Fortællingen om profeten Ibrahim i Koranen

Fortællingen om profeten Ibrahim i Koranen

Muslim Post Editorial Desk@muslimpost

Følg Ibrahim i Koranen fra spørgsmålene om afguder og grundlæggelsen af Kabaen til prøvelsen, hvor sønnens navn ikke oplyses.

Profeten Ibrahim, der også kaldes Abraham, opfordrer sit folk til kun at tilbede Gud. Sammen med sin søn Ismail rejser han fundamentet til det hellige hus. Han gennemgår også en prøvelse, som gælder en søn, hvis navn ikke er oplyst i det pågældende koranafsnit. Fortællingens scener er fordelt på flere suraer. I dem spørger Ibrahim folk om deres tilbedelse, beder for familie og by og stoler på Gud, når han er i fare.

To vershenvisninger gør det lettere at skelne mellem detaljer, der tit optræder sammen i genfortællinger. I 2:127 arbejder Ibrahim sammen med Ismail, også kendt som Ismael. I 37:102–107 fortæller Ibrahim en søn om en drøm. Han tiltaler drengen uden at bruge hans navn. Ishaq, også kaldet Isak, optræder ved navn flere andre steder. I 11:71 får Ibrahims hustru for eksempel besked om, at Ishaq skal fødes. Hver oplysning hører til en bestemt scene.

Hvem er Ibrahim i Koranen?

I Maryam-suraen kalder 19:41–50 Ibrahim et sandfærdigt menneske og en profet. Samtalen, der følger, viser, hvad det koster ham at tale åbent. Han spørger sin far, hvorfor han tilbeder noget, der hverken kan høre, se eller hjælpe ham. Faren truer ham, hvis han fortsætter. Ibrahim tager afsked med en fredshilsen, siger, at han vil bede sin Herre tilgive faren, og trækker sig tilbage fra sit folk og det, de tilbeder. Uenigheden om tilbedelse begynder hjemme og belaster forholdet mellem far og søn.

Koranen 3:65–68 tager en anden side af Ibrahims plads i religionshistorien op. Versene minder om, at Toraen og Evangeliet blev åbenbaret efter hans tid. De beskriver ham som hanif, hengiven til den ene Gud og underkastet Hans vilje. Det afgørende i afsnittet er, hvem han retter sin tilbedelse mod. For muslimer er Ibrahim et af flere sendebud, der har fulgt efter hinanden. Guiden til de seks trosartikler i islam gør rede for, hvor troen på profeter og sendebud hører til.

Hvad spørger Ibrahim sit folk om?

I 6:74–83 spørger Ibrahim sin far og sit folk om de afguder, de tilbeder. Lidt efter ser han en stjerne, månen og solen, der alle går ned. Vendepunktet kommer i 6:79, hvor Ibrahim erklærer, at han vender sig mod himlens og jordens Skaber. I 6:83 siges det, at Gud gav Ibrahim det argument, han fremsatte over for sit folk. Når afsnittet læses til ende, hænger ordene om himmellegemerne sammen med den samtale, Ibrahim fører med sit folk.

I 21:51–73 fører spørgsmålet til en åben konflikt. Ibrahim spørger, hvorfor folk holder så stædigt fast ved deres statuer. De forklarer, at deres forfædre tilbad dem. Da de finder de fleste afgudsbilleder slået i stykker, henviser Ibrahim til den store statue, som endnu står. Han siger, at de kan spørge billederne, hvis de kan tale. Folk må indrømme, at statuerne ikke kan svare. Til sidst kræver de, at Ibrahim bliver brændt. I vers 69 befaler Gud ilden at være kølig og ufarlig for ham.

Konflikten fortælles også i 37:83–98. Læst sammen viser de to afsnit, at folk sætter deres lid til noget, de selv fremstiller, mens Ibrahim tilbeder deres Skaber. I sura 21 indser hans tilhørere kort meningen med spørgsmålet. De vender derefter tilbage til deres gamle standpunkt. Gud sørger for, at Ibrahim er i sikkerhed. Det fremgår af teksten, hvordan diskussionen udvikler sig og ender, uden at man behøver at forbinde scenen med et årstal eller en bestemt konges navn.

Slutningen af 21:51–73 kommer også ind på det, der sker efter ilden. Ibrahim og Lut reddes til et land, som Gud har velsignet for folkene. Ishaq og Yaqub nævnes derefter som gaver. Afsnittet beskriver ledere, der vejleder på Guds befaling, og knytter deres opgave til gode gerninger, bøn og almisse. Diskussionen om, hvem der fortjener tilbedelse, leder videre til, hvad mennesker, som tilbeder Gud, gør. Læst ved siden af fortællingen om prøvelsen med sønnen viser slutningen en anden måde, ansvar bæres videre i familien.

Hvem er Ismail og Ishaq?

Ibrahim nævner begge sine sønner i bønnen i 14:35–41. I vers 39 takker han Gud for at have givet ham Ismail og Ishaq i hans alderdom. Han beder også om sikkerhed for byen, om beskyttelse mod afgudsdyrkelse for sig selv og sine børn og om, at han og hans efterkommere må holde fast ved bønnen. Han har ladet nogle af sine efterkommere bo i en dal uden afgrøder nær det hellige hus og beder om, at menneskers hjerter må vende sig mod dem. Bønnen fortæller om familiens levevilkår og om Ibrahims formål med at bosætte dem der, at holde bønnen ved lige.

Sønnerne optræder i andre sammenhænge. I 11:69–76 kommer gæster med godt nyt. Ibrahim serverer mad, men bliver urolig, da de ikke spiser. Gæsterne beroliger ham. Hans hustru hører, at hun skal få Ishaq, og at Yaqub, også kaldet Jakob, kommer efter ham. Hendes overraskelse over at få et barn i en høj alder giver scenen et menneskeligt ansigt. I 2:127 er det derimod Ismail, der arbejder ved det hellige hus sammen med Ibrahim. Det er ordene i det enkelte afsnit, der fortæller, hvilken søn der er tale om.

Hvilken søn medvirker i fortællingen om ofringen?

I 37:83–113 beder Ibrahim om et retfærdigt barn og får besked om, at han skal få en tålmodig søn. Senere fortæller han sin søn om en drøm, hvori han ofrer ham, og spørger, hvad sønnen tænker. Sønnen svarer, at faren skal gøre, hvad han er blevet befalet, og at han selv, om Gud vil, vil holde ud. Gud kalder på Ibrahim, bekræfter, at han har opfyldt synet, og kalder det skete en tydelig prøvelse. Sønnen bliver skånet ved, at noget andet ofres i hans sted. Begge kommer til orde. Sønnen lytter til drømmen, svarer selv og siger, at han vil vise tålmodighed.

37:102–107 nævner ikke drengens navn. Det senere vers 37:112 nævner Ishaq ved navn som retfærdig profet. Mange muslimer kender sønnen i drømmen som Ismail. Middelalderens fortolker Ibn Kathir identificerer ham som Ismail i sin kommentar til 37:99–113. Han læser den senere meddelelse om Ishaq som en særskilt forudsigelse og lader den støtte sin læsning. I sin undersøgelse af fortolkningshistorien dokumenterer Reuven Firestone både læsninger, hvor sønnen er Ishaq, og læsninger, hvor han er Ismail. De to læsninger findes i kommentartraditionen. At 37:102–107 ikke anfører noget navn, kan man læse direkte ud af versene.

Navnene kan staves forskelligt i forskellige sprog. Abraham, Ismael og Isak betegner de samme personer som Ibrahim, Ismail og Ishaq. Hvis en oversætter giver et navn i kantede parenteser eller i en note, kan man sammenligne med de omkringliggende vers. I 37:102 tiltaler Ibrahim drengen som sin søn. I 37:107 omtales et stort offer, men verset angiver ikke, at dyret skulle have været en vædder. Mundtlige og illustrerede genfortællinger kan give flere detaljer begge steder, end versene gør.

Hvad gør Ibrahim og Ismail ved Kabaen?

Koranen 2:124–129 beskriver, hvordan Ibrahim og Ismail rejser husets fundament. Mens de arbejder, beder de Gud om at tage imod deres arbejde. De beder om, at de selv og deres efterkommere må underkaste sig Gud, at Han vil vise dem tilbedelsens ritualer og sende et sendebud blandt deres efterkommere. Tidligere i afsnittet beskrives huset som et sted, mennesker vender tilbage til, og hvor de er trygge. Det, far og søn foretager sig, sættes i forbindelse med de mennesker, der senere samles der for at tilbede Gud.

I islamisk tradition er huset Kabaen i Mekka. 2:127 handler om at rejse fundamentet. Afsnittet angiver ikke en byggedato eller forklarer de senere ændringer, der har givet bygningen dens nuværende form. Bønneretningen hedder qibla. Den behandles særskilt i 2:144–150, hvor de bedende skal vende sig mod Den Hellige Moské. Metropolitan Museum of Art har en bønneniche af mosaik fra Isfahan. Nichen viser, hvordan man i senere tid angav retningen i en moské eller en religiøs skole. Den hjælper folk med at vende rigtigt, når de beder til Gud.

Hvordan hænger fortællingen sammen med hajj og eid al-adha?

Koranen 22:26–37 forbinder Ibrahim med husets plads og opfordringen til pilgrimsfærd. I de første vers befales han at rense huset for dem, der vil gå omkring det, og for dem, der vil stå, bøje sig og kaste sig ned i bøn. Han får også besked om at bekendtgøre pilgrimsfærden. I omtalen af ofre kommer afsnittet ind på at dele maden og lægger vægt på gudsfrygt. Århundreder senere afbildede en osmannisk flise Kabaen midt i helligdommen. British Museum daterer flisen til midten af 1600-tallet og siger, at den muligvis mindedes en pilgrimsfærd. Den viser, hvordan helligdommen blev fremstillet langt senere.

Muslimer mindes Ibrahims prøvelse under eid al-adha, offerfesten. Pilgrimsfærden og højtiden hænger sammen og har forskellig rækkevidde. Hajj omfatter ritualer i og omkring Mekka. Eid al-adha fejres også af muslimer, der bliver hjemme. Guiden til islams fem søjler forklarer hajj som en religiøs handling i sig selv. Sammenligningen af eid al-fitr og eid al-adha forklarer højtidens plads i den islamiske kalender, og hvorfor den hænger sammen med at give til andre.

Hvor kan man begynde at læse?

Begynd med 19:41–50 for at følge samtalen med Ibrahims far. Fortsæt med 6:74–83 og 21:51–73 for diskussionerne om tilbedelse. Bønnen for familien og byen står i 14:35–41, og arbejdet sammen med Ismail i 2:124–129. Læs 37:99–113 i sammenhæng for at se forløbet fra bønnen om et barn til drømmen, prøvelsens afslutning og den senere meddelelse om Ishaq. Slut med 22:26–37, hvor huset optræder i forbindelse med pilgrimsfærd og ofre.

Rækkefølgen samler beslægtede afsnit til en første læsning. Suraernes rækkefølge, læsning efter tema og historisk tidsfølge svarer på forskellige spørgsmål. I en scene kan man godt se, hvad der kommer først. Ibrahim stiller spørgsmål, før folk truer med ild, og han fortæller sin drøm, før prøvelsen slutter. Når Koranen skifter scene i en anden sura, oplyses der ofte ingen dato eller noget tidsrum. Notér eventuelt, hvem der nævnes ved navn, hvad de siger, og hvordan afsnittet ender. Det hjælper med at se de tilbagevendende temaer og detaljerne fra hver enkelt scene.

Passager og kilder til videre læsning