
Hvorfor havde fatimidiske vandkander fra Fustat en si af ler?
Se, hvor sien sad i kandens hals. Sammenlign en hel kande med spor, et halsfragment med sien på plads og løsrevne dele.
En si i en fatimidisk vandkande er et gennembrudt stykke af brændt ler, som sad inde i kandens hals. Når kanden går i stykker, kan sien bevares som en dekoreret skive. To fund fra Fustat hjælper med at placere den i den oprindelige form. Ashmolean Museum opbevarer en uglaseret vandkande med spor af en si i halsen. British Museum har et fragment af en kandehals, hvor den gennembrudte si stadig sidder på plads.
Se først, hvilken del der er bevaret på fotografiet. På en hel kande kan du følge mundingen, halsen og skulderen. På et løst fragment kan du se efter en lerkant omkring hullerne, krumningen af en bevaret væg og eventuelle brudkanter. Katalogerne kan bruge ordet si om stykker med forskellig bevaringstilstand. Et billede ovenfra viser mønstret. Et billede fra siden kan vise, hvordan skiven slutter til kandens væg.
Find sien inde i kandens hals
Vandkanden EA1974.34 på Ashmolean Museum er en uglaseret lertøjskande fra 900-tallet, fremstillet i Egypten og fundet ved en udgravning i Fustat. Den er 18,2 centimeter høj og har en største diameter på 11 centimeter. Katalogtitlen nævner spor af en si inde i halsen. Begynd med hele kandens profil. Den største diameter gælder hele genstanden. For at kende bredden af mundingen eller sien skal den del måles særskilt. Kataloget opgiver American Research Center in Egypt som den institution, der stod for udgravningen, og noterer, at centret skænkede kanden i 1974.
Fragment 1921,0301.12 på British Museum består af et stykke af en kandehals med sien i. Motivet af en elefant er dannet med huller og indridsede linjer. Kataloget beskriver uglaseret lertøj med en lys gulbrun begitning, et påført lag af ler. Det angiver Egypten som fremstillingssted og henviser til museets register for de officielle udgravninger i Fustat. Dateringen spænder fra 900- til 1100-tallet. Den bevarede forbindelse mellem skiven og halsvæggen viser, hvor sien sad. Kendskab til hele kandens form kræver andre belæg.
Se de to stykker sammen. Den ene genstand viser kandens omrids og spor af sien. Den anden bevarer den dekorerede skive og den tilstødende halsvæg. Vejledningen til pilgrimsflasker viser et andet eksempel på at genkende en beholder ud fra kroppen, åbningen og bevarede dele. På kanden fra Fustat ligger det relevante samlingspunkt inde i halsen.
Brug en oversigtsoptagelse til at placere et udsnit af en kande eller et fragment. Kanten omkring halsen kan hjælpe læseren med at finde det forstørrede område. Hold beskrivelsen af sporene ved Ashmolean-kandens nummer og beskrivelsen af den bevarede si ved nummeret på halsfragmentet.
Forstå den funktion, museet foreslår for hullerne
Sien sidder på tværs af halsen mellem mundingen og kandens krop. Væsken kan passere gennem hullerne, når kanden fyldes eller tømmes. Registreringen af Stockholms si NM 00428/1921 placerer den let hvælvede del ved overgangen fra hals til skulder. Museet for Middelhavsområdets og Det Nære Østens oldtid, som opbevarer den, tolker den som en barriere mod insekter og små fremmedlegemer. Det daterer fragmentet til 1000-tallet, angiver Fustat som herkomst og giver en diameter på 6,5 centimeter.
Beskriv funktionen som museets tolkning. De bevarede huller kan ses og måles. Det tidligere indhold i en bestemt kande kræver andre oplysninger. På et foto uden målestok kan størrelsen af hullerne være svær at bestemme. Nogle åbninger ser mørke ud, fordi området bagved ligger i skygge. Undersøg, om en åbning går gennem leret, eller om der er en ridse i overfladen. Hvis en del af hullets kant er brækket af, beskriv den del, der er tilbage.
Stockholms registrering omtaler desuden gråligt uglaseret lertøj og gennembrudt arbejde i midten. Et billede ovenfra kan vise, hvordan hullerne ligger. En optagelse på skrå kan vise den lette hvælving. Beskriv det, billedet viser, og angiv museets registrering som grundlag for placeringen og den foreslåede funktion.
Skeln mellem huller og indridsede linjer
En indridsning efterlader en fure i overfladen. Et hul går gennem det brændte ler. På elefanten i British Museum indgår begge slags spor i samme motiv. Strygelys hen over overfladen kan fremhæve furerne. En skrå optagelse eller et billede fra siden kan vise hullets kant og tykkelsen af det omgivende ler. Beskriv de to slags spor, før du forklarer, hvordan de danner dyret.
Sien M.2002.1.129 på Los Angeles County Museum of Art er egyptisk lertøj fra 900- til 1100-tallet. Diameteren er 5,24 centimeter. Kataloget nævner udskæring, indridsning og gennembrydning og beskriver en fisk, der svømmer mellem bølger. Hvis den udgave af kataloget, du bruger, kun viser tekst, så angiv kuratorens beskrivelse som kilden til fisken. Vejledningen til dyrefigurer i islamisk kunst sammenligner, hvordan figurer identificeres på andre dokumenterede genstande.
Brug et nærliggende hul eller en brudkant til at finde det samme spor i to optagelser. Angiv, hvilken vinkel der viser furen, og hvilken der viser hullets kant, hvis de fremgår af forskellige billeder. Knyt teknikbetegnelsen til det synlige spor eller til museets beskrivelse.
Sammenlign en elefant, en mulig gazelle og en fisk
British Museum identificerer en elefant. Kataloget i Stockholm beskriver et firbenet dyr, der går mod venstre og muligvis er en gazelle. Museet i Los Angeles identificerer en fisk. Knyt navnet til genstandens eget nummer. Hvis du beskærer fotografiet, så bevar en oversigt, der viser dyrets plads i hele mønstret. Det ler, der står tilbage omkring figuren, kan forme omridset sammen med hullerne.
Figurerne ligger inden for et rundt felt. Kanten, rækken af gentagne huller og den centrale figur kan beskrives hver for sig. Vejledningen til geometriske mønstre viser, hvordan midtpunkt og gentagelser kan følges, før motivet navngives. Undersøgelsen Sier i fatimidiske kander fra Fustat sammenholder genstande fra Metropolitan Museum of Art med andre samlinger. Den behandler geometriske mønstre, plantemotiver, figurer og indskrifter. Sammenligningen dækker flere samlinger. Et enkelt fragment viser det mønster, der er bevaret på det.
Stockholms katalog beskriver gennembrudte romber bag det firbenede dyr. Figuren er omgivet af to cirkler med en stribet zigzaglinje imellem. Dyrets hovedkonturer er ridset ind i leret. Ved en beskrivelse fra kant til midte kan du nævne disse elementer og bevare ordet muligvis ved navnet gazelle.
Bevar hvert fragments mål og materialebeskrivelse
Sien FSC-P-1025.501 på Smithsonians National Museum of Asian Art henføres til det fatimidiske Egypten fra slutningen af 900-tallet til 1000-tallet. Den bevarede dels samlede mål er 2,9 centimeter i højden, 6,1 i bredden og 6 i dybden. Katalogerne i Los Angeles og Stockholm angiver hver en diameter. Oplysningerne beskriver forskellige mål på de bevarede genstande. En kant, en lerring eller en del af en brudt væg kan påvirke de samlede mål, selv om de dekorerede flader ser omtrent lige store ud.
Beskriv lertøjet og overfladen hver for sig. British Museums fragment har en lys gulbrun begitning og er registreret som uglaseret. Kanden på Ashmolean er også uglaseret. En anden type keramik kan have glasur eller anden udsmykning. Vejledningen til metalglans på islamisk keramik forklarer en overfladebehandling til sammenligning. Knyt hullerne, lertøjet og det dokumenterede overtræk til de relevante oplysninger for den enkelte genstand.
Når du sammenligner billeder, se efter, om målestokken ligger i samme plan som skiven. På en optagelse ned i halsen kan mundingen se stor ud og den dybere liggende si lille. Et billede fra siden kan vise, hvor meget af væggen der er bevaret. Hvis museet opgiver samlede mål, brug den betegnelse. For halsfragmentet angiver British Museum en diameter på 8 centimeter og en dybde på 7,5 centimeter.
Smithsonian beskriver sit uglaserede stykke som en del af en større, brudt beholder, hvor sien er intakt. Stykket tilhører Freer Study Collection og blev skænket af Toledo Museum of Art. Beholderens tilstand, siens bevaring og museets modtagelse af genstanden er tre oplysninger i samme registrering.
Skeln mellem udgravningsoplysninger og samlingshistorie
British Museum henviser til sit register for fundstedet i Fustat. Ashmolean angiver udgravningsinstitutionen og registrerer gaven fra 1974 særskilt. Queensland Museums beretning om De Tournouërs genstande beskriver en gruppe fra Fustat med udgangspunkt i et brev knyttet til gaven. Museet beskriver en si af ler, der sad ved overgangen fra hals til skulder. Brevet nævner udgravningen af et hus og erhvervelsen gennem Ali Bey Bahgat. Angiv, at museet bygger på brevet. Et bestemt arkæologisk lag kræver dokumentation for det enkelte fragment.
Angiv datering, formodet fremstillingssted, fundsted og erhvervelse særskilt. Et katalog kan opgive Egypten som fremstillingssted uden et præcist fundsted. Gaveåret angiver, hvornår museet modtog genstanden. Den middelalderlige datering vedrører genstandens egen alder.
Stockholm registrerer et køb fra F. R. Martins samling i 1921. Herkomsten fra udgravninger i Fustat bygger på Martins oplysninger. Dateringen til 1000-tallet bygger på en sammenligning med en lignende si fundet ved en udgravning, der er dateret ved hjælp af møntfund. Angiv grundlaget for herkomst og datering ved hver oplysning.
Skriv en billedtekst til den bevarede del
Begynd med genstandens navn, institutionen og inventarnummeret. Angiv, om billedet viser en kande med spor af en si, et halsfragment med skiven på plads eller en særskilt registreret si. Beskriv en åbning eller en indridsning, når dokumentationen understøtter det. Tilføj datering og et mål med enhed og betegnelse. Hvis kataloget omtaler en mulig gazelle, så behold det forbehold i teksten.
Et sidebillede kan forklare placeringen, og et billede ovenfra kan vise mønstret. Brug en hel optagelse til at placere udsnittet. Ashmolean-kanden viser den bevarede karform. British Museums fragment viser, hvor dets skive sidder. Katalogerne i Los Angeles og Stockholm samt Smithsonians katalog giver mål og bestemmelser for deres egne stykker.
Illustrationen øverst kan beskrives som en tegning af en gennembrudt si af ler inde i en kandehals. Ved et foto af Ashmolean-kanden kan du nævne sporene i halsen og skrive inventarnummeret.
Samlingsregistreringer og videre læsning
- Ashmolean Museum, EA1974.34 beskriver vandkanden og sporene i halsen.
- British Museum, 1921,0301.12 dokumenterer elefanten og sien i halsfragmentet.
- Museet for Middelhavsområdets og Det Nære Østens oldtid, NM 00428/1921 beskriver den mulige gazelle og den foreslåede funktion.
- LACMA, M.2002.1.129 angiver teknikkerne og fiskemotivet.
- Sier i fatimidiske kander fra Fustat sammenligner mønstre på tværs af samlinger.
- Smithsonian, FSC-P-1025.501 giver mål og tilskrivning for fragmentet.
- Queensland Museum, De Tournouërs genstande beskriver samlingshistorien og siens placering.





