
Hellige bøger i islam: Koranen, Tawrat, Zabur, Injil og Suhuf
Find versene om islams hellige skrifter og de profeter, der modtog dem. Se også, hvordan Toraen, Salmerne og evangelierne bruges i andre traditioner.
Muslimer regner Koranen for den åbenbaring, Gud gav Muhammad. De tror også, at Gud åbenbarede skrifter tidligere. Koranen omtaler Tawrat, som forbindes med Moses, Zabur, som David fik, Injil, som Jesus fik, og Suhuf, de tidligere skrifter, der knyttes til Abraham og Moses. I Koranen 3:3 nævnes Tawrat og Injil i samme vers. Henvisningerne til David og de tidligere skrifter står andre steder i Koranen.
Korte oversigter kan have forskelligt antal punkter alt efter, hvordan de samler de tidlige skrifter. Koranen 4:136 opfordrer til at tro på den skrift, der blev åbenbaret for budbringeren, og det, der blev åbenbaret før. Troen gælder et bredere udsnit af Guds åbenbaring end navnene på en kort liste. Guiden til de seks trosartikler forklarer troen på de åbenbarede skrifter i forhold til troen på engle, profeter og den yderste dag.
Hvor nævner Koranen de enkelte skrifter?
- Koranen, Muhammad. Koranen 2:97 peger på Gabriel som den, der overbragte profeten åbenbaringen med Guds tilladelse. Koranen 27:1 bruger selve navnet Koranen.
- Tawrat, Moses. Koranen 5:44 giver navnet Tawrat. Koranen 2:53 omtaler skriften, som Gud gav Moses. Sammen giver versene grundlaget for den sædvanlige forbindelse i islamisk undervisning.
- Zabur, David. Koranen 4:163 fortæller, at Gud gav David Zabur. Det gentages i vers 17:55.
- Injil, Jesus. Koranen 5:46 nævner Jesus, Marias søn, og siger, at Gud gav ham Injil.
- Suhuf, Abraham og Moses. Koranen 87:14–19 slutter med at henvise til de tidligere skrifter, der knyttes til Abraham og Moses. Koranen 53:36–41 omtaler dem i forbindelse med den enkeltes ansvar.
Tawrat og Tawrah er to måder at skrive det samme arabiske navn på med latinske bogstaver. Det gælder også Injil og Injeel. Oversættelser kan bruge «Toraen», «Salmerne», «Evangeliet» eller «skrifter», hvor en fagtekst bruger det arabiske navn. Hvis en søgning giver flere resultater, så brug sura, versnummer og den omtalte persons navn. I en læsenote kan du skrive både den omskrevne arabiske form og den valgte oversættelses ordlyd.
Koranens tekst, oversættelse og fysiske eksemplarer
Koranen indtager en særlig plads i islam som åbenbaringen til Muhammad. Koranen 25:32 svarer på, hvorfor åbenbaringen kom i etaper, og taler om at styrke profetens hjerte. Koranen 5:48 beskriver den bog, der blev åbenbaret for Muhammad, som en bekræftelse af tidligere skrifter. Verset tilskriver den også autoritet i forhold til dem. Oversættere kan vælge forskellige ord for denne autoritet. Verset taler om forskellige fællesskaber og opfordrer dem til at kappes om at gøre godt. Vers 5:44 og 5:46 omtaler tilsvarende den vejledning, som findes i Tawrat og Injil.
Tekst, oversættelse og håndskrift findes ved hjælp af forskellige oplysninger. Tallene 5:48 gør det muligt at finde en bestemt plads i teksten. De danske ord kommer fra en bestemt oversættelse. Et biblioteks signatur identificerer det fysiske eksemplar, som biblioteket opbevarer. Guiden til begrebet mushaf forklarer betegnelsen for en nedskrevet udgave af Koranen og viser, hvordan ét blad kan bevare en del af en større tekst. Hvis samme passage findes i to håndskrifter, kan læseren skelne eksemplarerne ved deres signaturer.
Universitetet i Birminghams katalogbeskrivelse handler om et pergamentfragment fra Mingana-samlingen, der indeholder dele af sura 18 til 20. Ved at slå op i en fuldstændig udgave kan læseren finde de passager, der er bevaret. Kulstof 14-dateringen gælder pergamentet. Der skal yderligere holdepunkter til for at vurdere, hvornår der blev skrevet på det. Artiklen om læsetegn i koranhåndskrifter forklarer, hvordan markeringer på bladet kan vise grænser mellem passager.
Hvad siger Koranen om Tawrat?
Koranen 5:44 beskriver Tawrat som en skrift med vejledning og lys. Ifølge verset dømte profeter efter den for det jødiske fællesskab, og rabbinere og lærde skulle tage vare på Guds skrift. Tawrat forbindes med Moses i islamisk undervisning. Læs 2:53 ved siden af 5:44. Det ene vers nævner Moses og den skrift, han fik. Det andet anfører navnet Tawrat og beskriver skriftens rolle for et fællesskab. Begge henvisninger har en opgave i en præcis læsenote.
I snæver jødisk betydning kan Toraen betegne de fem Mosebøger. Sefarias bibliotek for Tanakh fører første til femte Mosebog under Tora. Profeterne og Skrifterne udgør andre dele af Tanakh. Sefarias emneside om Toraen forklarer, hvordan ordet også bruges om jødisk lære i bredere forstand. Når en tekst sammenligner Tawrat og Toraen, så undersøg, om den omhandler de fem bøger, et bestemt afsnit eller en videre tradition.
I en sammenligning kan ordet Tawrat bruges om Koranens fremstilling. Ved en passage fra Tanakh skal læseren have navnet på bogen og stedet i teksten. De beslægtede navne og henvisningen til Moses gør det muligt at begynde en sammenligning. Der skal yderligere bevis til for at hævde, at hver linje i en nutidig udgave svarer til åbenbaringen omtalt i Koranen. Med to separate kilder kan læseren finde de passager, der faktisk sammenlignes.
Hvorfor oversættes Zabur ofte som Salmerne?
De tydeligste henvisninger til David er 4:163 og 17:55. I det første vers følger gaven af Zabur efter en liste med profeter, som modtog åbenbaring. I det andet kommer gaven efter en bemærkning om Guds viden og forskellene mellem profeter. Ordet «Salmerne» hjælper læseren med at genkende et bånd til salmetraditionen. Begge vers knytter Zabur direkte til David og lader spørgsmålene om indhold og rækkefølge stå åbne.
Bibelens salmebog optræder i forskellige kanoner. Sefaria anfører den blandt Skrifterne i Tanakh. Bibeloversigten hos USA’s katolske bispekonference placerer Salmerne blandt visdomsbøgerne i Det Gamle Testamente. Fra de to fortegnelser kan man slå en bestemt salme op. Koranen 4:163 er henvisningen til gaven til David. Hvis du sammenligner tekststykker, så angiv udgave og vers i hver kilde.
Koranen 21:105 viser, hvad en søgning i en enkelt oversættelse let kan overse. Den arabiske tekst bruger al-zabur i et vers om, at Guds retfærdige tjenere skal arve landet. Nogle oversættelser bruger her et bredere ord som «skrifterne». Hvis du søger på «Salmerne», falder den passage måske uden for resultaterne. Sammenlign 21:105 med 4:163 og læs også de vers, der står omkring dem.
Injil i Koranen og de fire evangelier
Koranen 5:46 nævner Jesus, Marias søn, og siger, at Gud gav ham Injil. Både Jesus og Injil omtales i forhold til den tidligere Tawrat. Injil beskrives som en skrift, der rummer vejledning og lys. Ordene om, at den blev givet til Jesus, viser, hvem der modtog åbenbaringen. Verset opstiller ingen fortegnelse over enkelte titler eller deres indhold.
I den katolske oversigt står fire bøger om Jesus under Evangelierne: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Apostlenes Gerninger og brevene har egne pladser i Det Nye Testamente. Ordet evangelium kan i kristen brug også betegne selve det gode budskab, som i den katolske katekismes indledning om Jesus Kristus. Når to tekster bruger det samme ord, giver en henvisning til verset eller bogen læseren mulighed for at se, hvilken betydning det har.
Hvad siger Koranen om Suhuf?
Suhuf er en arabisk flertalsform, der kan betegne blade eller skriftlige optegnelser. I oversættelser af 87:18–19 optræder ord som «tidligere skrifter» eller «ruller». Versene før omtaler renselse, at huske Herren og at bede. Derpå sammenlignes tilknytningen til det jordiske liv med det kommende livs varighed. Læs fra vers 14, så du kan se, hvad omtalen af de tidligere skrifter følger efter, og hvad «dette» i vers 18 peger på.
Versene 53:36–41 omtaler først Moses og derefter Abraham. De efterfølgende linjer taler om ens egen byrde og om at stå til ansvar for sin indsats. De to passager viser, hvad Koranen knytter til tidligere skrifter. De giver ingen hel tekst, sidetal eller beskrivelse af en bevaret genstand. Hvis en historisk genstands form eller materiale skal fastslås, er oplysninger om selve genstanden og dens samling nødvendige.
Moses står to gange i oversigten, fordi nogle vers omtaler den skrift, han modtog, og andre omtaler de tidligere skrifter, der knyttes til ham. Hvis nogen spørger, om der er præcis fem bøger, er de fem punkter en vej til de relevante vers. Det sidste omfatter to profeter. Den bredere formulering i 4:136 viser, hvor langt troen på åbenbaring rækker.
Sådan kontrollerer du et udsagn om et af skrifterne
- Begynd i det pågældende vers. Om Jesus og Injil læser du 5:46 og versene omkring det. Anfør navnet og den handling, der beskrives. For Moses noterer du 2:53 og 5:44 hver for sig.
- Gem oplysningen om oversættelsen. Find det arabiske ord i 21:105 og 4:163, hvis de oversatte ord virker forskellige. Ved et ordret citat skal oversætteren fremgå. Ved en omskrivning kan du henvise til verset.
- Giv bibelteksten sin egen henvisning. Angiv kanon eller udgave sammen med navn på bogen og tekststedet. Hvis du henviser til én af evangeliebøgerne, skal læseren vide hvilken. Til gaven til David i Koranen henvises der til 4:163 eller 17:55.
- Notér en genstands signatur. Find opbevaringssted, signatur, omfanget af fragmentet og grundlaget for dateringen. Guiden til kolofoner i islamiske håndskrifter viser, hvordan afskrivere nogle gange noterede navn eller dato. Kataloget og ejeroptegnelser kan hjælpe med at følge eksemplarets historie.
En læsenote kan have «Injil givet til Jesus, Koranen 5:46» på den ene linje og «Matthæusevangeliet» med kapitel og vers på den næste. For Suhuf kan man stille 87:14–19 ved siden af 53:36–41. Den ene passage fører tilbage til bøn og livet efter dette. Den anden tager den enkeltes ansvar op.





