sendebuddene, den sidste dag og Guds bestemmelse. Listen står i Sahih Muslim 8a, en overlevering der ofte kaldes Gabriel-hadithen. Flere af emnerne nævnes også sammen i Koranen 4:136.

I fortællingen spørger en besøgende Muhammad særskilt om islam, om tro og om at udøve sin gudsdyrkelse med den højeste omhu. Til sidst fortæller Muhammad, at den besøgende var Gabriel. Svaret om tro nævner de seks trosartikler. Svaret om islam nævner de handlinger, der er kendt som islams fem søjler. De to spørgsmål forklarer, hvorfor der kan være to lister i en indføring i religionen.

Læs vers 4:136 ved siden af hadithen. Verset samler fem af emnerne. Hadithen nævner udtrykkeligt Guds bestemmelse i sit svar om tro. De seks trosartikler opsummerer dette svar. Koranpassagerne nedenfor viser de enkelte emner i deres egen sammenhæng. Deres rækkefølge behøver ikke følge hadithens liste.

Troen på én Gud er udgangspunktet

Allah er det arabiske ord for Gud. Tawhid betegner læren om Guds enhed. Koranens sura 112, al-Ikhlas, beskriver Gud som én og uden lige. I islam er gudsdyrkelsen rettet mod Gud. De to dele af shahada, trosbekendelsen, bekræfter, at kun Gud er værdig til at blive tilbedt, og anerkender Muhammad som hans sendebud.

Udsagnene forbinder troen på Gud med den måde, vejledning når frem til mennesker på. Trosbekendelsen kalder Muhammad sendebud. Hans opgave er at formidle den åbenbaring, som er betroet ham. I en kort oversættelse kan man først læse, hvad der siges om Gud, og dernæst hvad der siges om Muhammads rolle. Begge udsagn hører til i samme bekendelse.

Guds enhed gør det også lettere at forstå nogle dagligdags udtryk. Artiklen om betydningen og brugen af bismillah beskriver, hvordan Guds navn kan nævnes, når man går i gang med noget. En kort ytring kan give udtryk for tro i en almindelig situation. Anledningen til at bruge udtrykket og den tro, det udtrykker, giver to beslægtede indblik i det religiøse liv.

Troen på englene omfatter Gabriels rolle

Englene hører til det usynlige i islamisk tro. Koranen 2:285 nævner troen på Gud, englene, skrifterne og sendebuddene i ét vers. Koranen 2:97 nævner Gabriel, også kaldet Jibril, og beskriver, at han bringer åbenbaringen til Muhammad efter Guds vilje. I Gabriel-hadithen er han også den besøgende, der stiller spørgsmål om islam og tro.

De to tekster placerer Gabriel i forskellige situationer. Den ene handler om at bringe åbenbaringen. Den anden fortæller om en samtale, som de tilstedeværende lærer af. I begge tilfælde udfører englen en opgave efter Guds vilje. Ved at slå det relevante sted op kan man beskrive opgaven ud fra teksten, uden at den skal udledes af en illustration eller af det oversatte ord engel alene.

Man kan bruge verset om formidlingen til at se tre roller i samme forløb. Åbenbaringen er det, der bliver bragt. Gabriel er englen, der bringer den. Muhammad modtager den og giver den videre til mennesker. Sådan bliver det synligt, hvorfor engle, skrifter og sendebud får hver deres plads på listen.

De åbenbarede skrifter omfatter Koranen og tidligere åbenbaringer

Muslimer modtager Koranen som åbenbaring givet til Muhammad. Trosartiklen omfatter også tidligere åbenbarede skrifter. Koranen 3:3 omtaler åbenbaringen til Muhammad sammen med den tidligere Tora og Evangeliet. Koranen 5:46 knytter Evangeliet til Jesus og nævner Toraen, der kom før det. Begge henvisninger indgår i Koranens egen fremstilling af tidligere åbenbaring.

Jødiske og kristne fællesskaber beskriver deres kanon ud fra deres egne teksters og traditioners historie. Den islamiske formulering handler om, hvad Gud ifølge troen gav til profeterne, herunder den tekst, muslimer læser som Koranen. Når to oversættelser bruger forskellige ord for et skrift, kan man finde den samme sammenhæng ved at slå sura og vers op.

Et skrevet eksemplar viser noget om, hvordan teksten er blevet læst og givet videre. Artiklen om udsmykning og læsemærker i koranhåndskrifter forklarer, hvordan en side kan hjælpe læseren med at finde sin plads. Sura- og versnummer viser, hvilket sted der menes, selv når sidens layout eller oversættelsens ordvalg skifter.

Troen på profeter sætter Muhammad ind i en længere tradition

Muslimer anerkender tidligere profeter som Abraham, Moses og Jesus. I Koranen 21:25 får sendebuddene før Muhammad til opgave at opfordre mennesker til at tilbede Gud. Koranen 33:40 kalder Muhammad Guds sendebud og profeternes segl. Dette sted ligger til grund for den udbredte islamiske tro på, at Muhammad er den sidste profet.

En læser, der kender navnene fra Bibelen, kan begynde med at genkende Abraham, Moses og Jesus. Islam giver dem plads i sin egen fortælling om profeterne. Skrifter og sendebud står hver for sig, fordi det ene handler om den åbenbarede vejledning og det andet om dem, der har fået til opgave at viderebringe den. Gabriels funktion som engel er forskellig fra de menneskelige profeters opgaver.

Den sidste dag handler om opstandelse og ansvar

Den sidste dag henviser til opstandelsen og Guds dom. Den udtrykker troen på, at mennesker skal stå til ansvar for deres liv over for Gud. I Koranen 99:7–8 bliver selv gode og onde handlinger med ganske lille vægt synlige. Billedet gør ansvar konkret ved at pege på gerninger, man ellers kan overse i hverdagen.

Gabriel-hadithen skelner mellem troen på den sidste dag og spørgsmålet om, hvornår timen kommer. Den første del hører til trosartiklerne. Svaret på den anden giver ingen dato. Denne forskel hjælper, hvis nogen påstår at have beregnet tidspunktet for opstandelsen. Den pågældende fortælling underviser om tro og ansvar og fastsætter ikke en kalenderdato.

Oversættelser kan bruge den sidste dag, dommedag eller opstandelsens dag. Opstandelse fremhæver at vende tilbage til livet efter døden. Dom fremhæver ansvaret for det, man gjorde. Det korte sted i sura 99 bruger handlingernes vægt som billede. Læseren kan derfor bruge passagen til at forstå én side af emnet og gå til andre tekster for andre beskrivelser af dagen.

Guds bestemmelse rejser spørgsmålet om menneskets ansvar

Qadar oversættes ofte med Guds bestemmelse eller mål. I Gabriel-fortællingen gælder det godt og ondt. Koranen 54:49 taler om mål eller bestemmelse i forbindelse med skabelsen. Koranen 76:3 omtaler en vej, der vises mennesker, og deres forskellige svar. De to steder hjælper med at forklare, hvorfor menneskets ansvar også bliver et emne, når man taler om Guds bestemmelse.

Muslimske teologer har forklaret forholdet mellem Guds viden, hans vilje og menneskers handlinger på forskellige måder. Trosartiklerne nævner troen, mens de enkelte forklaringer uddyber den. Et eksempel i daglig tale er inshallah, ”hvis Gud vil”. Man kan lægge en plan og anerkende, at man ikke selv kan sikre dens udfald.

Ved sammenligning af forklaringer er det nyttigt at markere, hvad hadithen siger, og hvad en teolog senere har udledt. Et dagligdags udtryk kan vise, hvordan nogen taler om fremtiden. En teologisk tekst kan forklare, hvordan én forfatter forstår forbindelsen til menneskers valg. Ved at give ophavet til hver forklaring kan man holde sig til det, de enkelte tekster faktisk viser.

Hvordan trosartiklerne hænger sammen med praksis og andre traditioner

Trosbekendelse, daglig bøn, zakat, faste under ramadanen og pilgrimsfærd for dem, der har mulighed for det, er de fem søjler i den velkendte formulering. De seks trosartikler beskriver overbevisninger. Gabriel-hadithen viser forskellen ved at stille spørgsmålene efter hinanden. En handling kan udtrykke tro. Zakat er en religiøs pligt, og troen på den sidste dag kan give ansvaret for handlingen mening.

Andre muslimske traditioner ordner deres undervisning på andre måder. I Sayyid Sa‘eed Akhtar Rizvis forelæsninger om religionens rødder i tolver-shia står Guds enhed, Guds retfærdighed, profetembedet, imamatet og opstandelsen eller dommen. Tre emner svarer tydeligt til emner i den sunnimuslimske liste. Antallet af overskrifter fortæller ikke alene, hvad en bestemt person eller skole lærer om alle de øvrige emner.

En spørgeundersøgelse giver en anden slags viden. Pew Research Centers undersøgelse fra 2012 omfattede muslimer i 39 lande og områder. Troen på én Gud og Muhammad som hans profet var udbredt, mens andre svar om tro og praksis varierede. Interviewene blev foretaget mellem 2008 og 2012. Rapporten beskriver de adspurgte i den periode. Koranen, hadithen og forelæsningerne dokumenterer læresætninger.

Til et kort svar kan man begynde med Gabriel-hadithens liste og give en vershenvisning til det emne, man vil forklare. Hvis formålet er at sammenligne undervisning, kan man åbne Rizvis forelæsninger og skrive traditionens navn ved siden af. Hvis spørgsmålet handler om, hvad mennesker svarede, skal spørgeundersøgelsens periode og omfang følge med.

Passager og dokumenter til videre læsning

• Sahih Muslim 8a, Troens bog gengiver samtalen om tro og praksis.
• Koranen 4:136 nævner Gud, sendebud, skrifter, engle og den sidste dag.
• Koranen 112 handler om Guds enhed.
• Koranen 2:97 viser Gabriels rolle ved overbringelsen af åbenbaring.
• Koranen 3:3 nævner åbenbaringen til Muhammad, Toraen og Evangeliet.
• Koranen 33:40 kalder Muhammad profeternes segl.
• Koranen 99:7–8 beskriver handlinger med den mindste vægt.
• Koranen 54:49 bruger det udtryk, der knyttes til mål eller bestemmelse.
• Rizvis forelæsninger forklarer religionens rødder i tolver-shia.
• Pew Research Centers rapport dokumenterer undersøgelsen og dens omfang.