Rebiya Kadeer, født den 15. november 1946 i Altay City, Xinjiang, Kina, er en fremtrædende uigurisk iværksætter, politisk aktivist og menneskerettighedsforkæmper. Hun er bredt anerkendt som en af de mest indflydelsesrige skikkelser i den uiguriske diaspora og har fungeret som præsident for både Verdenskongressen for Uigurer og Uyghur American Association.
Kadeer startede beskedent og arbejdede sig op til at blive en af de rigeste personer i Kina. Efter en skilsmisse som 28-årig startede hun en succesfuld vaskerivirksomhed for at forsørge sine børn. Hun udvidede senere sine forretninger til råvarehandel, ejendomme og detailhandel, og etablerede med tiden et stormagasin og et multinationalt konglomerat i Urumqi. I begyndelsen af 1990'erne var hun bredt anerkendt som en af de rigeste kvinder i Kina.
I 1990'erne blev Kadeer oprindeligt omfavnet af den kinesiske regering, som brugte hendes succes som et symbol på uigurisk integration. Hun bestred flere fremtrædende poster, herunder som delegeret til Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference, medlem af Den Nationale Folkekongres og delegeret til FN's fjerde kvindekonference i 1995. Hun engagerede sig også i filantropi og grundlagde "Thousand Mothers Movement" i 1997 for at give erhvervsuddannelse og økonomisk styrkelse til uiguriske kvinder.
Forholdet til den kinesiske regering forværredes dog, efter at hun begyndte åbent at kritisere regeringens politik og tale for det uiguriske folks rettigheder, særligt efter nedkæmpningen af uiguriske demonstranter i Ghulja i 1997. I august 1999 blev Kadeer arresteret på vej til et møde med en besøgende amerikansk kongresdelegation.
I marts 2000 blev hun dømt for at "lække statshemmeligheder" ved en lukket retssag og idømt otte års fængsel. Hendes fængsling vakte betydelig international opmærksomhed, hvilket førte til adskillige menneskerettighedspriser, herunder Raftoprisen i 2004.
Under internationalt pres blev Kadeer løsladt af helbredsmæssige årsager i marts 2005. Efter sin løsladelse emigrerede hun til USA, hvor hun fortsatte sit arbejde for den uiguriske sag. Hun er blevet nomineret til Nobels fredspris flere gange og er forfatter til erindringsbogen "Dragon Fighter: One Woman's Epic Struggle for Peace with China".