Slaget ved Graven: Belejringen af Medina i 627 og kilderne

Slaget ved Graven: Belejringen af Medina i 627 og kilderne

Muslim Post Editorial Desk@muslimpost

Koranens kapitel 33, nummererede hadither og historiske studier om belejringen af Medina, alliancens tilbagetrækning og begivenheden bagefter.

Slaget ved Graven var en belejring af Medina gennemført af en alliance under ledelse af Quraysh fra Mekka. Den dateres normalt til 627, det femte år efter hijra. Begivenheden kaldes også De Allieredes Slag eller al-Ahzab. Alliancen trak sig tilbage uden at indtage Medina. I sura Al-Ahzab 33:9–25 beskriver Koranen frygten under belejringen og dens vending. Vers 26–27 går videre til en beslægtet begivenhed bagefter. Hadither bevarer minder om mennesker, der arbejdede i kulden og delte mad. En del af de navne og detaljer, læsere forbinder med belejringen i dag, findes i biografiske og historiske beretninger, der blev overleveret senere.

Hvorfor har samme belejring to navne?

Khandaq betyder grav eller grøft på arabisk og har givet begivenheden dens almindelige navn. Al-Ahzab betegner de grupper, der sluttede sig sammen mod Medina. Begge navne står i overskriften til det relevante kapitel i Sahih al-Bukhari. Det ene navn minder om et forhold knyttet til byens forsvar. Det andet peger på den alliance, der kom mod byen. Se både overskriften og den nummererede beretning i Sahih al-Bukhari 4099.

Al-Ahzab er også navnet på Koranens sura 33, som har andre emner end belejringen. Udtrykket står i vers 33:22, hvor de troendes reaktion på synet af alliancen bliver beskrevet. Engelske oversættelser bruger ord som «de allierede», «klanerne» eller «de forbundne styrker». Når en bog og en oversættelse anvender forskellige ord, kan man finde tilbage til det arabiske udtryk i samme vers. Formen og betydningen er forklaret i Quranic Arabic Corpus’ ordanalyse af 33:22.

I en kort læsenote kan du sætte de to navne ved siden af hinanden. Når du anfører suraens navn, så tilføj det konkrete vers eller intervallet. En person, der har lært begivenheden under et andet navn, kan på den måde finde passagen.

Hvor ligger begivenheden i Medinas tidlige historie?

Efter hijra, udvandringen fra Mekka i 622, blev Medina samfundets hjem. Da alliancen nåede oasen i 627, havde Muhammads samfund og Quraysh været i konflikt i flere år. Slaget ved Badr, som typisk dateres til 624, fandt sted tidligere. Uhud fulgte i 625. Ved Graven var det bosættelsen, hvor samfundet levede, der kom under pres. Artiklerne om hijra fra Mekka til Medina og slaget ved Badr forklarer, hvordan steder og datoer for de tidligere begivenheder fastslås.

Byens gamle navn findes i selve teksten. I vers 33:13 henvender en gruppe sig til folkene i Yathrib, det navn der her bruges for Medina. Samme vers fortæller, at andre beder om lov til at gå, fordi deres hjem angiveligt er udsatte. Teksten afviser den begrundelse. Verset bevarer dermed både stednavnet og forskellige reaktioner på krisen. Historikeren Ayman S. Ibrahim placerer belejringen i år 5 efter hijra, 627, Hudaybiyya i 628 og erobringen af Mekka i 630. Se Koranen 33:13 og Ibrahims kapitel i Muhammad’s Military Expeditions.

I en tidslinje kan årstallene få hver deres kildehenvisning. Yathrib stammer fra en tale i verset. Året 627 er den historiske datering. Når en anden bog vælger først at give året efter hijra, kan begge angivelser stadig genkendes ved at se på begivenhedens navn og ophav.

Hvad fortæller sura Al-Ahzab om belejringen?

I begyndelsen af Koranen 33:9–27 bliver de troende bedt om at huske Guds hjælp, da styrker kom imod dem. Vers 9 omtaler en vind og kræfter, som de ikke så. Vers 10 og 11 beskriver frygt og en hård prøvelse. Billedet af flakkende blikke og hjerter, der kommer op i halsen, fortæller om oplevelsen under pres. Senere vers beskriver forskellige reaktioner i byen, blandt andet ønsket om at forlade stedet og fastheden hos dem, der forstod prøvelsen i lyset af deres tro.

Læs vers 21–24 i rækkefølge. Vers 21 fremstiller Sendebuddet som et eksempel. Vers 22 beskriver de troendes reaktion, da de så de allierede. Vers 23 omtaler dem, der holdt fast ved deres løfter. Forløbet forklarer, hvorfor passagen bruges i religiøse samtaler om tillid, adfærd og troskab. Guiden til suraer og vers viser, hvordan en henvisning som 33:22 finder samme sted i forskellige udgaver og oversættelser.

Følg også med i, hvem de enkelte vers beskriver. Vers 9–11 henvender sig til de troende og taler om deres frygt. I vers 13 møder man udsagn fra folk i byen, og vers 22 vender tilbage til de troendes reaktion. Det gør det lettere at placere et kort citat i sin sammenhæng.

Hvad siger beretningerne om arbejde, sult og et måltid?

Anas husker en kold morgen i al-Bukhari 4099. Muhajirun, de udvandrede, og ansar, dem der hjalp dem i Medina, arbejdede sammen. Beretningen nævner besvær og sult og fortæller, at Muhammad bad for begge grupper. Gruppens navne siger noget om byens sociale historie. Folk, der var kommet til Medina, og folk, der havde taget imod dem, var fælles om en opgave. Den slags situation kan en tidslinje med årstal alene ikke vise.

I en anden beretning bemærker Jabir ibn Abdullah, at Muhammad er sulten, og taler med sin kone om mad. Hendes arbejde med forberedelsen er en del af historien. Jabir havde først tænkt sig at invitere Muhammad og en lille gruppe. Beretningen fortæller videre, at mange spiste af den lille portion, og fremstiller det som en velsignelse. Den bevarer et minde om knaphed, husligt arbejde og mad, der blev delt. Tallet i beretningen vedrører måltidet. Se Sahih al-Bukhari 4102.

Du kan skrive Anas ved den kolde morgen og Jabir ved fortællingen om måltidet. Fortællernes navne sammen med numrene gør det lettere at finde de to forskellige beretninger igen, hvis du støder på en opsummering, der nævner begge.

Hvordan endte belejringen?

De allierede trak sig tilbage. I Koranen 33:25 sender Gud de modstående kræfter tilbage, uden at de opnår, hvad de søgte, og skåner de troende for kamp. Læs det sammen med omtalen af vind og usete kræfter i vers 9. De to vers tilskriver Medinas lettelse Guds hjælp og giver udfaldet en religiøs betydning. Tilbagetrækningens historiske datering findes i historiske fremstillinger.

I sin afhandling ved University of California, Berkeley gennemgår historikeren Lena Salaymeh tidlige islamiske juridiske og historiske kilder. Hun beskriver en længere belejring under Quraysh og bemærker, at dårligt vejr ifølge traditionelle beretninger ledsagede tilbagetrækningen. Dette er en moderne historikers gennemgang af traditionen. Koranens udsagn om vinden og Guds hjælp har deres egen funktion i passagen. Se Salaymehs afhandling, kapitel 1, afsnit I.

Hvis du sammenholder fremstillingerne, kan du sætte vers 9 og vers 25 under den samme kilde og skrive historikerens læsning på en anden linje. Det giver plads til både omtalen af vinden i teksten og beskrivelsen af vejret i de overleverede historier. En præcis varighed bør have sin egen henvisning til en beretning, som angiver antal dage.

Hvad fortæller kilderne om Banu Qurayza bagefter?

Koranen 33:26–27 fortæller om en gruppe blandt Skriftens folk, som teksten beskriver ved dens støtte til alliancen. Versene nævner dræbte, tilfangetagne og ejendom, der kom på andre hænder. De angiver ikke et klannavn eller et samlet antal. Hadither og biografiske traditioner forbinder den efterfølgende begivenhed med Banu Qurayza, en bestemt jødisk klan i Medina i det syvende århundrede. Påstanden om støtte vedrører den gruppe i den konflikt. Salaymeh behandler hændelsen særskilt efter alliancens afgang i afhandlingens første kapitel, afsnit V.

I Sahih al-Bukhari 4121 fortæller Abu Sa’id al-Khudri, at Banu Qurayza accepterede Sa’d ibn Mu’adhs dom. Beretningen gengiver en beslutning om at dræbe de kæmpende og tage deres efterkommere til fange. Den giver intet samlet antal eller en liste over berørte. Ved en gennemgang kan man henvise til Koranen for død og fangenskab og til hadithen for, hvem der traf afgørelsen. Senere retslærde diskuterede, hvordan episoden skulle klassificeres. Salaymeh undersøger denne debat som retshistorie.

Hvordan sammenligner historikere de bevarede beretninger?

Andreas Görke og Gregor Schoeler følger flere versioner af traditioner knyttet til Hisham ibn Urwa og hans far Urwa. De undersøger også al-Zuhris materiale, bevaret hos flere overleverere, og bemærker, at al-Zuhri ofte ikke nævner sin kilde. De gennemgår, hvordan Ibn Ishaqs længere fortælling blev overleveret. To senere tekster kan rumme forskellige versioner af fælles materiale. Overensstemmelse skal derfor vurderes sammen med historien om deres overlevering. Se kapitlet om Graven og Banu Qurayza.

To beretninger om en bøn viser, hvordan en forskel kan se ud. Al-Bukhari 4119 nævner eftermiddagsbønnen i en instruktion knyttet til turen til Banu Qurayza. Muslim 1770 nævner middagsbønnen. Begge fortæller, at instruktionen blev forstået på to måder, og at Muhammad ikke irettesatte nogen af grupperne. Navnene Nafi og Juwayriya ibn Asma fremgår af begge overleveringskæder. Man kan notere det fælles led og forskellen i ordlyd hver for sig. Guiden til henvisninger til hadither forklarer, hvordan man kontrollerer samlingen, nummeret og selve ordene.

Begynd et kort resumé med årstallet, belejringen og alliancens tilbagetrækning. Henvis til sura 33 for frygt og befrielse. Giv den nummererede beretning for morgenens arbejde eller måltidet, og navngiv den historiker, hvis fortolkning du bruger. En nøjagtig varighed, et tabstal eller navnet på den første, der foreslog graven, kræver en særskilt kilde. Så kan læseren finde den samme begivenhed i skriften, de overleverede minder og historiske undersøgelser.