Uyghurstan Befrielsesorganisation udgiver ny erklæring om den nuværende humanitære og politiske situation og kræver effektiv international handling for at beskytte rettigheder og friheder

Introduktion: Et råb fra hjertet af Centralasien

I lyset af den eskalerende systematiske undertrykkelse udøvet af det kinesiske kommunistparti mod de muslimske uighurer, har "Uyghurstan Befrielsesorganisation" (som repræsenterer befolkningens forhåbninger i Østturkistan) udstedt en ny og omfattende erklæring dateret den 25. februar 2026. Denne erklæring stiller det internationale samfund og den islamiske verden over for deres historiske og moralske ansvar. Erklæringen kommer på et kritisk tidspunkt, hvor feltrapporter indikerer et skift i Beijings politik fra "masseinternering" til "tavs udryddelse" gennem tvangsarbejde og den endelige opløsning af religiøs og sproglig identitet [East Turkistan Government in Exile].

Detaljer om erklæringen: En diagnose af den bitre virkelighed i 2026

Organisationen understregede i sin erklæring, at det, der sker i Østturkistan, ikke blot er forbigående krænkelser af menneskerettighederne, men derimod en "bosætterkolonialisering", der har til formål at udslette eksistensen af et helt muslimsk folk. Erklæringen påpegede, at de kinesiske myndigheder fortsat bruger avanceret teknologi til at omdanne regionen til et "åbent digitalt fængsel", hvor enhver bevægelse overvåges via ansigtsgenkendelseskameraer og kunstig intelligens-systemer produceret af virksomheder som "Hikvision" og "Dahua", som er begyndt at trænge ind selv i europæiske hovedstæder [World Uyghur Congress].

Organisationen krævede i sin erklæring, at FN anerkender Østturkistan som en besat stat, og understregede, at "rettigheder og friheder ikke kan eksistere under besættelse" [East Turkistan Government in Exile]. Erklæringen opfordrede også til effektiv international handling, der rækker ud over blot bekymringstilkendegivelser, og krævede strenge økonomiske sanktioner samt retsforfølgelse af kinesiske embedsmænd ved Den Internationale Straffedomstol.

Krig mod den islamiske identitet: "Sinificering" af religionen

Fra den islamiske nations perspektiv repræsenterer det, der sker i Østturkistan, et stik i hjertet af troen. Seneste rapporter fra 2025 og 2026 har dokumenteret fortsættelsen af "sinificeringspolitikken" (Sinicization), som har til formål at omforme islam, så den stemmer overens med den ateistiske kommunistiske ideologi. Mere end 16.000 moskeer er blevet ødelagt eller lukket, og nogle er blevet omdannet til barer eller turistcentre i en åbenlys fornærmelse mod muslimske helligdomme [World Uyghur Congress].

Den nye erklæring kastede lys over forbuddet mod faste under ramadanen, forbuddet mod at lade skægget stå eller bære hijab, og det er endda gået så vidt som til at tvinge muslimske familier til at være værter for kinesiske embedsmænd (af Han-etnicitet) i deres hjem for at overvåge deres overholdelse af kommunistiske ritualer, i det der er kendt som "familie-parrings-programmet", hvilket er en grov krænkelse af ære og islamiske værdier [Human Rights Watch].

Digitale lejre og tvangsarbejde: Det 21. århundredes slaveri

Erklæringen henviste til rapporter fra FN-eksperter udgivet i januar 2026, som udtrykte dyb bekymring over det fortsatte tvangsarbejde under dække af "fattigdomsbekæmpelse". Statistikker indikerer, at millioner af uighurer og tibetanere er blevet tvangsforflyttet til at arbejde på fabrikker og gårde langt fra deres bopæl, hvor de udsættes for konstant overvågning og udnyttelse, uden mulighed for at nægte af frygt for vilkårlig anholdelse [OHCHR].

Denne politik har ikke kun til formål at skabe økonomisk profit, men også at nedbryde uighurernes sociale struktur, hvor forældre adskilles fra deres børn, og børn sendes til statsdrevne børnehjem for at blive hjernevasket og opdraget som ateister loyale over for kommunistpartiet [Campaign For Uyghurs].

Den internationale og islamiske holdning: Mellem interesser og principper

Uyghurstan Befrielsesorganisation kritiserede skarpt den "mistænkelige tavshed" fra visse islamiske lande, der har prioriteret deres økonomiske interesser med Beijing (inden for rammerne af "Belt and Road"-initiativet) over støtten til deres trosfæller. Erklæringen understregede, at spørgsmålet om Østturkistan er et "islamisk anliggende par excellence", og at det er den islamiske verdens østlige bastion; dens fald betyder spredning af ateistisk kommunistisk indflydelse mod Centralasien og Mellemøsten [Campaign For Uyghurs].

I modsætning hertil roste erklæringen de folkelige bevægelser og menneskerettighedsorganisationer i Tyrkiet, hvor "Menneskerettighedsrapporten for 2025 om Østturkistan" blev lanceret i Istanbul i februar 2026 med deltagelse af repræsentanter fra politiske partier og hjælpeorganisationer som (IHH), hvilket afspejler en islamisk folkelig solidaritet, der stadig er i live [Turkistan Press].

Organisationens krav: En køreplan for redning

Organisationen afsluttede sin erklæring med en række presserende krav, herunder:

1. Uafhængig international undersøgelse: Krav til FN om at sende en uafhængig undersøgelsesmission til regionen uden kinesiske restriktioner.
2. Aktivering af rollen for Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC): Opfordring til medlemslandene i OIC om at indtage en samlet holdning, der afviser folkedrabet på uighurerne.
3. Boykot af produkter fremstillet ved tvangsarbejde: Skærpelse af kontrollen med globale forsyningskæder for at sikre, at virksomheder ikke er involveret i slaveri af muslimer [World Uyghur Congress].
4. Beskyttelse af flygtninge: Krav til lande som Thailand om at stoppe udvisningen af tilbageholdte uighurer til Kina, hvor de risikerer død eller tortur [OHCHR].

Konklusion: Nationens og historiens ansvar

Erklæringen udstedt af Uyghurstan Befrielsesorganisation i februar 2026 er ikke blot et politisk dokument, men et sidste råb om hjælp fra et folk, der står over for faren for at blive slettet fra landkortet. At støtte Østturkistan er ikke et politisk valg, men en religiøs pligt pålagt af den trosmæssige solidaritet mellem medlemmerne af den samme nation. Historien vil ikke være nådig over for dem, der forblev tavse over for ødelæggelsen af moskeer, afbrænding af koraner og slaveri af millioner, og uighur-folkets modstand vil forblive et vidnesbyrd om en tro, som den kinesiske undertrykkelsesmaskine ikke kan knuse.