
Fri vilje i islam: qadar, valg og ansvar
Hvordan kan valget have betydning, når Gud bestemmer? Koranen om vilje og tvang, to sunnimuslimske teologer og Umars beslutning ved Sargh.
Lærer islam, at mennesker har fri vilje? Koranen henvender sig til mennesker, som kan ville og handle, og som står til ansvar for deres gerninger. Menneskets vilje ses samtidig inden for Guds vilje. Muslimske teologer har forklaret dette forhold på forskellige måder. Hvis fri vilje betyder at kunne træffe et bevidst valg og stå til ansvar for det, tillægger disse tekster sådanne valg moralsk betydning. Gælder spørgsmålet et valg uafhængigt af Gud, placerer Koranen 76:29–30 menneskets vilje i en større sammenhæng.
Det arabiske qadar bliver ofte oversat til guddommelig bestemmelse eller guddommeligt mål. Det praktiske spørgsmål er, hvordan en person kan være ansvarlig for en beslutning og samtidig tro, at begivenheder hører under Guds bestemmelse. Hvad havde personen til hensigt? Hvad kunne personen gøre, og var der tale om tvang? Beretningen om, at Umar vendte om ved Sargh, viser, hvordan en tidlig muslim talte om Guds bestemmelse, mens han overvejede et konkret valg.
Hvad betyder qadar i Koranen og i hadithen om Gabriel?
Koranen 54:49 bruger udtrykket bi-qadar, når den omtaler, at Gud skabte alt efter mål eller bestemmelse. Ordet står i en udtalelse om skabelse. Oversættere kan vælge forskellige ord for mål eller bestemmelse. Derfor kan læseren møde begge udtryk. Et andet sted kan belyse, hvad teksten siger om det menneske, der handler.
I Sahih Muslim 8a står hadithen om Gabriel i en samtale om bestemmelse. Yahya ibn Yaʿmur fortæller, at Abd Allah ibn Umar bliver stillet et spørgsmål. Han svarer ved at gengive en beretning fra sin far, Umar. Muhammad nævner troen på qadar, det gode og det onde i den, i sit svar om tro. Indledningen viser, hvorfor Abd Allah ibn Umar gengiver mødet. Vejledningen om de seks trosartikler gennemgår det bredere svar i den samme hadith.
Under læsningen kan man notere de personer, der fører fortællingen videre. Yahya fortæller om spørgsmålet. Abd Allah gentager en beretning fra sin far. Muhammad svarer om tro i den beretning. Nummeret fører en læser til både den indledende samtale og til det svar, som bliver citeret.
Hvad siger Koranen om vilje og evnen til at handle?
Læs begge vers i Koranen 76:29–30 sammen. Det første giver en påmindelse og omtaler den, der vil tage en vej til sin Herre. Det næste sætter dette ønske ind i Guds vilje og nævner Guds viden og visdom. Læseren kan se, hvis vilje der omtales i hver del. Det første vers handler om menneskets svar på vejledning. Det andet forklarer forholdet mellem det svar og Gud.
Koranen 2:286 taler om det, man kan kræve af et menneske, og det, mennesket opnår ved sine handlinger. Verset indeholder derefter en bøn om tilgivelse, overbærenhed og barmhjertighed, som også nævner at glemme og begå fejl. Rækkefølgen lader en følge pligtens grænse, tilskrivningen af handlingerne og erkendelsen af menneskelige fejl. Vejledningen om suraer og vershenvisninger viser, hvordan man finder begge steder i en anden udgave.
Den arabiske tekst i 2:286 bruger udsagnsord fra en rod, som forbindes med at tjene eller tilegne sig noget. Roden optræder igen i den senere brug af kasb. Begynd med at læse versets ord om handlinger og det, mennesket bærer. Teologerne bruger et beslægtet ord i en drøftelse af, hvordan en handling finder sted, og hvordan den tilskrives personen.
Hvorfor er hensigt og tvang vigtige for ansvar?
Koranen 16:106 gør en undtagelse i et afsnit om at vende sig fra troen. Den tvungne, hvis hjerte stadig står fast i troen, behandles anderledes end den, der åbner sig for vantro. Det er en bestemt situation i teksten. Når man taler om ansvar, viser den, at omstændighederne ved en synlig handling kan spille en rolle for dens moralske vurdering.
I Sahih al-Bukhari 1, overleveret af Umar, forbindes handlinger med hensigter. Hadithen bruger udvandring som eksempel og omtaler udvandring af hensyn til verdslig vinding eller ægteskab ud fra den rejsendes formål. Forklaringen om at læse hadither sammenholder denne optegnelse med en anden version og viser, hvor man kan tjekke tekstens ord og overlevering.
Forestil dig to personer, der siger det samme. Den ene har tænkt over sit svar. Den anden taler, efter at nogen har truet med, hvad der vil ske, hvis svaret er anderledes. Sætningen alene fortæller meget lidt om hensigten eller om den enkeltes muligheder. Det gør det lettere at forstå spørgsmålet om ansvar. Verset om tvang og hadithen om hensigt har hver deres eksempel og sammenhæng.
Hvordan forklarer al-Ashʿari tilegnelse?
Abu al-Hasan al-Ashʿari giver et eksempel i sin Kitab al-Lumaʿ, side 75. Han sammenligner en persons kommen og gåen med en andens ufrivillige rysten. Han argumenterer for, at begge bevægelser hører til Guds skabelse, og at forskellen mellem dem alligevel kan genkendes. Forklaringen af skabelsen gælder i begge tilfælde. Personens forhold til den enkelte bevægelse er forskelligt.
På næste side beskrives kasb, der ofte gengives som tilegnelse. En handling sker ifølge al-Ashʿari gennem en skabt evne i den person, som tilegner sig den. Binyamin Abrahamovs undersøgelse af argumentet i al-Lumaʿ forklarer, hvordan beskrivelsen af Guds skabelse af handlingen hænger sammen med menneskets ansvar. Sammenligningen af bevægelserne kommer fra al-Ashʿari. Beskrivelsen af evnen uddyber, hvordan han bruger fagordet tilegnelse.
Hvordan skelner al-Maturidi mellem evnen til at handle og selve valget?
I Kitab al-Tawhid, side 186 beskriver Abu Mansur al-Maturidi, hvordan en handling tilhører den person, der vælger den, ved, hvad vedkommende gør, og har til hensigt at gøre det. Derefter argumenterer han for, at Gud skaber handlinger. Han omtaler samme handling fra forskellige sider. Ikhtiyar betyder valg og bruges ofte til at forklare dette punkt i hans tankegang.
Al-Maturidi skelner også mellem flere betydninger af evne. I afsnittet om menneskets evne drøfter han de brugbare midler og evner, der er til rådighed, før man handler. På siden efter bruger han muligheden for at foretage en pilgrimsrejse til at forklare, hvorfor midlerne har betydning for spørgsmålet om pligt. Han skelner sådanne betingelser fra den evne, der vedrører udførelsen af en bestemt handling. Naseeh Moyikkals sammenlignende undersøgelse om tilegnelse og valg uddyber denne skelnen og sætter den ved siden af ældre ashʿaritiske diskussioner.
Al-Maturidi henviser til 2:286 på samme side som eksemplet med pilgrimsrejsen. Han læser verset i forhold til de midler og omstændigheder, der gør det muligt at opfylde en pligt. Inden en rejse kan man undersøge, om de nødvendige midler er til stede. Selve rejsen er den handling, der knytter sig til betydningen af evne under udførelsen. Sidetallet giver adgang til både argumentet og den anvendte vershenvisning.
Hvad mener en tolver-shiitisk tekst med en position mellem to yderpunkter?
Den tolver-shiitiske lærde al-Saduq tilskriver imam Jaʿfar al-Sadiq et standpunkt mellem to yderpunkter i sit kapitel om tvang og overdragelse. Det ene yderpunkt er tvang, kaldet jabr. Det andet er fuld overdragelse af myndighed, eller tafwid. Eksemplet handler om en person, der fraråder en anden at gøre noget forkert. Den anden gør det alligevel. At lade den anden være efter rådet er forskelligt fra at befale denne person at begå handlingen.
Al-Saduq spørger, hvordan det at tillade en handling adskiller sig fra at pålægge den. Al-Ashʿari sammenligner en frivillig bevægelse med en ufrivillig. Al-Maturidi spørger til en pligts forudsætninger og til, hvordan en handling tilskrives nogen. Når man ved siden af hver forfatter skriver spørgsmålet og eksemplet, bliver den enkelte teksts forklaring af Gud og menneskelig handling tydeligere.
Hvorfor troen på bestemmelse kan følges med indsats og valg
I Sahih Muslim 2664 fortæller Abu Hurayra om en opfordring til at opsøge det gavnlige, bede Gud om hjælp og holde ud. Derefter handler det om, hvordan man forholder sig til det, der allerede er sket, og om at undgå at dvæle ved, hvad der kunne have været anderledes. Den første del omtaler handling og hjælp. Den anden gælder svaret på en begivenhed. Forklaringen om dua og salah beskriver, hvordan man kan henvende sig til Gud med en bøn om hjælp.
Sahih al-Bukhari 5729 giver et historisk eksempel på en beslutning. Ved Sargh fik Umar ifølge beretningen at vide, at der var en epidemi i al-Sham. Han rådførte sig med flere grupper og meddelte de rejsende, at de skulle vende om. Abu Ubayda spurgte, om han flygtede fra Guds bestemmelse. Umar svarede, at de gik fra en af Guds bestemmelser til en anden. Han sammenlignede situationen med valget mellem den frugtbare og golde side af en dal, når kameler skal græsse. Derefter kom Abd al-Rahman ibn Awf og gengav en udtalelse fra Muhammad med betydning for beslutningen.
En læsenote kan sætte navn ved de to udsagn, der følger efter beslutningen. Umar svarer med billedet af dalen, mens Abd al-Rahman senere giver en overlevering fra Muhammad. På den måde står den begrundelse, Umar selv gav, ved siden af det, han fik at høre bagefter.
I Umars forståelse var begge veje omfattet af qadar. Han bad alligevel om råd og valgte, hvilken vej de skulle gå. Beretningen gemmer både det, folk vidste, det spørgsmål, der blev stillet, og begrundelsen for beslutningen. Det gør det muligt at læse den ved siden af kilderne om hensigt og evne og se en handling, som en tidlig muslim overvejede uden at kende udfaldet på forhånd.





