
Shukr i islam: taknemmelighed, Alhamdulillah og handlinger
Hvad betyder shukr? Læs, hvordan Koranen og haditherne knytter tak til lovprisning, handling, tålmodighed og det at takke andre.
Hvis du leder efter noget at sige, kan du begynde med betydningen af den almindelige lovprisning. Hvis du vil vide, hvordan nogen viser taknemmelighed, kan du se på, hvad de bemærker, hvad de siger, og hvad de gør med det, de har fået. Det samme vers kan have betydning for flere spørgsmål. Det er lettere at se hvordan, når du læser det i den passage, det indgår i.
Hvad shukr betyder i Koranen
Koranen 31:12 nævner Luqman i forbindelse med visdom og taknemmelighed. Verset siger, at den, der takker, gør det til gavn for sig selv. Til sidst beskriver det Gud som uden behov og værdig til lovprisning. Det giver et sted at begynde, hvis du undersøger betydningen af shukr. Teksten beskæftiger sig med, hvordan et menneske reagerer på et gode, også når andre ikke lægger mærke til reaktionen.
I Koranen 14:6–8 opfordrer Musa sit folk til at huske, hvad Gud gjorde for dem. Midt i passagen indeholder vers 14:7 disse ord:
لَئِن شَكَرْتُمْ لَأَزِيدَنَّكُمْ
Det betyder, at Gud vil give dem mere, hvis de viser taknemmelighed. De øvrige vers fortæller, hvem påmindelsen gælder, og hvad de bliver bedt om at huske. Verset angiver ikke den form, det får, eller hvornår det sker. Hvis nogen bruger verset som citat i et opslag om en indtægt eller en anden ændring, kan de angive vers og passage. Så kan læseren se, hvad der står i teksten, og hvilken situation skribenten har valgt som eksempel.
Vil du sammenligne stederne, så skriv en person og et emne ved hver henvisning. I 31:12 er det Luqman og visdom, der nævnes først. I 14:6–8 indgår påmindelsen i Musas tale til sit folk. De er begge steder, hvor man kan begynde at tænke over taknemmelighed. Angiv sammenhængen, så man senere kan se, hvilket udsagn der kommer fra hvor.
Til et ark kan du skrive et spørgsmål om, hvem der har gavn af at takke, ved 31:12. Ved 14:7 kan du bede læseren om at finde ud af, hvad Musa netop har mindet sit folk om. Den, der har læst en anden oversættelse, kan stadig åbne det samme vers. Hvis læseren kommer med en oplevelse fra sit eget liv, kan den stå, efter svaret fra kilden er noteret.
Hvad Alhamdulillah udtrykker
Alhamdulillah betyder, at lovprisningen tilhører Gud. De samme ord indleder Koranen 1:2, der lovpriser Gud som Herre over alle verdener. Nogen kan sige det, når de får en god nyhed, husker noget godt eller afslutter et måltid. Guiden til almindelige arabiske udtryk viser, hvordan de samme ord kan bruges i andre situationer.
Lovprisning og tak hænger sammen. Ordene udtrykker lovprisning af Gud. Shukr betegner taknemmeligheden, som nogen kan give udtryk for i ord eller handling. Når en ven spørger til betydningen, er en kort forklaring måske tilstrækkelig. Hvis vennen spørger, hvorfor det blev sagt lige der, kan du fortælle, hvad personen anerkendte i situationen. Artiklen om lovprisning og bøn ved måltider giver eksempler og kilder for forskellige måder at sige det på.
Egyptens Dar al-Ifta beskriver i sin artikel om at takke, hvordan man kan bruge et gode samtidig med, at man siger tak og lovpriser. En person kan eksempelvis sige alhamdulillah, når en ven hjælper med at lære noget nyt. Senere kan personen overveje, hvad der blev lært, og hvordan den nye viden kan bruges eller deles til gavn for andre. Det verbale udtryk og den konkrete beslutning hører til hver sin del af den samme oplevelse.
Hvordan en handling kan vise taknemmelighed
I fortællingen om David og Salomon beskriver Koranen 34:10–13, hvad de fik til rådighed. Mod slutningen henvender vers 34:13 sig til Davids familie med disse ord:
اعْمَلُوا آلَ دَاوُودَ شُكْرًا
Meningen er, at familien opfordres til at handle i taknemmelighed. Læs opfordringen, og se, hvad der står omkring den. Den er del af en beretning om bestemte goder og opgaver. I en læsegruppe kan I spørge, hvad familien havde fået, og hvad den blev bedt om at gøre. Når begge spørgsmål står i notatet, kan gruppen se, hvordan opfordringen hænger sammen med det foregående.
I en nutidig sammenhæng kan du nævne et gode først og bagefter foreslå en handling. Den, der har tid, kan bruge lidt af den på at hjælpe en anden med at forstå noget. Den, der fik hjælp af naboer, kan nævne, hvad de gjorde, og takke tilbage i handling, når det passer. Notér, hvis det er dit eksempel. Teksten giver forbindelsen mellem taknemmelighed og handling. Forholdene på stedet har betydning for, hvad en person vælger at gøre.
Sahih al-Bukhari 4837 giver et eksempel fra bøn. Aisha fortæller, at hun spurgte profeten, hvorfor han bad så længe om natten. Han svarede ved at tale om at være en taknemmelig tjener. Beretningen omtaler også en ændring af hans måde at bede på senere i livet. I en læsegruppe kan I anbringe opfordringen til Davids familie på én linje og Aishas spørgsmål på en anden. Den første linje hører til en koranfortælling. Den anden fører til profetens forklaring på sin egen handling. Det fælles emne kan ses, når hver kilde er med.
Hvorfor det også handler om at takke andre
Jamiʿ al-Tirmidhi 1954 gengiver et udsagn fra Abu Hurayra, som forbinder tak til Gud med tak til mennesker. Her er en kilde, når man vil anerkende den, der hjalp, underviste eller gav noget. Når du takker en person direkte, kan du fortælle, hvad den andens bidrag gjorde muligt. En sætning om en bestemt handling viser, at du har lagt mærke til det, vedkommende gjorde.
I forklaringen om at gengælde en god handling omtaler Egyptens Dar al-Ifta både en reaktion på en tjeneste og en bøn for den, der hjalp. I en besked kan du begynde med at sætte ord på tjenesten og bede for personen, hvis du vil. Guiden til dua og rituel bøn forklarer, hvad man mener med en personlig henvendelse til Gud.
Under et fælles arbejde kan nogen takke en hjælper på tomandshånd og også takke hele gruppen. Tilpas ordene efter bidraget. Én kan have brugt tid på at forklare en ny fremgangsmåde, mens en anden tog sig af en opgave, der manglede at blive løst. Hadithen giver forbindelsen til taknemmelighed. Ordene i den særlige tak kan beskrive, hvad der skete i dit tilfælde.
Taknemmelighed og tålmodighed, når forholdene ændrer sig
I Sahih Muslim 2999 videregiver Suhayb en beretning om den troendes reaktion på medgang og modgang. Når noget glædeligt sker, er svaret taknemmelighed. Når noget bliver svært, nævner teksten tålmodighed. Begge dele er tilfælde, hvor den troende kan finde noget godt. De to dele gør det muligt at se, hvilken reaktion beretningen sætter ved hver situation.
En person kan være taknemmelig for den hjælp, der kom i en svær uge, og samtidig kalde ugen svær. Når du citerer beretningen, så giv plads til begge dele. Ordene om taknemmelighed alene viser ikke, hvad der står om vanskeligheder. Artiklen om bønner i svære stunder samler forskellige tekster til den, der ønsker at bede om lettelse.
I en læsegruppe kan hvert forhold stå over sin egen kolonne. Find derefter i beretningen den reaktion, der nævnes i spalten. Bagefter kan I diskutere, hvordan en hjælp, der allerede er givet, kan være noget at takke for, mens et problem stadig er åbent. Det gør det muligt at læse ordene sammen og beskrive egne erfaringer med egne ord.
Sådan vælger du en kilde eller laver et notat
Vælg ud fra dit spørgsmål. For nytten af at takke, læs 31:12. Hvis du vil læse om det at få mere i Musas tale, brug 14:7 med sammenhæng. For tak gennem handling, se 34:13 og ordene til Davids familie. For tak til andre mennesker, åbn beretningen hos Tirmidhi. Angiv nummeret ved siden af din forklaring, så næste læser kan følge samme henvisning.
På et personligt notat kan du skrive én god ting, én person der hjalp, og én måde at bruge eller dele det, du fik. Hvis nogen lærte dig en færdighed, kan du takke og skrive, hvor du vil anvende den. Hvis der er et citat med, lad kilden stå for sig selv. På et ark til en gruppe kan I give koranverset, det overleverede eksempel og gruppens eget eksempel hver sin linje. Det gør det lettere at finde kilden ved næste møde, også hvis nogen husker en formulering på en anden måde.
For eksempel kan én linje handle om, hvem der taler, og en anden om, hvem der fik hjælp. Notatet kan læses, selv om de øvrige ikke kendte eksemplet på forhånd.





