Sådan genkender du maghribisk skrift på et koranblad

Sådan genkender du maghribisk skrift på et koranblad

Muslim Post Editorial Desk@muslimpost

Se de buede bogstaver, farvede læsetegn og gyldne versmarkører. Sammenlign pergament, rosa papir og rammer, der er tilføjet senere.

Maghribisk skrift er en vestlig gruppe af arabiske skriftformer fra Nordafrika og al-Andalus. På et blad fra et koranhåndskrift kan du begynde med en linje i hovedteksten. Nogle bogstaver går i lange buer ned under linjen. Små farvede tegn og guldornamenter sidder andre steder. Kataloget for det enkelte blad kan oplyse, hvilke funktioner tegnene har.

Et folioblad er et enkelt blad med forside og bagside. Et bifolium er et foldet ark, der danner to blade. Et blad, som er taget ud af et bind, kan stadig have skrift, hjælpelinjer, margener og tegn. Der kan være brug for andre kilder for at afgøre bladets oprindelige plads i bindet. Eksemplerne her følger skriften og sidernes opbygning gennem bestemte samlingsregistreringer. Se på bladets materiale, skriftens farve og eventuelle rammer eller indbindinger, der er tilføjet senere.

Find grundlinjen og de nedadgående bogstavstrøg

Vælg en linje i hovedteksten og følg den linje, som bogstavernes hoveddele hviler på. Kig derefter efter buede strøg nedenunder. Blad 21.28 på Metropolitan Museum of Art er et nordafrikansk pergamentblad dateret til omkring 1300. Det måler 16,5 gange 15,2 centimeter. Museet fremhæver de buede maghribiske bogstaver og strøgene under grundlinjen. Hovedteksten er brun med små blå og grønne prikker ved skriften. En gylden knude med tre flige markerer afslutningen på et vers.

Et nærbillede kan vise, hvordan et strøg går nedad. Hele siden viser strøgets placering i linjen og i mellemrummet mellem linjerne. Sammenlign flere steder på det samme blad. Notér den skriftbetegnelse, museet bruger, og det træk, der kan ses på billedet. Vejledningen til arabiske kalligrafiske skriftformer viser andre eksempler på forskelle mellem bogstavernes former. Samlingsnummeret knytter den valgte linje til netop museets identifikation af det maghribiske blad.

Skeln mellem farvede læsetegn og gyldne versmarkører

Smithsonians National Museum of Asian Art registrerer blad F1929.69 som et løst pergamentblad fra 1200-tallet. Det har én spalte med syv linjer brun maghribisk skrift. Vokaltegnene er grønne og gule, og de diakritiske tegn er brune. Blå tegn angiver fordobling af en konsonant eller fravær af en vokal. En gylden knude markerer versslutningen. Registreringen giver dermed navn og funktion til flere slags tegn på det samme blad.

Begynd med de større strøg på billedet. Find ud af, om et lille mærke sidder over, under eller inde i skriften. Find en selvstændig gylden form, og sammenlign pladsen omkring den med pladsen omkring læsetegnene. Brug samlingens beskrivelse til at navngive de enkelte tegn. Met beskriver de blå og grønne mærker på sit blad som diakritiske prikker. Smithsonian angiver mere specifikke funktioner på sit blad. Hver farveliste hører til det blad, den beskriver.

Alain Georges undersøgelse af farvede prikker og regional oprindelse sammenholder tidlige håndskrifter med skriftlige beskrivelser af vokaltegn. Undersøgelsen ser på tegnets brug i et større sammenligningsmateriale. På et enkelt blad kan du først angive tegnets placering, form og den funktion, kataloget giver det. Vejledningen til blæk i islamiske håndskrifter forklarer, hvordan en synlig farve og et identificeret materiale kan beskrives hver for sig.

Smithsonian angiver, at bladet måler 16,5 gange 15,5 centimeter og er fra Sydspanien eller Nordafrika. Met-bladet har næsten samme format. Når du sammenligner de to billeder, kan du bruge målene til at forstå størrelsen af den skrevne flade. Bevar begge mulige steder i en billedtekst om Smithsonian-bladet.

Sammenlign pergament med indfarvet papir

Met 21.28 og Smithsonian F1929.69 er skrevet på pergament. Aga Khan Museums blad AKM258 har ferskenrosa papir. Museet anfører Valencia i Spanien, omkring 1200, og et mål på 32,6 gange 25,6 centimeter. Kuratoren fremhæver de lange buer i bogstaverne og nævner Játiva som et muligt sted, hvor papiret blev fremstillet. Forslaget vedrører papirets oprindelse. Katalogets felt for bladets fremstillingssted er en særskilt oplysning.

Bifoliet 2017.232 fra den lyserøde Koran på Met er et andet eksempel på papir. Kataloget henfører det til Spanien og omtrent til 1200-tallet. Hvert blad har fem linjer med store maghribiske bogstaver. Museet beskriver gyldne læsetegn med brune, blå og grønne omrids og blå taltegn skrevet med bogstaver i gyldne cirkler. Bladene har rektangulært format. Den lyserøde farve tilhører papiret, og guld, sølv, blæk og dækkende vandfarve er registreret som materialer på det.

Sammenlign mål for samme slags enhed. Et enkelt blad og et åbent bifolium har forskellig bredde. Undersøg også, om billedet viser en montering eller en nyere ramme. Hvis billedteksten bruger katalogets betegnelse blad eller bifolium, bliver det tydeligt, hvilken flade målene gælder. Vejledningen til en mushafs fysiske opbygning viser forholdet mellem et blad og et bind.

Met opgiver 31,8 centimeters højde og 50,2 centimeters bredde for 2017.232. AKM258 har en tilsvarende højde, men bredden i den registrering gælder ét blad. Når du ser på skrifttætheden, kan linjetallet på ét blad sammenholdes med linjetallet på det andet. Brug kataloget til at sætte fotos af forskelligt omfang i forhold til de fysiske mål.

Find margenen og de senere tilføjelser

Khalili Collections henfører blad QUR 520 til Nordafrika omkring 1250–1350 og angiver 29 gange 22,6 centimeter. Kataloget nævner blæk, guld og dækkende vandfarve på fint pergament. Senere rammer af rosa papir og mørkeblåt papir med guldstænk er fra 1800-tallet. Skriften har gyldne bogstaver med sorte omrids. Registreringen skelner mellem versmarkører og mere udførlige, runde ornamenter i margenen for grupper på fem og ti vers.

Find kanten på den oprindelige skriveflade og stedet, hvor rammen eller det tilføjede papir begynder. På et foto kan de tilsammen se ud som ét rektangel. Kataloget daterer og beskriver materialerne hver for sig. Samlingen foreslår en sandsynlig kongelig bestilling i Marokko eller muligvis i det nasridiske Granada. Den peger også på forskelle mellem bevarede blade som tegn på, at flere skrivere kan have medvirket. Knyt forslagene til samlingens beskrivelse og dens grundlag. Vejledningen til kolofoner og ejernotater i håndskrifter viser, hvordan et blad kan bevare spor fra flere faser i et binds historie.

QUR 520 er registreret med ni linjer pr. side, maghribisk hovedskrift og kufisk skrift i visse andre indslag. Brug linjerne til at lokalisere feltet med hovedtekst. Find derefter de runde ornamenter i margenen og stedet, hvor den senere papirramme begynder.

Se forskellige skrifter og funktioner i ét bind

Walters Art Museums håndskrift W.556 er et pergamentbind fra 1100-tallet, som i kolofonen identificeres som bind nummer ni. Kataloget opgiver en højde på 16 centimeter og en bredde på 15. Hovedteksten er skrevet med mørkebrun maghribisk skrift og flerfarvede vokaltegn. Til kapiteloverskrifter og indskrifter i illuminerede felter bruges tidlig abbasidisk skrift, som kataloget også betegner som kufisk. Den dekorerede afslutning med kolofonen på bagsiden af blad 133 (133b) beskrives som mashriqi, som kataloget også kalder thuluth maghribi.

Kataloget angiver trefligede tegn ved versslutninger og andre former for grupper på fem og ti vers. Bindet rummer hovedtekst, dekorerede overskrifter og en afsluttende note på forskellige blade. De enkelte skrifter og tegn har hver deres opgave. Behold katalogets bladreference ved hver oplysning. Kolofonen giver bindets nummer. Kataloget angiver, at den hverken giver en færdiggørelsesdato eller et skrivernavn. Den mørkerøde indbinding af gedeskind dateres særskilt, sandsynligvis til 1500-tallet, og har senere reparationer.

Brug den digitaliserede rækkefølge, når den er tilgængelig. Det illuminerede åbningsopslag og en side med hovedtekst kan se adskilte ud som beskårne billeder. Bladnumrene viser deres plads i bindet. Kataloget nævner, at en beskæring har ramt et ornament i margenen ved tekstens begyndelse. De nuværende kanter rummer dermed oplysninger om senere håndtering sammen med sporene af det tidligere layout.

Walters opgiver én spalte med syv optrukne linjer. Skrivefeltet er 12,5 centimeter højt og 10 centimeter bredt. De mål gælder den skrevne flade i bindet. Brug dem sammen med billedet til at identificere, hvor margenen begynder, også hvor en del af den er skåret væk.

Sammenhold et tidligt blad og et senere håndskrift

Aga Khan Museum daterer blad AKM482 til 900-tallet og betegner skriften som kufisk. Museet fremhæver nedadgående buer, som senere blev karakteristiske for maghribisk skrift. Pergamentet har tre linjer på hver side. De røde og grønne mærker har deres egen forklaring i registreringen. Bladet giver et tidligt eksempel på et træk, der senere ses i maghribisk skrift. Brug den kufiske betegnelse i en billedtekst til dette blad.

Walters daterer håndskrift W.568 til 1700-tallet og beskriver store maghribiske bogstaver på italiensk papir med røde, grønne og gule vokaltegn. Bindet af blindpræget gedeskind dateres sandsynligvis til 1800-tallet. Håndskriftet viser et senere eksempel på papir og farvesystem. Betegnelsen maghribisk dækker et længere tidsrum end papiret og bindet i dette eksemplar.

Skriv en billedtekst, der forbinder træk og dokumentation

Begynd med samling, nummer, katalogets datering og det sted, genstanden henføres til. Angiv bladet eller den side, billedet viser. Anfør materiale, mål, hovedskrift og de navngivne tegn. Hvis kanten er synlig, kan du slå op, om kataloget beskriver en ramme som en del af bladet eller som en senere tilføjelse. Et nærbillede af et bogstav kan ledsages af et billede, der placerer det i linjen. Når to blade sammenlignes, skal hvert nummer stå ved det tilhørende materiale og den tilhørende datering.

Brug den enkelte registrerings oplysninger om skriften. På Met 21.28 markerer en gylden knude versslutningen. Smithsonian giver en bestemt liste over farver og funktioner på sit blad med syv linjer. I Walters W.556 er de forskellige skrifter og tegn fordelt over flere blade. På den lyserøde Korans blade kan du se efter de fem linjer og papirfladen. Knyt hver oplysning til et billede eller et felt i kataloget.

Museumsregistreringer og undersøgelser