Fra Ibn Battutas rejser til bogen Rihla

Fra Ibn Battutas rejser til bogen Rihla

Muslim Post Editorial Desk@muslimpost

Ibn Battutas rejser i 1325–1354, Rihlas tilblivelse i 1355–1356 og håndskrifterne: hvilke ruter kan dokumenteres, og hvilke oplysninger er omstridte?

Ibn Battuta forlod Tanger den 14. juni 1325 for at drage på pilgrimsfærd til Mekka. Hans rejser fortsatte til begyndelsen af 1354: efter hjemkomsten til Marokko i 1349 besøgte han også al-Andalus og Mali. Den bevarede rejseberetning, Rihla, fik sin litterære form ved det marinidiske hof i samarbejde med Ibn Juzayy i 1355–1356. Håndskrifterne overleverer teksten, men dokumentationen for hver rute skal vurderes særskilt. Bogen forener erindringer, lånte beskrivelser og senere redigering. Den er en værdifuld kilde til middelalderens mobilitet, men ikke en fortløbende dagbog, hvor hvert ophold er bekræftet af uafhængige vidnesbyrd.

Rejserne og bogen i nogle få spørgsmål

Spørgsmål Hvad dokumentationen gør det muligt at sige
Hvor drog han fra? Fra Tanger i det vestlige Maghreb, oprindeligt for at besøge Mekka og Medina.
Hvornår begyndte rejsen? Den 2. rajab i år 725 efter den islamiske kalender, normalt omregnet til den 14. juni 1325.
Hvornår sluttede rejserne? I begyndelsen af 1354; hjemkomsten til Marokko i 1349 var ikke den sidste færd.
Hvordan opstod den bevarede beretning? Ibn Battuta leverede fortællingen, mens Ibn Juzayy gav den skriftlig form under sultan Abu Inans beskyttelse.
Er alle besøg lige sikre? Kronologi, geografi, litterære afhængigheder og eksterne vidnesbyrd må undersøges for hvert afsnit.
Hvad betyder det kendte samlede rejseomfang? Omkring 75.000 engelske miles er en moderne rekonstruktion, ikke en måling foretaget i 1300-tallet.

At skelne mellem rejsen og fortællingen hjælper med at stille præcise spørgsmål. En rejsende kan huske en samtale godt og tage fejl af et tidspunkt. En redaktør kan bevare brugbare iagttagelser og indarbejde tidligere litteratur. Tillid bør knyttes til en bestemt oplysning eller delstrækning. En samlet dom om hele værkets sandhed eller opdigtning skjuler forskelle mellem de enkelte typer dokumentation.

Den første pilgrimsfærd førte til langt flere rejser

Begyndelsen af Rihla kan læses i et udvalg fra H. A. R. Gibbs engelske oversættelse fra 1929 på Fordham Universitys hjemmeside for historiske kilder. Ibn Battuta nævner Tanger og angiver afrejsedatoen efter den islamiske kalender. Han beskriver også sorgen over at forlade sine forældre og fraværet af rejsefæller ved starten. Det betyder ikke, at han rejste alene gennem alle de følgende årtier. Senere optræder købmænd, pilgrimme og organiserede grupper.

Det oprindelige mål var pilgrimsfærden, ikke en planlagt rundrejse gennem en liste over nutidige lande. Råd, muligheder, farer, sygdom og beskyttere ændrede retningen. I Egypten forsøgte han at krydse Det Røde Hav fra Aydhab, men en konflikt forhindrede overfarten. Han vendte tilbage mod Kairo og nåede Hijaz gennem Syrien. En lige linje fra Tanger til Mekka ville fjerne dette skift, som forholdene tvang ham til at foretage.

Kalenderoplysningerne kræver også en forklaring. Alder udtrykt i måneår svarer ikke automatisk til en moderne beregning i solår. Forskere kan rekonstruere enkelte etaper forskelligt. Når en dato er omstridt, bør man bevare den islamiske datering, hvis den foreligger, og forklare omregningen. En præcis moderne ankomstdag, der er valgt uden begrundelse, gør ikke ruten mere sikker.

En tidslinje med forskellige grader af sikkerhed

Periode Hovedfase Begrænsninger ved rekonstruktionen
1325–1326 Nordafrika, Egypten, Syrien og den første pilgrimsfærd til Mekka Afrejsen er udtrykkeligt dateret; forløbet omfatter ophold og ændringen af den egyptiske rute.
1326–1327 Irak og det vestlige Persien, blandt andet Bagdad og Tabriz, efterfulgt af en ny pilgrimsfærd Beretningen beskriver rejser med officielle grupper og Bagdads hajj-karavane.
Slutningen af 1320’erne og begyndelsen af 1330’erne Nye ophold i Mekka og rejser omkring Det Røde Hav, i Arabien og Østafrika Inddelingen samler flere faser og fastslår ikke en ubestridt moderne dato for hver strækning.
Begyndelsen af 1330’erne Anatolien, Sortehavet og Den Gyldne Hordes netværk før vejen til Indien Nogle fortalte afstikkere er omstridte, især besøget i Bulghar.
1333–1341 eller 1342 Et langt ophold i Delhisultanatet Forskningen placerer begyndelsen af opholdet i Indien i 1333; afslutningen afhænger af rekonstruktionen.
1340’erne Det Indiske Ocean, Maldiverne, Sri Lanka og beretninger, der når Kina Eksistensen af søforbindelser beviser ikke hvert angivet personligt besøg.
November 1349–begyndelsen af 1354 Hjemkomst til Marokko, derefter al-Andalus og det vestlige Sudan, herunder Mali i 1352–1353 Hjemkomsten afsluttede ikke rejserne; den senere afrikanske færd indgår i helheden.

Tabellen samler episoder af forskellig længde og præcision. Den kan ikke bruges til at beregne en konstant daglig hastighed eller udpege en ankomstdag i hver by. Lange ophold, gentagne besøg, sygdomsafbrydelser og litterær rækkefølge gør en ensartet række pile misvisende. Det vestlige Sudan er her en historisk betegnelse for områder syd for Sahara. Det er ikke navnet på den nuværende Republik Sudans territorium eller grænser.

Karavaner, skibe og mennesker gjorde bevægelsen mulig

Praktiske detaljer forklarer ofte mere end den samlede afstand. De egyptiske afsnit handler om logi, forsyninger og grænsekontrol. I passagerne om Bagdad hjælper en hersker med transport og fornødenheder, og en karavaneleder tager sig af Ibn Battuta under sygdom. Rejserne blev understøttet af relationer og institutioner. Sådanne episoder beviser ikke, at alle politiske grænser var lette eller sikre at passere.

Pilgrimsfærden krævede vand, dyr, mad, beskyttelse, koordinerede afgange og ledelse. Guiden til mahmalen og de officielle hajj-karavaners ceremonier forklarer, hvordan den ceremonielle bærestol repræsenterede herskerens støtte. Det hjælper med at skelne karavanens symbol fra den konkrete hjælp, som Rihla beskriver. Det viser ikke, at en bestemt mahmal ledsagede hver rejse eller fungerede som almindelig transport for Ibn Battuta inde i den.

Søfarten skabte andre afhængigheder. Skibenes afgange, vejret og muligheden for at få plads kunne bestemme det næste rejsemål. Beretningerne fra Det Røde Hav udtrykker bekymring for uvante fartøjer og vanskelige forhold. Et moderne kort bør bevare tilbagevenden, afbrydelser og skift i transportform. Årtiers rejser kan ikke retvisende fremstilles som én uafbrudt bevægelse mod øst.

Studier og tjeneste ved hoffer var en del af rejselivet

Ibn Battuta rejste som muslimsk lærd, opsøgte lærere og religiøse personer og påtog sig opgaver ved hoffer. Disse roller kunne give adgang, gæstfrihed og introduktioner. De begrænsede samtidig hans synsvinkel. En jurist, som modtages af magtfulde beskyttere, ser ikke en by på samme måde som en arbejder, bonde, slavegjort person eller lokal kvinde. Adgang til et indflydelsesrigt miljø er ikke kendskab til hele samfundet.

Christine Chism fortolker skiftende roller som en vej ind i forskellige sociale miljøer i sit kapitel i Cambridges vejledning til middelalderlig rejselitteratur. Det er en moderne læsning af fortællingen, ikke et selvstændigt middelalderligt dokument for hver rejse. Den opfordrer til at spørge, hvilken relation der gjorde et møde muligt, og hvilke erfaringer der lå uden for fortællerens rækkevidde.

Guiden til ijaza og autoriseret vidensoverførsel forklarer en anden forskel. En lærers tilladelse kunne vedrøre en bestemt tekst eller aktivitet uden at svare til en standardiseret universitetsgrad. Denne sammenhæng hjælper med at forstå de lærere og netværk, der nævnes i beretningen. Den beviser ikke, at hvert møde mellem lærde førte til en skriftlig tilladelse, som findes i dag.

Det lange ophold i Delhi viser også, hvordan rejse og arbejde overlappede. Claudia Maria Tresso placerer Ibn Battutas liv i Indien under Muhammad ibn Tughluq mellem 1333 og omtrent 1341–1342. Flere år i et politisk miljø kan give detaljeret viden. Nærheden til hoffet påvirker også, hvad fortælleren ved, frygter og vælger at berette om.

Bagdad og Mali viser iagttagelser og fortællerens perspektiv

Fordhams udvalg beskriver Bagdad med broer, markeder og badehuse, men også med ødelagte områder. Den by, en rejsende oplevede i 1300-tallet, kan ikke sidestilles med planen fra grundlæggelsen i 762. Historien om Bagdads grundlæggelse og vækst uden for den runde by forklarer ændringen i størrelse og fortsættelsen af bylivet efter ødelæggelserne i 1258. Det giver en sammenhæng for Ibn Battutas afsnit uden uafhængigt at bekræfte hvert badehus eller hver bygning, han opregner.

Beretningen om Mali i 1352–1353 omhandler salthandel, gæstfrihed, modtagelser hos herskeren Sulayman og skikke, som den rejsende vurderer ud fra sine egne normer. En beskrivelse kan bevare oplysninger og samtidig udtrykke en kulturel dom. Man må skelne mellem det, han siger at have set, det, andre har fortalt ham, og det, han finder acceptabelt. Det besøgte hof repræsenterer heller ikke alle samfund i et imperium.

Rekonstruktionen af Mansa Musas hajj og kilderne til opholdet i Kairo behandler en tidligere begivenhed, rejsen i 1324–1325. Ibn Battuta kom til Mali årtier senere. Vidnesbyrd om guldet, som Musa delte ud, og den rejsendes iagttagelser under Sulayman tilhører ikke samme besøg. De to herskere bør ikke fremstilles som værter på én og samme etape.

Metropolitan Museum forbinder mandéfolkenes luttraditioner med middelalderlige oplysninger hos al-Umari og Ibn Battuta. Genstandskortet for en hoddu åbner et spørgsmål om museets fortolkning af denne musiktradition. Det udstillede instrument er ikke identificeret som den rejsendes personlige ejendom og er ikke et materielt bevis for hans rute. En genstand, der hjælper med at undersøge musik og samfund, udfylder en anden rolle end et dateret vidnesbyrd om ankomst.

Erindringer fik skriftlig form ved det marinidiske hof

Hjemkomsten i 1349, afslutningen på rejserne i begyndelsen af 1354 og udarbejdelsen i 1355–1356 er tre forskellige tidspunkter. Tresso forklarer, at sultan Abu Inan gav opgaven, og at Ibn Juzayy medvirkede til den litterære udformning. Beretningen blev færdig den 13. december 1355, og den sidste redigeringsfase sluttede i februar 1356. Derfor kan hver bevaret passage ikke behandles som en note skrevet på stedet og samme dag som begivenheden.

Library of Congress identificerer værket med den formelle arabiske titel, ofte gengivet som Tuhfat al-nuzzar fi gharaib al-amsar wa-ajaib al-asfar. Rihla, det mere kendte navn, betegner en rejseberetning. Hoffets beskyttelse og den skriftlige bearbejdning er dele af tekstens historie. Iagttagelserne nåede læserne gennem en litterær komposition beregnet for et hof og et publikum.

Det er ikke muligt med sikkerhed at fordele hver sætning mellem den rejsendes hukommelse og redaktørens indsats. Tresso understreger vanskelighederne ved at rekonstruere samarbejdet. De oprindelige rejsenoter, der ville gøre en systematisk sammenligning med det færdige værk mulig, er ikke bevaret. Det efterlader spørgsmål om hukommelse, udvalg og rækkefølge, men viser ikke, at Ibn Battuta aldrig skrev noter under sine rejser.

Forskellen mellem erfaring og udarbejdelse har betydning for citater. En scene fra 1330’erne kan have fået sin formulering langt senere, og en samtale kan være sammenfattet eller litterært ordnet. Hvis et spørgsmål gælder en dato, stilling eller lokal detalje, bør man identificere passagen og den benyttede udgave, før konklusionen drages. Beretningen om en hændelse skal også skelnes fra uafhængige dokumenter om den.

Håndskrifter, udgaver og digitale kopier er forskellige tekstvidner

Tressos undersøgelse beskriver fem håndskriftsvidner, som blev erhvervet i Algeriet og brugt til Charles Defrémerys og Beniamino Sanguinettis arabiske og franske udgave fra 1853–1858. Denne erhvervelseshistorie betyder ikke, at de fem håndskrifter nu opbevares i Algeriet. Stedet, hvor et eksemplar blev indsamlet, dets senere cirkulation og dets nuværende placering er forskellige oplysninger.

Tresso behandler også håndskriftet Arabe 2291 med en underskrift, der tilskrives Ibn Juzayy, og en datering til februar 1356. Det er en oplysning om et bestemt vidne i tekstens historie. Informationen kommer her fra den publicerede undersøgelse, ikke fra en direkte gennemgang af alle håndskriftets sider. Dette vidne gør ikke hver senere kopi til en forfatterautograf og løser ikke alene alle spørgsmål om beretningen.

Katalogen hos Bibliothèque nationale de France identificerer en udgave fra 1968 som et faksimile af udgaven fra 1853–1858. Library of Congress beskriver derimod et arabisk tryk fra 1904 knyttet til Al-Ihsan med et digitaliseret eksemplar fra Bibliotheca Alexandrina. Datoerne tilhører forskellige udgaver og eksemplarer. De er ikke nye tidspunkter for de middelalderlige rejser eller for den oprindelige tilblivelse.

Når man arbejder med et citat, må man skelne mellem håndskrift, udgave, oversættelse, udvalg og digital gengivelse. Den engelske tekst hos Fordham er et udvalg af Gibbs oversættelse fra 1929. Det gør de gengivne afsnit tilgængelige, men erstatter ikke en fuldstændig sammenligning af de arabiske tekstvidner. En katalogpost dokumenterer et bibliografisk objekt; dens eksistens beviser ikke, at alle tekstvarianter er afklaret.

Omstridte afsnit kræver konkrete argumenter

Amikam Elad analyserer beskrivelsen af Palæstina og finder omfattende afhængighed af den tidligere rejsende al-Abdari. Artiklens offentlige uddrag giver adgang til argumentet og de synlige noter. Det er ikke det samme som at have læst hele artiklen med begrænset adgang. Lånet ændrer fortolkningen af de berørte afsnit: en levende beskrivelse er ikke automatisk fortællerens egen oprindelige iagttagelse.

Stephen Janicsek satte i 1929 spørgsmålstegn ved besøget i Bulghar ved Volga. Undersøgelsen sammenholder afstande, tilgængelig tid og fraværet af bestemte forventede geografiske detaljer. Blandt argumenterne er sammenligningen mellem en strækning på omtrent 1.300 kilometer og den nødvendige rejsetid på den ene side og beretningens korte tidsramme på den anden. Bulghar er ikke her navnet på den moderne stat Bulgarien. Kritikken gælder en identificerbar afstikker, ikke et bevis for, at hele bogen er opdigtet.

Passagerne om Kina har også givet anledning til uenighed. Søfart og udveksling mellem Det Indiske Ocean og kinesiske havne viser, at forbindelser var mulige. Den generelle mulighed bekræfter ikke hvert nævnt sted eller hele kronologien for et personligt besøg. Hver påstand må ledsages af sine belæg og sin usikkerhed. En sandsynlig rute og en dokumenteret rute er forskellige ting.

Problem Spørgsmål, der bør stilles Konklusion, der bør undgås
Lånt beskrivelse af Palæstina Hvilken passage afhænger af en tidligere forfatter, og hvad betyder det for læsningen? At enhver levende beskrivelse er en oprindelig observation.
Afstikkeren til Bulghar Er afstande, tider og geografiske passager forenelige med rejsen? At kritik af én afstikker ophæver alle andre etaper.
Berettede besøg i Kina Hvad støtter hvert sted, og hvilke detaljer er stadig omstridte? At en mulig søforbindelse beviser alle besøg.
Hukommelse og senere tilblivelse Hvordan adskilles hændelsen fra erindringen og den bevarede skriftlige form? At alle sætninger blev skrevet under selve rejsen.

Tekstkritik gør kilden mere anvendelig ved at præcisere, hvad den kan dokumentere. En litterær afhængighed kan sige noget om udbredelsen af geografiske beskrivelser, mens en veldateret episode understøtter en anden form for rekonstruktion. Ikke alle passager skal have samme bevisfunktion. Et uløst spørgsmål ét sted kræver ikke, at efterprøvelige oplysninger et andet sted opgives.

Afstande og moderne kort kræver tydelige valg

Christine Chisms offentlige resumé angiver omkring 75.000 engelske miles over niogtyve år. Omregnet med en moderne enhed svarer det til omtrent 120.000 kilometer. Tallet er et skøn rekonstrueret ud fra beretningen, ikke en måling med instrumenter fra 1300-tallet. Flere decimaler ville give aritmetisk præcision uden at gøre den historiske rekonstruktion mere sikker.

Antallet af moderne lande varierer også med de etaper, man accepterer, og de grænser, man lægger ned over fortiden. En by kunne tilhøre en politisk enhed meget forskellig fra nutidens stat. Et omstridt besøg ændrer summen uden nødvendigvis at ændre dokumentationen for andre rejser. Steder, perioder, gentagne strækninger og grader af sikkerhed er mere informative end en nutidig landeliste fremstillet som den rejsendes egen plan.

Et anvendeligt kort bør skelne en omtrentlig rute fra en præcis position og markere omstridte dele. De lange år i Delhi, tilbagevenden til Mekka og rejserne efter hjemkomsten til Marokko i 1349 skal kunne ses. En enkelt linje mellem alle stednavne kan skjule gentagelser, spring i fortællingen og forskellen mellem personlige iagttagelser og oplysninger fra andre.

Forlagets præsentation af David Waines bog og dens indholdsfortegnelse fremhæver hoffer, mad, gæstfrihed og kritik af beretningen. Det giver indgange til spørgsmål om rejselivets sociale historie. At læse præsentationen og indholdsfortegnelsen er ikke det samme som at gennemgå hele bogen. En konkret oplysning bør følges tilbage til den primære passage eller undersøgelsen, der fremlægger argumenterne, med angivelse af den benyttede udgave.

Kilder