Hvad er suzani-broderi? Sømme, sting og eksempler fra museer

Se, hvordan suzani-mønstre blev tegnet og broderet på separate stofbaner. Sammenlign museumsstykker fra Bukhara og Nurata efter bundstof, sting og motiv.

En suzani er et broderet tekstil fra en centralasiatisk tradition. På mange bevarede eksempler er mønstrene broderet med silketråd på baner af vævet stof. Fra det nuværende Usbekistan og Tadsjikistan findes historiske overtræk, ophæng og andre boligtekstiler. Man kunne samle stofbanerne for at tegne et fælles mønster, skille dem ad for at brodere og derefter sy dem sammen igen. Hvis to dele af en blomst sidder en anelse forskudt ved en søm, kan det give et fingerpeg om, hvordan arbejdet blev fordelt.

Et bryllupstekstil, der også indrettede rummet

Cleveland Museum of Art fører navnet tilbage til suzan, der betyder nål på persisk og tadsjikisk. Ordet dækker en broderitradition med tekstiler i forskellige størrelser og til forskellige formål. Et stort stykke kunne dække en seng, hænge langs en væg eller dele et rum. Metropolitan Museum of Art, Met, beskriver, hvordan ophæng ved bryllupper i Nurata blev brugt til at pynte indendørs og afgrænse plads til gæsterne. Et broderi kunne dermed danne en midlertidig skillevæg under festen eller give en fast væg et andet udtryk.

I de sammenhænge, museerne har dokumenteret, kunne suzanier også indgå i brudens udstyr til det nye hjem. I teksten om sit eksemplar fra Shakhrisyabz beskriver Cleveland mødre og døtre, som broderede tekstiler og viste dem frem ved særlige lejligheder. I UNESCO's Centralasiens civilisationers historie omtaler L. Carmel og M. Niyazova store og små boligtekstiler og stoffer beregnet til at pakke genstande ind eller dække vægnicher. En katalogtitel som ”ophæng” eller ”gardin eller sengetæppe” angiver, hvilken type boligtekstil museet forbinder med stykket. Oplysninger om et bestemt rum, en ejer eller en begivenhed må komme fra det enkelte stykkes historie.

Hvorfor mønstret kan forskyde sig ved en søm

For at få plads til en stor komposition kunne man midlertidigt samle flere smalle stofbaner i samme rækkefølge som på det færdige stykke. Et erfarent familiemedlem eller en fagperson tegnede mønstret hen over de samlede baner. I Mets beskrivelse kaldes den professionelle kvindelige mønstertegner en kalamkesh. Derefter kunne banerne skilles ad, så kvinder i familien kunne brodere hver deres del. Da banerne blev syet sammen igen, lå mønstret på én flade. Linjer eller farver kan skifte lidt der, hvor to færdige baner mødes.

Vægophænget 1940.602 på Cleveland Museum of Art viser spor efter processen. Museet daterer det til 1850–1899 og angiver Bukhara eller Shahr-i Sabz som mulig oprindelse. Fem baner af bomuld blev syet løst sammen, mens mønstret blev tegnet. Der ses stadig spor af sort tegneblæk. Kataloget angiver silkebroderi og kædesting udført med tambourteknik. Museet forklarer, hvordan arbejdet kunne deles i husstanden, inden delene blev samlet. Rumæniens nationale kunstmuseum registrerer fire sammensyede bomuldsstykker i sin suzani 93207 / 942 fra 1800-tallet. Stoffet med silkebroderi er 194 cm langt og 146 cm bredt. Museet tilskriver stykket Bukhara ud fra stilen.

Ser en stilk afbrudt ud, kan du først finde sømmen i bundstoffet. Hvis de to halvdele af et blad møder sømmen i hver sin højde, er det værd at se nærmere på, hvordan banerne er samlet. Clevelands suzani 2016.89 giver et dokumenteret eksempel. Den blev sandsynligvis broderet i Shakhrisyabz mellem 1800 og 1850. Kataloget registrerer seks stofbaner af bomuld i lærredsbinding og udpeger motivernes forskydning som spor efter, at banerne blev broderet hver for sig og senere syet sammen.

Bundstof og broderitråd fortæller hver sin del af historien

Bundstoffet er den vævede flade, der bærer mønstret. Broderitråden går gennem stoffet eller fastgøres på overfladen. Carmel og Niyazova beskriver bomuld i lærredsbinding som en almindelig bund i slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet. Hør er også dokumenteret. Blandt de eksempler, de behandler, er silke den mest almindelige broderitråd, mens der også findes brug af bomuld og uld. Angivelsen ”silke på bomuld” fortæller dermed både om to materialer og om deres roller. Artiklen om materialer og broderi i kiswah viser, hvordan broderede bånd anbringes på et vævet dække i en anden tekstiltradition.

Stingenes navne fortæller mere om, hvordan motivet er opbygget. Kædesting danner en række løkker, som griber ind i hinanden. Royal School of Needlework beskriver tambourbroderi som arbejde med en fin krog på stramt udspændt stof og nævner kædesting som det mest almindelige sting i teknikken. Ved nedlagt syning, på engelsk couching, ligger en tråd oven på stoffet og fastholdes af små sting. På 2016.89 oplyser Cleveland, at kanda xajol og enkelte steder bosma udfylder fladerne, mens ilmoq bruges til konturer. Navnene siger, hvilke opgaver stingene har på netop dette stykke.

Et nærbillede af et kronblad kan vise både fyldet og linjen rundt om kanten. Et billede af hele stykket viser, om kronbladet sidder på en blomstergren, i en medaljon eller i en bort. Når man skifter mellem de to billeder, bliver det lettere at forstå, hvorfor der kan stå flere stingtyper på samme katalogkort. På ophænget fra Nurata fra begyndelsen af 1800-tallet identificerer Met nedlagt syning, kædesting, fladsyning og knaphulssting på den samme bomuldsbund.

Et overtræk tilskrevet Bukhara med bund af hør

Metropolitan Museum of Arts overtræk 21.114.3 stammer fra begyndelsen af 1800-tallet og tilskrives Bukhara i det nuværende Usbekistan. Det er 161,9 cm højt og 241,3 cm bredt. I feltet for materialer står der silkebroderi på hør. Den overordnede beskrivelse af arbejdsprocessen nævner også stofbaner af hjemmespundet bomuld. Materialefeltet identificerer fiberen i dette overtræk. Beskrivelsen af processen forklarer, hvordan et større mønster kunne planlægges på tværs af flere baner.

Store rosetter og palmetter fylder borten. Længere inde er stilkene og rankerne finere. Museet fremhæver kædesting i sin beskrivelse af arbejdet. Forskellen er lettest at se ved først at følge de store former langs kanten og dernæst følge de tynde grene i midterfeltet. Artiklen om blade, slyngede stængler og gentagne planteornamenter viser andre måder at beskrive forholdet mellem blade og grene på, også når den enkelte blomst er svær at bestemme.

Et ophæng tilskrevet Nurata med medaljon i midten

Mets ophæng 07.72 er også fra begyndelsen af 1800-tallet og tilskrives Nurata. Det er 217,2 cm højt og 170,2 cm bredt, med silkebroderi på bomuld. Museet beskriver en medaljon i midten, omgivet af blomstrende buske og grene i forholdsvis bløde farver. I midterfeltet finder museet ligheder med blomstermotiver i tekstiler fra mogulriget. Den iagttagelse gælder motivet. I kataloget tilskrives selve ophænget Nurata.

De to stykker på Met leder blikket forskellige steder hen. Overtrækket, der tilskrives Bukhara, er bredere end højt, og de store former ligger langs borten. Ophænget, der tilskrives Nurata, er højere end bredt. Her ligger fokus i midten, hvor blomstrende former omgiver medaljonen. Under silketråden ligger der hør på overtrækket og bomuld på ophænget. De opgivne mål giver en forskel på 79,4 cm mellem overtrækkets bredde og højde og 47 cm mellem ophængets højde og bredde. Tallene kan læses sammen med placeringen af de største motiver. Sammenligningen af kaftaner og abayaer i museumssamlinger bruger på tilsvarende måde de enkelte katalogkort til at undersøge materialer og opbygning i dragter.

Hvor meget kan den regionale stil fortælle?

Clevelands gardin eller sengetæppe 1916.1311 viser, hvordan et mønster kan sættes i forbindelse med en anden by end den, der står i feltet for oprindelse. Museet angiver i dag, at stoffet fra begyndelsen af 1800-tallet kommer fra Ura Tube i Tadsjikistan. Det har bomuldsbund i lærredsbinding med silkebroderi. Den vifteformede buket i midten, motiverne i hjørnerne og den brede bort sammenlignes med træk ved arbejder fra Bukhara. Feltet for oprindelse og teksten om udformningen giver hver deres oplysning.

På vægophænget 1940.602 holder museet to mulige oprindelsessteder åbne. Planter og blomster ligger i et rombemønster dannet af blade. Når man følger en blomst hen over fladen, kan man se både den geometriske struktur og planternes placering i den. Artiklen om net, symmetri og gentagne former i islamisk kunst giver ord til at beskrive den opbygning. Et tekstil med tydelig geometri kan også katalogiseres som blomsterbroderi. Carmel og Niyazova bemærker, at samme stykke kan have træk fra flere produktionscentre. Det rumænske katalog forklarer ligeledes, hvordan stil indgår i tilskrivningen af dets suzani.

Hvad skal man notere, når man sammenligner to suzanier?

Begynd med materialer, mål og genstandsnummer. Sæt silke på hør sammen med målene for 21.114.3, overtrækket tilskrevet Bukhara. Sæt silke på bomuld sammen med målene for 07.72, ophænget tilskrevet Nurata. Med nummeret ved siden af de tekniske oplysninger er det lettere at finde tilbage til det rigtige katalogkort, hvis flere billeder ligger side om side.

Beskriv derefter mønstrets opbygning med ord. Sidder de største blomster langs kanten? Ligger mindre former omkring en midte? Følg et motiv hen til en søm, og se efter, om tråden stopper eller skifter placering på næste bane. På et nærbillede kan der være rester af en tegning, som på Clevelands ophæng med fem baner. Et billede af hele stoffet hjælper med at afgøre, om sømmen går gennem en figur eller ligger mellem to adskilte rækker.

Bevar til sidst den grad af sikkerhed, der står i kataloget. ”Tilskrevet Nurata”, ”Bukhara eller Shahr-i Sabz” og ”sammenlignet med arbejder fra Bukhara” angiver tre forskellige forhold. Hvis museet peger på flere mulige anvendelser af stoffet, kan de stå samlet ved den pågældende genstand. Stoffet kan vise, hvordan mønstret blev tegnet, broderet og samlet, også hvis kilderne siger mindre om den husstand, der først brugte det.