Sådan bliver skårne fliser til geometriske mosaikker i zellij

Zellij er flisemosaik, hvor enkelte stykker glasureret keramik sættes sammen til en større geometrisk komposition. Stykkerne og fugerne danner stjerner og sammenflettede bånd, og kompositionen tilpasses arkitekturens flader. Daterede værker fra Fez, Alhambra og museer viser, hvorfor oprindeligt materiale, moderne håndværk og senere restaurering skal skelnes fra hinanden.

Teknikken forbindes især med Marokko og den vestlige islamiske verdens arkitektur. Stavemåderne zillij og zilij forekommer også i museumspublikationer. Spanske beskrivelser bruger alicatado om beslægtet arbejde med tilskårne fliser i Alhambra i Granada. Et moderne marokkansk anlæg, et middelalderligt nasridisk panel og en senere efterligning i gips kan ligne hinanden, selv om deres materialer og historie er forskellige. Konkrete, navngivne værker giver derfor et bedre sammenligningsgrundlag end stjernemønstret alene.

Fra en glasureret flise til en samlet mosaik

Alhambras beskrivelse af vægbeklædningen i Sala de la Barca omtaler keramiske stykker skåret ud af kvadratiske, glasurerede fliser. En farvet, glasagtig overflade dækker en keramikskærv. Ved tilskæringen får stykkerne de former, som kompositionen kræver; når de samles, opstår det større mønster. Det enkelte stykke, dets glasurerede forside og det færdige panel er dermed tre forskellige niveauer, som man kan undersøge.

En papirøvelse gør samlingen lettere at forstå. Vælg en stjerne som centrum, klip de tilhørende polygoner ud, og læg dem sammen, så kanterne mødes uden overlap. Gør nu én polygon lidt bredere. Nabostykkerne må flyttes, eller der opstår en åbning, som kan påvirke placeringen af den næste stjerne. Øvelsen viser, hvorfor forbindelsesstykkernes præcise pasform betyder lige så meget som tegningen af det mest iøjnefaldende motiv. Den forklarer et samlingsproblem; den rekonstruerer ikke en dokumenteret arbejdsproces fra et middelalderligt værksted.

En flise med et malet geometrisk mønster fungerer anderledes. Flere farvede former kan ligge på samme keramiske underlag. I en mosaik af tilskårne fliser bæres en del af tegningen derimod af grænserne mellem separate stykker. Begynd derfor med fugerne: omkranser de hver lille farvet form, eller ligger flere former på forsiden af én intakt, kvadratisk flise? Registrér overfladens mønster og den keramiske opbygning hver for sig.

Den skelnen hjælper også med at holde den brede kategori mosaik adskilt fra en bestemt lokal teknik. Vores gennemgang af de arkitektoniske mosaikker i Khirbat al-Mafjar behandler en anden sammenhæng og materialehistorie. Ordet mosaik fortæller, at en helhed er sammensat af stykker; det identificerer ikke i sig selv marokkansk arbejde med glasurerede fliser.

Sådan læses kompositionen i Sala de la Barca

Alhambra daterer flisebeklædningen nederst på væggene i Sala de la Barca til Muhammad V's arbejde i Comares-paladset omkring 1369. Beskrivelsen angiver hvide bånd, der danner ottekanter med sorte eller blå ottetakkede stjerner indeni. Fire sorte og fire grønne stykker omgiver stjernerne. Farverne og antallene beskriver netop denne komposition, ikke en obligatorisk farveskala for al zellij.

Læs mønstret i to omgange. Følg først de hvide bånd, og find de ottekantede felter, som de afgrænser. Se derefter på de farvede stykker inden for hvert felt. Båndet organiserer fladen, mens stjernen giver den et centrum. Hvis man kun tæller stjernens takker, overser man både de omgivende stykker og forbindelserne mellem nabofelter. En fyldestgørende beskrivelse må omfatte det genkendelige motiv og det netværk, der forbinder det med det næste.

Farvens rolle i strukturen bliver tydeligere, hvis man forestiller sig alle stykker i samme farve. Nogle grænser vil stadig kunne ses i fugerne, men de hvide bånds forløb bliver vanskeligere at følge. Farve kan samle adskilte stykker til én tilsyneladende linje eller skille et centrum fra dets omgivelser. Det er en iagttagelse om, hvordan den beskrevne komposition kan læses, ikke dokumentation for en universel symbolsk betydning af hvid, grøn, sort eller blå.

En ottekant, en ottetakket stjerne og otte omgivende stykker er tre forskellige ting at tælle. Hold omridset, det centrale motiv og stykkerne omkring det adskilt, når du sammenligner fotografier. Beskrivelser med lignende tal kan handle om forskellige niveauer i det samme mønster.

Hvordan et gentaget mønster tilpasses en bestemt væg

Gentagelsen løser ikke hele den arkitektoniske opgave. Et panel har bredde, højde, kanter og tilstødende flader. Alhambras beskrivelse af panelet fra Dar al-Árusa, en bevaret del fra paladset på Cerro del Sol, fremhæver valget af mønster og proportioner til et bestemt arkitektonisk rum. Rammen og det indre mønsterfelt skal fungere sammen.

Prøv en enkel øvelse: anbring tre lige store enheder med stjerner i midten i et rektangel. Gør rektanglet lidt bredere uden at ændre enhederne. Nu må du vælge, om rammen skal udvides, afstanden mellem enhederne ændres eller enhederne skaleres. Hvert valg påvirker forholdet mellem centrum og kant. Øvelsen illustrerer den tilpasningsopgave, som museets beskrivelse omtaler; den fastslår ikke, hvilken løsning skaberen af et tabt panel faktisk valgte.

Den beskrivelse af Mexuar-panelet, som blev offentliggjort i april 2011, giver et mere konkret geometrisk eksempel. Den identificerer en struktur af kvadrater og ottekanter, dannet ved at lægge et diagonalt kvadratnet over et andet kvadratnet. Det centrale felt kombinerer otte- og sekstentakkede mønstre, mens smallere bånd indeholder sammenflettede, farvede bånd. Museet beskriver de keramiske elementer som tilskårne eller formstøbte, ensfarvet glasurerede stykker.

Den sidste oplysning sætter en grænse for generelle påstande om fremstillingen. Når en museumsbeskrivelse nævner formstøbte stykker, må det ikke erstattes af en påstand om, at alle elementer blev skåret med samme metode. Geometrien bag gentagelsesenheder behandles særskilt i vores guide til cirkler, gitre og gentagne stjerner. Her er spørgsmålet, hvordan kompositionen får fysisk form og udfylder den flade, den er bestemt til.

Fez og det arkitektoniske håndværks fortsættelse

Fez giver en arkitektonisk sammenhæng for håndværket, men ingen fælles datering af alle byens bevarede fliser. UNESCOs beskrivelse af medinaen i Fez placerer byens store udvikling under mariniderne i det trettende og fjortende århundrede og fremhæver bevarelsen af arkitektonisk viden og dekorative håndværk. Medinaen kom på Verdensarvslisten i 1981. Indskrivningen gælder den historiske by og må ikke fremstilles som en særskilt UNESCO-indskrivning af zellij.

I en beretning fra april 2017 beskriver Met-forskeren Courtney A. Stewart Bou Inania-madrasaen, opført omkring 1350, med flerfarvet zellij, udskåret stuk og cedertræsarbejde. Hun omtaler også flisemosaikkens fortsættelse i Hassan II-moskeen i Casablanca, der blev færdig i 1993. De to bygninger konkretiserer forskellen mellem et formsprogs fortsatte brug og alderen på et bestemt anlæg.

Sammenlign materialerne, før du sammenligner stjernerne. En flisebeklædt nedre væg, en udskåret gipsoverflade og et træloft kan alle bære mønstret ornamentik, men de fremstilles og vedligeholdes forskelligt. Et fotografi af hele gårdrummet kan samle disse lag i ét dekorativt indtryk. Ser man efter grænserne mellem dem, bliver forskellen på samling af keramik, udskæring i gips og træarbejde synlig igen.

En fortsat tradition betyder ikke, at alle senere håndværkere gentog enhver tidligere arbejdsproces uden ændringer. De navngivne bygninger giver belæg for beslægtede former og materialer i forskellige perioder. At datere en bygning, datere et bevaret panel og identificere en reparation er stadig tre forskellige undersøgelser.

Hvad Mets marokkanske gård fra 2011 viser

Patti Cadby Birch Moroccan Court er et dokumenteret moderne værk, som gør disse lag synlige. Mets undervisningsmateriale, enhed 3, tilskriver udførelsen på stedet i 2011 til familien Naji og Arabesque, Inc., fra Fez. Nederst på væggene ligger farvet, tilskåret flisearbejde, derover udskåret stuk og øverst udskåret træ. Anlægget omfatter også nasridiske marmorsøjler, som museet har erhvervet, dateret omtrent 1350–1400.

Gården kombinerer dermed nutidigt håndværk med ældre genstande. Dens flisearbejde må ikke beskrives som et middelalderligt rum, der er flyttet intakt fra Marokko eller Granada. At anlægget er moderne betyder omvendt ikke, at dets håndværksproces er opdigtet: museet identificerer både håndværkerne, opførelsesåret og materialerne. En præcis beskrivelse kan rumme de historiske forbilleder og den nybyggede arkitektoniske ramme på samme tid.

I Julia Rooneys beskrivelse af galleriet fra april 2015 består gårdens tastir-mønster af 70 forskellige formtyper, som skæres enkeltvis og samles til otte- og sekstentakkede stjerner. Tallet 70 angiver typerne i dette anlæg. Det er hverken antallet af stykker i ethvert panel eller en formel, som al zellij skal følge.

Eksemplet forklarer, hvorfor et helt panel kan kræve langt mere end én stjerneskabelon. Centre, forbindelsesstykker og kanter bidrager alle til fladen. Når et mønsters kompleksitet beskrives, bør det fremgå, om man har talt stjernetakker, gentagne centre, enkelte stykker eller forskellige formtyper. Blandes kategorierne sammen, får man imponerende tal uden en klar beskrivelse af værket.

Lignende stjerner kan tilhøre forskellige materialetraditioner

Mosaik af tilskåret keramik findes også uden for den vestlige islamiske verden. Art Institute of Chicagos tolvtakkede stjerne, inventarnummer 1925.40, dateres til slutningen af det femtende århundrede og tilskrives Iran eller Centralasien. Museets registrering angiver glasurerede fritware-fliser, der er skåret til og samlet igen som mosaik. Den bemærker også, at andre bevarede stjernefliser fra perioden almindeligvis blev brændt som enkelte stykker.

Sammenligningen skiller den færdige genstands omrids fra dens fremstillingsmåde. En stjerneformet genstand kan være ét keramisk stykke eller være samlet af mindre stykker. Omvendt kan en mosaik indeholde en stjerne, der kun udgør en del af et langt større rektangulært felt. Den ydre silhuet kan ikke alene afgøre, hvordan materialet er opbygget.

Værket i Chicago indeholder blomster og ranker i turkis og koboltblå. Geometrisk struktur og planteornamentik kan således virke på forskellige niveauer i samme genstand. Vores artikel om arabeskernes blade og ranker undersøger det sidste formsprog. Generelle påstande om, at al islamisk kunst udelukker billeder, kræver også forbehold, som vores museumseksempler med mennesker og dyr viser.

Chicagos registrering foreslår en prædikestol, en stor sal eller en madrasa som mulige oprindelige sammenhænge for mosaikken. Mulighederne er ikke sikre identifikationer. Hverken stjerneformen eller materialet fastlægger en bestemt oprindelig bygning, og betegnelsen marokkansk zellij ville tilsidesætte museets regionale tilskrivning.

Når en fliselignende overflade er en historisk restaurering

Efter restaurering kan udseendet være særligt vildledende. En undersøgelse fra 2021 af Pilar de Hoyos Alonso, Isabel Sánchez Marqués og Fernando Guerra-Librero i Cuadernos de la Alhambra behandler den nedre vægbeklædning i Sala de los Reyes. I 1858–59 erstattede Rafael Contreras beskadiget flisearbejde med gipskopier, som efterlignede den oprindelige glasurerede keramik. Vedvarende fugt fortsatte med at skade de nye dele.

Forfatterne diskuterer bevaringsarbejdet i 2011–12 på både overlevende originalmateriale og kopierne fra det nittende århundrede. De senere lag var selv blevet en del af salens historie. Eksemplet viser, hvorfor en tilsyneladende sammenhængende geometrisk overflade kan rumme flere materialer og flere perioders indgreb.

Som besøgende kan man spørge, hvilke dele der er oprindelig keramik, hvilke der er senere tilføjelser, og hvad dokumentationen for bevaringsarbejdet fastslår. Ens mønster beviser ikke ens materiale. Et fotografi kan heller ikke alene afsløre årsagen til nedbrydning eller begrunde en bestemt behandling. Visuel lighed og bygningens fugtproblemer er forskellige spørgsmål; denne artikel er ingen anvisning på reparation.

Forsideillustrationen er en AI-assisteret rekonstruktion af håndværk, ikke et fotografi af et bestemt historisk værksted, monument eller bevaret panel. Brug de linkede museums- og bevaringsbeskrivelser til de navngivne værker. Deres dateringer og materialeoplysninger giver et mere præcist sammenligningsgrundlag end illustrationen alene.

Kilder

• Alhambra, flisebeklædningen i Sala de la Barca — tilskårne glasurerede stykker og kompositionen knyttet til Muhammad V omkring 1369.
• Alhambra, Mexuar-panelet — beskrivelse fra april 2011 af stykkernes fremstilling, overlappende gitre og sammenfletninger.
• Alhambra, panelet fra Dar al-Árusa — moduler, proportioner og kompositionens tilpasning til det arkitektoniske rum.
• UNESCOs Verdensarvscenter, medinaen i Fez — byhistorie, indskrivningen i 1981 og fortsættelsen af arkitektoniske håndværk.
• The Met, rejse til Marokko — beretning fra april 2017, der sammenligner Bou Inania med Hassan II-moskeen.
• The Met, geometrisk design i islamisk kunst, enhed 3 — den marokkanske gårds materialer, håndværkere, opførelse i 2011 og ældre søjler.
• The Met, et galleris opbygning — beskrivelse fra april 2015 af gårdens 70 formtyper og stjernemønstre.
• Art Institute of Chicago, tolvtakket stjerne — inventarnummer 1925.40, tilskåret fritware-mosaik samt forbehold om regional tilskrivning og oprindelig anvendelse.
• Cuadernos de la Alhambra 50, restaurering af Sala de los Reyes' vægbeklædning — forskning fra 2021 om keramiske rester, gipsefterligninger fra det nittende århundrede og bevaringsarbejde.