Sådan brugte historiske qibla-visere kompas og solur

En historisk qibla-viser samlede geografiske oplysninger og en retningsreference i et bærbart instrument. Qibla er retningen mod Kabaen i Mekka under muslimsk bøn. I mange bevarede eksemplarer gav kompasnålen en nord-syd-reference. Bynavne, indgraverede linjer eller tabeller gav oplysninger om retningen fra bestemte steder. Nogle instrumenter havde også et solur, hvor en skygge viste tiden.

Delene er lettere at finde, hvis du først spørger, hvilke oplysninger hver af dem giver. Nålen hører til kompasset. Stednavne kan stå i en tabel, et diagram eller en række regionale sektorer. Gnomonen, den del der kaster en skygge, hører til soluret. Bønneudstillingen på History of Science Museum i Oxford viser flere udformninger, blandt andet messinginstrumenter med tabeller og et eksempel af lakeret træ. Guiden til moskéarkitektur forklarer, hvordan retningen markeres med en qibla-væg og en mihrab.

Hvad kompasnålen fortæller

Nålen giver instrumentet en retning at orientere sig efter. Se efter en drejeakse, en lille fordybning eller et kammer og mærker for verdenshjørnerne. Nålen og mærkerne hører sammen i aflæsningen. Retningen mod målet findes i de tilknyttede geografiske oplysninger. Hvis en æske både har en magnetnål og en indgraveret streg, kan de to dele have hver deres opgave. Nålen giver en orientering. Stregen kan angive en retning for et sted eller høre til en særskilt skala.

Oxfords qibla-viser 53791 er registreret som muligvis persisk og fra 1700-tallet. Pladen over kompasset viser verdenshjørnernes navne og grader. Indgraverede linjer i bunden angiver syd og retninger knyttet til steder, blandt andet Medina. På et foto er de to flader lette at forveksle. Et kig ned i æsken hjælper med at finde linjerne. Et nærbillede af pladen viser gradmærkerne. Fotos og katalog fortæller tilsammen, hvor de enkelte mærker hører til.

Forskellen mellem en referenceretning og retningen mod et mål betyder også noget ved fejlfinding af kompasset på en telefon. De historiske genstande viser forskellen i et fysisk instrument. Nålen, stedtabellen og solurets skala kan alle sidde på hver sin flade i én lille æske.

Notér på et foto, om du ser kammeret, pladen eller bunden. På 53791 sidder gradtallene og linjerne for steder på forskellige flader. Så kan du henvise til det billede, der viser den pågældende oplysning, og bruge kataloget til at finde det, der ligger uden for billedet.

Hvordan en instrumentmager fik plads til stedoplysninger

Nogle instrumenter har en stedfortegnelse, altså en liste med tal eller retningsoplysninger. Royal Museums Greenwichs qibla-viser AST0443 af messing har et hængslet låg og et kompas anbragt i kassen. Kataloget registrerer 151 steder indgraveret rundt om æsken med længdegrad, breddegrad og yderligere retningsværdier. Kompasfordybningen har et glasdække. Nordenden på den blånerede stålnål er markeret med en åben cirkel. Skalaen omkring kompasset bruger abjad, hvor bogstaver repræsenterer tal.

Se efter, hvor listen fortsætter, når du sammenligner billeder og katalogposter. Et foto lige ovenfra kan vise kompasset og nogle indskrifter, mens siden eller låget kan bære flere opslag. Find først hængslet, og følg derefter de flader, du kan se. Det giver et indtryk af, hvordan mange oplysninger kunne rummes i en messingæske på kun 75 mm på tværs. Greenwich daterer genstanden til 1700-tallet og angiver fremstilleren som ukendt.

Steder kan også være samlet i sektorer. En sektor kan rumme flere navne, så den ligner en regional gruppering snarere end en liste med en værdi for hver by. Forskellen kan ses, når man sammenligner British Museums eksempel med Greenwichs. Artiklen om hvordan qibla-retningen beregnes i dag viser, hvilket mere præcist geografisk spørgsmål en nutidig pejling besvarer.

Angiv, hvad et tal tæller, når du skriver en billedtekst. Ved AST0443 er 151 antallet af registrerede steder. I elfenbensæsken nedenfor er 72 antallet af sektorer. Knyt tallene til hver sin katalogpost, så en læser kan se, om der er tale om indskrevne steder eller en inddeling af ringen.

Sådan kan et solur sidde i samme æske

Et solur aflæses ved at se, hvor en skygge falder i forhold til linjerne. Delen, der kaster skyggen, er gnomonen. På et bærbart instrument kan den være en stift, en foldbar trekant eller en tråd holdt af en støtte. En stift og en foldbar gnomon kan udfylde samme opgave trods forskelligt udseende. Find delens placering i forhold til tidslinjerne, før du forsøger at identificere den på et foto.

AST0443 i Greenwich har en foldbar trekantet gnomon ud over magnetkompasset. Science Museum Groups 1986-1387 har et vandret solur og en stiftgnomon. Kataloget angiver en konstruktion til breddegrad 0° og en skala for babyloniske timer. Oxfords udstilling Handel og rejser beskriver 43645 som en kombineret qibla-viser og et vandret solur med stiftgnomon. Instrumentet er usigneret, muligvis persisk og fra 1800-tallet. Sæt breddegrad, gnomontype og tidskonvention i billedteksten, hvis posten oplyser dem.

Ved sammenligningen med elfenbensæsken kan breddegrad 0° stå ved nummer 1986-1387. De babyloniske timer er en oplysning om skalaen. Den vandrette skive og dens stift beskriver instrumentets form.

Et instrument af elfenben til Istanbuls breddegrad

British Museums kompas, solur og qibla-viser 1921,0625.1 er en elfenbensæske på omkring 11 cm på tværs. Kataloget daterer den til 990 efter hijra, svarende til 1582–1583 e.v.t. Kairo står i feltet for erhvervelse eller fundsted, mens cirka 41° nord, Istanbuls breddegrad, angives som instrumentets designbreddegrad. Solurets breddegrad er bestemt ud fra trådgnomonens geometri og instrumentets mærker. Kairooplysningen hører til en anden del af genstandens historie.

Se efter tre områder på den åbne genstand. I midten er en skematisk afbildning af Kabaen. Kompasset sidder i sin egen fordybning. Den ydre ring fordeler byer og regioner i 72 sektorer, og Istanbul er skrevet med rødt. Museet tolker grupperne som omtrentlige regionale retninger. Instrumentet har også et vandret solur og en rød, sejlformet skive for tidspunktet for en eftermiddagsbøn. En foldbar metalstøtte holdt tråden, som kastede skygge på begge urskiver. Den røde skive bruger en historisk konvention, hvor den lyse del af dagen deles i tolv dele. Længden af hver del ændrer sig med årstiden.

Se på linjerne for begge skiver i forhold til den samme tråd. Støtten hører til den del, der kaster en skygge. Den røde skive og den vandrette skala viser tid i de sammenhænge, kataloget beskriver. Retningsreferencen kommer fra kompasset i sin egen fordybning.

Hvad slid, manglende dele og usikre mærker kan fortælle

Flere detaljer er uafklarede. Nogle mærker nær kompasset er ikke identificeret. Mærkerne i en anden ring er slidt, og museet giver en foreløbig tolkning. Glasset og nålen fremstår som originale i katalogbeskrivelsen. En genstandstekst kan oplyse, hvad der ses, hvordan museet tolker det, og hvilken tilstand delene er i. Det viser, hvor sikkert den slidte skala kan læses.

Tilstanden betyder også noget, når genstanden fotograferes med lukket låg. Elfenbensæsken har et aftageligt låg med en guldblomst med otte kronblade. Museet nævner et muligvis manglende indlæg i midten og små afslag i elfenbenet. Indvendigt er nålen, glasset, støtten og linjernes læsbarhed relevante. Brug inventarnummeret til at forbinde billeder af ydersiden og indersiden med samme post.

Hvor den samme idé findes på et astrolabium

Geografiske oplysninger blev også indgraveret på instrumenter med andre funktioner. Det nordafrikanske astrolabium 51459 i Oxford blev fremstillet af Muhammad ibn Ahmad al-Battuti i 1733–1734. Museet beskriver geografiske tabeller med qibla-oplysninger for byer og en indskrift om en donation til en moské i Fez. Kataloget angiver indskriftens indhold og museets forslag til en mulig bruger hver for sig. De giver forskellige spor om genstandens sammenhæng og mulige anvendelse.

En stedtabel på et astrolabium og en i en kompasæske kan rumme beslægtede oplysninger. Sammenlign fladerne med tabellen og de dele, der sidder ved siden af. I æsken kan det være en magnetnål eller en gnomon. På astrolabiet bruges delene i guiden til mater, rete, plader og alidade til astronomiske aflæsninger. Oxfordudstillingen omtaler andre astrolabier med bedelinjer eller stedlister. Katalogtitlen og selve indskrifterne kan begge bidrage til at identificere den dokumenterede funktion.

Sådan læser du et museumsfoto af en qibla-viser

Begynd med form og vinkel. Er låget taget af, åbnet på hængslet eller lukket? Find kompasfordybningen, hvis den er synlig. Se efter delen, der kaster skygge, og følg linjernes placering i forhold til den. Se derefter efter bynavne og tal. En liste på låget og sektorer langs kanten ordner oplysningerne på forskellige måder. Hvis billedet kun viser én side, så slå op, hvilke andre flader kataloget beskriver.

Skriv inventarnummeret før sammenligningen. Tilføj materialet, den opgivne datering og oplysninger om den mulige fremstiller eller oprindelse. Behold spørgsmålstegnet, hvis institutionen bruger et. Skriv datoen fra en indskrift adskilt fra tidspunktet for optagelse i samlingen. Anfør solurets breddegrad ved beskrivelsen af skiven og erhvervelses- eller fremstillingssted ved de relevante felter. Så kan andre kontrollere oplysningerne om hvert instrument.

Museumsposter og instrumenter til sammenligning

• History of Science Museum i Oxford, udstillingen om bøn. Stedtabeller, urskiver og forskellige anvendelser.
• Oxford, qibla-viser 53791. Verdenshjørner og grader på pladen samt særskilte linjer i æsken.
• Royal Museums Greenwich, AST0443. Messingæske, 151 steder, magnetnål og foldbar gnomon.
• Science Museum Group, 1986-1387. Stiftgnomon, breddegrad 0° og tidskonvention.
• Oxford, udstillingen Handel og rejser. Kombineret qibla-viser og vandret solur med nummer 43645.
• British Museum, 1921,0625.1. Elfenbensæske, Istanbuls designbreddegrad, sektorer og to solure.
• Oxford, astrolabium 51459. Tabeller over qibla-retninger på et andet slags instrument.